Kloge hoveder ville måske opfordre til, at jeg i stedet brugte mere tid på mand og barn eller, og det er ikke helt uforståeligt, på oprydning og rengøring i mit hjem. Det sidste er ikke specielt underholdende og standarden er da ikke helt elendig… Kan det være en hobby at hygge med familien? Måske, men det har min mand ikke tid til.

Jeg kunne velsagtens også læse mere, men jeg har aldrig været en stræbsom studerende og har foreløbig ingen planer om at blive det. Men hvad så?

Jeg har ikke tænkt mig at lære at strikke, hækle, scrapbooke eller lignende håndgerningssysler. At begrave snuden i bøger er heller ikke ligefrem en hobby, det gør jeg jo i forvejen. Jeg hader at løbe og har ingen interesse i heste eller svømning for den sags skyld. Min SU-handikappede økonomi rækker heller ikke til at påbegynde en karriere som opdagelsesrejsende.

Før vi blev beriget med et barn i husstanden rykkede jeg rundt på møblerne en gang i kvartalet – alletiders tidsfordriv og kedsomhedsstopper, men herren har sat foden ned og krævet, at det hørte op. For en gangs skyld makkede jeg ret, men det kribler alligevel lidt i fingrene når jeg kigger på vores stue…

Hvad skal jeg dog tage mig til? Jeg har ikke oceaner af tid til rådighed, men alligevel tilstrækkeligt til, at jeg keder mig gevaldigt og bruger energi på højst ligegyldige ting.

Hjælp!

Jeg bliver alt for ofte vred, ikke bare sådan lidt ond i sulet eller småmuggen, men rigtig arrig! Det værste er måske endda, at jeg føler det er fuldt berettiget, men da mennesker omkring mig ikke bliver lige så gale over lige så lidt, må jeg erkende, at det må være mig den er gal med.

Når erkendelsen er kommet, må årsagen og løsningen findes. Jeg tror jeg har fundet årsagen og nu er jeg ikke sikker på, at jeg har lyst at finde løsningen, for jo mere jeg diskuterer med mig selv, desto mere overbevist bliver jeg om, at jeg faktisk har ’ret’ til min vrede.

Helt generelt er jeg ganske fredelig, men nogle ting gør mig i svær grad velegnet til et ’håndter din vrede’-kursus.
Jeg bliver arrig, når to, eller tre, cyklister slæber deres cykler på Nørrebrogades alt for smalle fortove i et alt for langsomt tempo, uden at trække til side når andre gerne vil passere dem. Lige så sur bliver jeg, når det er barnevognsmafiaen der er ude at promenere, uden forståelse for, at der findes andre fodgængere end dem. Lige såvel bliver jeg ondskabsfuld, når cyklister nægter at stoppe op, når en bus kører ind til siden for at samle passagerer op og som resultat snitter, eller måske endda kører direkte ind i, en af de ud- eller indstigende passagerer.

Jeg bliver hidsig når folk på gader og stræder stopper op, helst på det mest trafikerede sted, og skal udveksle deres livshistorier, uden at tage hensyn til, at andre gerne vil kunne passere dem undervejs.

Jeg bliver sur, når jeg tager metroen og indstigende passagerer ikke forstår at vente med at gå ind i toget, til de udstigende har fået plads og tid til at komme af, eller værre endnu; når de indstigende passagerer ikke forstår at dele sig ud i siderne af toget, men i stedet klumper sig sammen lige inden for dørene, så andre passagerer hverken kan komme ind eller ud. Jeg bliver ligeså knotten, når jeg skal slås med Trunte på 16 år (der har et fitness-medlemskab og er i så god form, at jeg antager hun rent faktisk benytter sig af det) om pladsen i elevatoren, når jeg har min søn og hans klapvogn med på slæb.

