Jeg forsøgte tidligere i dag at rydde op, og ud, i min dokumentsamling (men overspringshandlingerne fik mig på afveje). I mit rod fandt jeg en episode, der ganske fint illustrerer, hvor åndsforladt man (jeg) kan være fra tid til anden. Jeg har åbenbart haft indsigt nok til at erkende, at episoden var morsom siden jeg skrev den ned, selvom jeg var flov i mere end et par dage efter den indtraf.

Der skete som følger:

Der var Heinz Baked Beans på tilbud i Netto fandt jeg ud af en sen aften, så straks efter skole dagen efter, tog jeg på raid i den lokale biks.
De havde kun 15 dåser tilbage, så jeg skyndte at rage dem alle sammen til mig. 15 dåser af 6 kr = 90,- kr. Dét kunne jeg lige klare i hovedet.
Da jeg så skulle betale så jeg, at kassemanden havde slået 92,5 ind på dankortterminalen. Lettere fornærmet og meget arrogant spurgte jeg ham, “om 15*6,- måske ikke giver 90,- kr?” - ”Jo, det gør det da, men du skal også betale for din pose!”

Jeg var ikke for stolt til at sige undskyld, det var vist på sin plads. Den medbragte veninde brød ud i et hyl af en latter, mens jeg skyndte mig at godkende beløbet og luske flovt ud af butikken.

Tror I der findes selvhjælpkurser til folk der ikke tænker før de taler?

Husbonden bruger primært det forhadte ’skat’ når han vil i kontakt med mig. Ex’en kaldte mig af uransagelige årsager ’Smiley’, det blev ombyttet til ’Koney’ da jeg blev gift med den nuværende. De fleste af mine kolleger kalder mig De-BRA, en dansklærer i gymnasiet valgte at udtale mit navn som De-BO-rah “nu vi lizzom var i Danmark” (Han hed Johnny og som protest udtalte jeg derefter konsekvent hans navn med blødt J). Flere steder på nettet huserer jeg som ’Cookiepusher’ og i blogland som ’Propagandina’.

Min øjenlæges sekretær kalder mig konsekvent Lena, uanset hvor mange gange jeg påpeger, at det er mit mellemnavn/andet fornavn. Her er jeg så endda kontrær og efterligner ivrigt Mrs. Bucket fra ’Fint skal det være’. Jeg hedder [Lina], ikke det svenske [Lena]. Men, det er nu en gang ikke mit fornavn, uanset hvilken udtale lægesekretæren skulle vælge at benytte sig af.

I folkeskolen kaldte de mig ’Sputnik’. Det viste sig, at det blev min far også kaldt som barn og min ældste lillesøster fik også æren af at dele navn med en lille, rund pigbeklædt satellit, da hun startede i gymnasiet.

To af min mands kammerater kunne aldrig huske mit navn og døbte mig i stedet ’Martha’, en kort overgang blev jeg endda beæret med ’Berta’ af uransagelige årsager.

Som barn kaldte min mor mig ’Tutsi’, jeg ved ikke helt hvorfor, men det er da sødt. Til gengæld ved jeg, at hun på et tidspunkt overvejede at give mig et nyt navn: Ninja. Tak fordi du ikke gik videre med den tanke mor!

Min søn tror ikke på, at jeg har mit eget navn, forskelligt fra ’Mor’. I gymnasiet var jeg kendt som ’OD-pigen’ (Operation Dagsværk), ’pigen med det røde halstørklæde’ (i mangel af blå cykel), ’hende den forkølede’ eller ’hende den trætte’ – enkelte gange har jeg hørt de sidste to kombineret.

Folk der bryder sig knapt så meget om mig, er dog dem der har præsteret det største udvalg af øgenavne. Her spænder repertoiret fra alt mellem ’møgkælling’ til ’fenian bitch’.  Alle de mellemliggende navne bør nok udelades af hensyn til mine læseres muligt sarte øjne.

Skal man endelig kalde mig noget, så ville jeg blive glad, om folk ville bruge mit, MIT, navn eller til nød de kæle-/øgenavne der er afledt af dét navn, der rent faktisk står i mit pas: ‘Lena’ er forbeholdt familien, ’Debbie’ som jeg kun tolerere at få udvalgte bruger, ’Debs’ som er afskyeligt hvis s’et trækkes bare en smule for langt og så er der ’Deb’, som er mit eget foretrukne diminutiv. Kort og alle kan udtale det – selv jeg, også under indflydelse af en god brandert

Men, jeg hedder Deborah…

They call me Hell
They call me Stacey
They call me her
They call me Jane
That’s not my name…

The Ting Tings – That’s Not My Name

I særdeleshed når man kun en sjælden gang køber tøj til sig selv fremfor Djævleynglet. Nyerhvervelserne skulle naturligvis bringes sikkert hjem fra Post DK’s afhentningssted. Desværre havde jeg ingen hjelm der passede den fine pose, men jeg kørte ekstra langsomt og forsigtigt for at råde bod på det faktum, og vi overlevede begge.

Vel ankommet hjemme blev posen flået som var det en amstaff der flænsede en 4-årig og jeg kunne derefter stolt prøve en knaldrød trenchcoat, som jeg har betalt den svenske tøjpusher en mindre formue for. Uh, den er fin! – og jeg vil formentlig fremover kunne færdes mere sikkert i trafikken, jeg vil jo være ganske nem at få øje, som en anden rød trafikkegle.

Måske i frustration over, at film og hygge er slut, blandet med lidt træthed har vores søn det med at blive lettere hysterisk straks vi er blevet lukket ud af biografen. Det skete naturligvis også i dag.

Før vi gemte os i mørket med popcorn og slik havde han forelsket sig i den dårlige kopi af London Eye, der er sat op på Axeltorv. Vi kiggede priser og besluttede os for, at der ikke kunne findes berettigelse for, at en tur i et forstørret pariserhjul skal koste 200,- kr, kun for os tre og fik gennet sønnen videre.

Afledt af hysteriflippet genovervejede vi dog vores beslutning og han fik da også hylet højt nok til, at vi startede en forhandlingsrunde: Én tur i det fordømte hjul og så er det hjem, uden brok! Drengen holdt skam sit løfte selvom han kun er 3½ og vi blev 200 kr fattigere.

Forventningen om, at vi ikke ville få valuta til pengene holdt dog stik, vi var temmeligt skuffede! Jeg er for det første meget højdeskræk og derved skeptisk alene af den grund, dernæst syntes det som om, at turen varede i evigheder. Der er ikke meget sjov i at sidde i gondolen og prøve at kigge ud igennem de temmeligt beskidte vinduer, for man kan faktisk ikke se ret meget fordi det ‘kun’ er 50 meter højt. Ikke mindst stoppede skidtet konstant, fordi der skulle læsses folk af og på. Bestemt ikke 200 kroner værd, jeg ville ikke engang prøve igen om jeg fik billetterne til halv pris!

Er der andre der føler trang til at smide penge ud af vinduet, så er her et lille tip: Lad være at blive fristet til at købe billet til en privatgondol. Man bliver lukket ind i de hold man stiller sig i, så vi fik vores egen gondol for halv pris af, hvad det havde kostet havde vi købt billet til dét formål.

Skuffede, det er vi, men glad blev drengen.

Jeg har nu bl.a. lært, at tånegle vokser 4 gange langsommere end fingernegle og at der for hvert menneske findes 200 millioner insekter, der kan man bare se!

Tjen en million:
Køb én million øl, hæld indholdet ud og indløs panten!

Tjen 30.000/mnd. på at