Jeg bliver dybt frustreret, når en voksen mand springer min søn og jeg over i køen, hvor vi har ventet længe på at kunne købe en is, men jeg bliver først for alvor vred, når uvedkommende blander sig i diskussioner jeg har med andre mennesker. Forleden var en mand bumpet ind i mig på Nørrebro St. og selvom han var ’bumperen’ var det mig der fik skæld-uden. Imidlertid hoppede han ind i bussen vi begge ventede på igennem bagdøren. Jeg så mit snit til en letkøbt hævn og stak ham til buschaufføren (der så valgte ikke at gøre noget ved gratisten). Den kvindelige passager der sad lige bag chaufføren hørte dog mit stikkeri og konkluderede nedladende, ”at jeg godt nok havde travlt med andre mennesker”. Jeg bad hende blande sig uden om, men da hendes lydlige forargelse fortsatte, og min vrede bortjog mit ordforråd, endte jeg med et ”har du et problem!?” Kvinden svarede ”ja”. Jeg var faktisk lidt imponeret af hendes ’coolness’, men, jeg blev vred, meget, meget vred og mit normale handlingsmønster havde herefter været knap så verbalt, men jeg havde min søn med mig… Denne gang nøjedes jeg derfor med at forføje mig, skumlende for mig selv.

Generelt er jeg vist i det hele taget ikke vild med offentlig transport, det er som om, at al fornemmelse for pli og høflighed tilsidesættes i kampen for et sæde, eller hvad det nu er der tricker folk.
Alt for mangen en gang, har en ældre kvinde stirret på mig under hele busturen, fordi jeg åbenbart har taget hendes plads – i en i øvrigt stort set tom bus. En enkelt gang har en sådan kvinde bedt mig tage min søn op på skødet så hun kunne sidde ned. Da der var ledige sæder både foran og bagved os, bad jeg hende i stedet tage plads på et af dem. Hun vrissede som svar, at jeg skulle tage min søn op hos mig, da jeg ikke havde betalt for hans billet. Han er kun knap 3 år og har gratis rejse sammen med mig eller en anden betalende voksen – til gengæld betaler pensionisten under en tredjedel af, hvad jeg giver for mit pendlerkort og får endda flere zoner ud af sin betaling. Jeg har derfor svært ved at fatte sympati for kvinden, så længe der var andre ledige pladser i bussen. Tværtimod bliver jeg vred, fordi hun vælger at starte en dum og formålsløs diskussion om busselskabernes billetteringspolitik.
Jeg er også træt af, at få albuer i ryggen når ældre kvinder stiger ud af bussen, det skete så sent som i morges. Da jeg oftest er rejsende med barn og klapvogn og hader at blive mast, har jeg erfaret, at der er god pointe i, at jeg venter med at stige ud til alle andre er kommet af. Så har vi god plads. Men, der er ganske ofte en pensionist der er så desperat for at komme af bussen, at alle omkring hende, får et skub med på vejen, så hun kan møve sig ud som den første. Det er da så unødvendigt som noget kan være – busser skovler ikke folk op, for så aldrig at lade dem komme af igen…

Jeg afskyer også at få lagt ord i munden. Alt for ofte er der opstået misforståelser, fordi min samtalepartner antager, at jeg siger mere end de ord der rent faktisk kommer ud af min mund. Måske er jeg småtbegavet således at jeg ikke forstår at ’tale mellem linierne’, måske synes jeg bare det er lidt usexet, men det sker faktisk så godt som aldrig. Derfor bliver jeg vred, når jeg tillægges ord, en tolkning eller en betydning jeg aldrig har været ophavsmand til.

Endnu værre er verdensmestrene og de frelste. Der er ingen mennesker der er så hellige, at de ikke selv har lavet fejl og ingen er verdensmester i alting. Alligevel støder jeg ganske ofte på, i særdeleshed kvinder, der fortæller hvor slemme andre kvinder er til at være intrigante, bagtale, fnidre, sladre mv., hvorefter de frikender sig selv for samme, gerne med sætningen ’mænd er bare så meget nemmere at omgås’. Det sørgelige er, at de kvinder jeg kender der er mest intrigante, som sladrer mest og hvad der nu ellers findes af synder der tilskrives kvindekønnet, typisk er netop denne type frelste. De er akkurat lige så slemme, som eksempelvis den fraskilte kvinde, der mener at det er hendes ex der kan lægges til last for stort set alt, hvad der er sket af dårligdom i deres forhold. Når hun så møder en ny mand og der kommer gnidninger, så er det fordi ’den nye’ ikke har samme sociale kompetencer som hun, han er ikke lige så god til børn fordi hans ex ikke har lært ham at tage ansvar osv. Vågn dog for ind i… op og indse, at du muligvis selv begår fejl ind imellem! Det allermest spøjse, næsten hykleriske ved disse mennesker er, at de gerne giver maleriske eksempler på andre kvinders sladren i samme åndedrag som de fortæller, at de ikke selv sladrer. Hold nu op og vær en smule reel! Langt de fleste mennesker kan faktisk godt li’ en god sladder er min erfaring. Men, værst af alt, hvad denne type kvinder angår, er, når de beder andre om fair kritik af f.eks. problemstillinger i parforholdet. Hvis kritikken så ikke pudser deres glorier, men dæmper dens glans så deres små djævlehorn belyses, så bliver de vrede. Meget, meget vrede. Hvis ens selvsikkerhed er så dårlig, at den hele tiden skal stives af med ’ja-sigere’ og rygklappere, så har man sgu et problem, men det er måske derfor de har så travlt med at fremhæve sig selv og deres kvaliteter overfor andre, på andres bekostning?

Alt i alt har jeg fundet, at de ting, der for alvor gør mig vred er, når andre mennesker ikke forstår at være høflige eller fremhæver sig selv på andre bekostning, i et formål der i mine øjne er ligegyldigt.

Jeg synes, at jeg har ret til at blive vred, intet menneske bør finde sig i, endsige acceptere, egoryttere, der træder alle andre ned på deres vej. Men, jeg bør ikke blive så vred, at jeg skriver alenlange indlæg på min blog eller skælder ud til alle der vil høre på mig i mindst et par dage efter episoden er indtruffet. Jeg er nok lidt naiv; måske jeg burde tage til efterretning, at nogle mennesker bare er og bliver ligeglade og så trække på skulderen når det er mig der står for skud. Jeg kan hverken redde eller opdrage hele verdenen. Men det er altså svært ikke at blive gal…

Kan Anger Management gøre noget ved det? Jeg ville faktisk gerne være noget mere ligegyldig overfor andre mennesker dårlige opførsel. Min mand forstår at trække på skuldrene og komme videre, jeg ville gerne kunne gøre det samme, men jeg er i stedet arrig til jeg glemmer episoderne. Det kan oftest godt tage noget tid…

Min 3-årige søn og faderdyret var ude på badeværelset tidligere i dag. Det bemærkede jeg egentlig ikke, for det er de tit. Oftest er det dog ensbetydende med oprydning efter vandkamp og dets lige, men ikke i dag:

- MOAR!

Jaeh…

- MOAR! KOM!

To sekunder…

- MOR! KOM NUUU!

Hvad er der basse?

Her daffede jeg ud på badeværelset, for at se hvad der skete og blev mødt af en mand der prøvede at holde et fnis tilbage og vores lille dreng, der sad på toilettet med et desperat ansigtsudtryk.

- Den sidder fast!

Hvad sidder fast?

- Op numsen!

Hvad sidder fast oppe i numsen?

- Puuuh! Den vil ik kom ud!

Og her overtog faderdyret samtalen, for jeg var ved at tilte om på gulvet af grin uden at kunne hjælpe min stakkels dreng med problemet.

Andre dage diskuterer vi, hvorvidt far kan aflevere sønnens næse tilbage efter at have spist den eller ej, om min kødtang er en farlig haj der æder mor og far eller om ‘fiserlader’ (fis og ballede) kommer ind gennem navlen eller munden. Seneste eksempel på interessant samtale var, udover den ovenfor refererede, i går, hvor lillemanden beklagede sig kraftigt over, at jeg tog hans ‘av’.
Man skal høre meget før ørerne falder af. Efter jeg er blevet mor, er jeg ved at være godt på vej til dét…

Lørdag formiddag var jeg til prøveeksamen i skriftlig fransk. Da jeg gik i gymnasiet, kendte jeg det fænomen som en ‘terminsprøve’, men jeg er åbenbart allerede blevet overhalet indenom af udviklingen og mit ordforråd er derved efterladt håbløst umoderne. Jeg tror, meget mod min forventning inden, at det er gået godt. Jeg hev efterfølgende en tjeneste ud af ærmet på min ældste lillesøster og hun bekræftede, at det var gået ovenikøbet rigtig godt. Nu får vi se om mine forhåbninger er rigtige, ikke mindst hvor god en censor min søster er. Jeg håber hun har ret, for så vil jeg ikke længere bruge kræfter på at få mavesår over det fordømte franskkursus.

I ugen op til skriblerierne på fransk, har herren i huset knoklet med at få vores altan til at se nogenlunde anstændig ud. Foreskrevet af varmemesteren blev altanen sidste efterår malet skrigende orange. Gyselig farve, men det var bedre end den lyserøde der var på væggene da vi flyttede ind i foråret ‘08. Til gengæld blev vi aldrig færdige med at male skrigende orange. Da vi havde malet første gang blev det ved at regne. Da dét holdt op, satte frosten ind og vi udsatte projektet til foråret. Nu er varmemesteren på ferie og halvdelen af altanerne herude er alligevel hvide, så vi gjorde oprør, købte hvid maling og herren gav så altanen en ordentligt overhaling. Lørdag, da jeg kom hjem fra fransk, var han færdig. Vi enedes om hvilken gulvbeklædning der skulle på og efter lidt overtalelse af manden tog vi i Silvan med plan om at hente terassebrædder og mærkelige skruer med runde, flade hoveder. Forinden havde jeg forevist billeder af nogle træfliser, men vi var begge rørende enige om, at dem skulle vi under ingen omstændigheder have! Vi skulle have de terassebrædder vi havde bestemt os for flere uger i forvejen, intet mere, intet mindre!

Da vi kom ud i byggebiksen var brædderne dog ikke i den længde vi havde forestillet os og vi blev tvunget til at træffe et par valg. Ved nærmere eftersyn var ‘de alt for dyre og grimme træfliser’ faktisk hverken grimme eller specielt dyre. Til gengæld skulle vi begge lægge hovederne i blød for at regne ud, hvor mange kasser vi skulle bruge og det lykkedes da også til sidst. Vi brugte en pind og noget sand på gulvet i havecenteret til at notere vores mellemregninger i mangel af bedre. Jeg gav endda en forbipasserende et fur da han sparkede min matematik i stykker ved et uheld (håber jeg det var). Det endte med, at vi slæbte afsted med 5 pakker træfliser til alt for mange penge, det blev dog ikke meget dyrere end den først tænkte løsning, ikke mindst blev der sparet mindst en 6-8 timers arbejde.

Efter en kort pause hjemme, gik vi i gang med at lægge fliserne og efterhånden som de blev lagt, blev vi mere og mere glade for dem. Det ser jo endog rigtig godt ud! Lørdag aften var vi færdige. Trætte, stolte, selvtilfredse og ikke mindst glade nød vi alle 3 solnedgangen på vores nye, flotte altan. Den er endnu lidt ‘nøgen’, men min stuebirk er røget derud for at live lidt op og jeg nåede allerede samme aften at klunse to store, men grimme, skumpuder der skal ombetrækkes. Nu mangler blot nogle flotte krukker og endnu flottere planter. Synd og skam der fra boligselskabets side er forbud mod at grille på altanen.

Undervejs i hyggen og knokleriet skulle vi dog spise aftensmad. Jeg havde efter fransk hjembragt “chips-fritter” til glæde for vores søn, som han havde gået og småspist af hele dagen – Der kan dårligt findes bedre end dén kombination i hans verden: Chips der er formet som, og smager af, pommes frites (m. tomat-hejs på). Da husfaderen er færdig med aftensmaden (jeg lægger gulv) og jeg vil kalde den lille ud i køkkenet for at spise, opdager jeg, at han er ved at stoppe min ene sko ned i sin taske. Jeg må indrømme, at jeg var halvirriteret, for han havde også sprinklet vores stuegulv med chips. Da jeg vil tage skoen bryder jeg dog ud i krampelatter, for det viser sig, at han har fyldt den med chips og sko med chips skulle så ned i tasken… Vores søn er en meget, meget mærkelig fyr! – Det skyldes faderens gener, naturligvis.

Billeduploaderen driller mig, så billeddokumentation må vente til IT-geniet har været i sving. 

Jeg fik sørme selv fikset det! Til gengæld måtte geniet hjælpe mig med at opdatere selve bloggen – ikke på vilkår om jeg ville slette alle filerne, som den mente at jeg skulle!

Jeg startede med at opdage den oversete forbrugsafregning fra boligselskabet. Det var en ubehagelig opdagelse. De mener jeg skylder dem knap 38.000,- Otteogtredivetusind! Jeg greb fluks telefonen og ringede til selskabet og klagede min nød. Kvinden jeg snakkede med var frisk: “Vil du have regningen delt i 7?” – Nok snarere 20 eller 30…  Hun lovede dog at bede firmaet der har forestået regnskabet, om at kigge tallene efter igen. Kan fejlen ikke findes dér, laver de en ny aflæsning, sæt de har aflæst forkert. Virker dét heller ikke, så lovede jeg min friske ‘telefonveninde’ en klage afleveret 3 eksemplarer. Hun mente dog at kravet var 5 håndskrevne kopier som alle skulle afleveres med brevdue, men ville vende tilbage når hun havde talt med Direktøren for Klagesektionen.
Skulle det nu ikke være aflæsningen eller udregningen den er gal med, så sætter jeg min lid til, at de alligevel trækker den uhyrlige regning tilbage, nu jeg kan bevise at vi rent faktisk fik skiftet elmåler sidste sommer, fordi den forrige var defekt.

Efter forskrækkelsen og samtalen hoppede jeg på bussen og tog i skole. Alle var i ‘fredags-fnidder-humør’ og det var yderst smitsomt! Med ét var vi (næsten) alle 12-13 år og og fnisede det bedste vi havde lært, af ingenting. Vores underviser blev grundigt træt af os, måske mest fordi hun selv blev grebet af den fjollede ånd, og foreslog vi tilbragte den sidste time i den dejlige forårssol i Kgs. Have.
Som sagt, så gjort. Halvdelen af klassen, inkl. mine gruppekammerater, valgte dog at forlade os – fremmødet var jo registreret. Men, men: Karma!

Da vores underviser sluttede sig til den tilbageværende halvdel af klassen i Kgs. Have, kunne hun fortælle, at en af inspektorerne havde fået afsløret datoen for mundtlig eksamen, selvom den først, officielt, offentliggøres efter weekenden. Vi, fedterøvene, duksene, kæledæggerne, der var blevet tilbage, havde derfor nu titel af førstevælgere hvad angik eksamendag, -dato og rækkefølge (Vores hold skal eksamineres over to dage). Vi fik hurtigt arrangeret hvem der skulle op hvornår og alle pjækkerne fik tildelt den lidest ønskede dato; dagen efter skriftlig eksamen i samme fag. De var jo ikke til stede og dermed heller ikke i stand til at protestere. Som den überduks jeg er, påtog jeg mig gerne opgaven med at få forfattet eksamensplanen og den er nu færdiggjort, uden de slemme syndere og fredagspjækkere har mulighed for at gøre indsigelse, hvorimod alle andre fik imødekommet deres ønsker. Af indlysende årsager fik jeg lige nøjagtig den placering jeg gerne ville have Pjækkerne blev i øvrigt alle noteret sig en omgang fravær. Hvor er jeg glad for, at jeg ikke fulgte første indskydelse og rent faktisk blev

I Kgs. Have fik jeg i øvrigt bekræftet en af mine fordomme og samtidig drillet en klassekammerat. Pågældende arbejder som model og ligner rent faktisk også en sådan, selv uden krigsmalingen. Hun er meget køn. Jeg overhørte hende fortælle et eller andet om sin hund og spørger nysgerrigt til hvad det er for en slags: En dværgpincher! Jeg brød ud i krampelatter! Hun er vel 1,80 høj, slank, køn, klædt i de helt rigtige modegevandter og hendes fyr er efter hendes egen beskrivelse mere end sportstrænet. Straks fik jeg et billede i hovedet af endnu en Paris Hilton… Det blev ikke bedre da hun nævnte, at hunden rent faktisk har et (simili, håber jeg) diamantarmbånd som halsbånd, ikke mindst at den skulle være aggressiv som død og helvede. Da hun nævnte kæresten fløj mine tanker også hurtigt videre til mindet om en bodybuilder-type jeg så lufte en chihuahua for et par måneder siden og jeg grinede endnu mere. Det var vist ikke hendes plan at blive til grin, men det endte med, at hun havde en halv klasse der sad og skraldgrinede af mine fablerier om hende, hendes hund og hendes kæreste. Hun er en sød pige, jeg burde ikke have drillet, men hun var heldigvis fuldstændigt uforstående overfor hvorfor jeg fandt hendes valg af hund så morsomt og derved prellede det hele formentlig af på hende.

Til eftermiddag og aften fik vi (næsten) færdiggjort arbejdet med at istandsætte væres altan. Der mangler endnu lidt maling og så lægger vi terassebrædder derude. Det bliver så fint, så fint og jeg er så glad for at herren i huset har knoklet løs hele ugen! Til gengæld undrer det mig, at et rækværk der før det blev pillet ned, så der kunne males mv., passede ganske fint sammen, bræt mod bræt, nu overhovedet ikke passer sammen mere. Lidt vold og vi fik sat det sammen, men det kan da ikke have slået sig efter at have været adskilt i mindre end en uge, kan det?

I weekenden bliver der malet færdig og i næste uge bliver der lagt terassebrædder. Hvor jeg dog glæder mig til en god kop the i det sidste aftenlys på min fine, nyrenoverede altan!

Åh ja, jeg skal huske at beklage mig over, at Tullamore Dew har droppet deres gamle TV-spot. Jeg var svært glad for at kigge på en af de mænd der i reklamen sad og drak whiskey på pubben  Det eneste gode ved den halvslave whiskey var den ehm… vældigt intelligente… fyr og nu er han væk, han er i hvert fald ikke med i den nye reklame. Fra nu af har vi kun Jameson her i hytten!

Nu hvor jeg sidder og prøver at udviske min viden om, at jeg i morgen skal til prøveeksamen i skriftlig fransk, smuttede jeg en tur på Facebook for at holde min vampyr i live, ikke mindst for at lure på mine ‘venners’ statusmeddelelser. Fra tid til anden er der nogle ret underholdende af slagsen. Sjovest var dog i dag en reklame for en hypnotisør. Man skal vælge sine ord med omhu før man bruger penge på reklame… Men det kan da godt være der er et par anoretikere eller lign. der vil have hjælp til at undgå vægttab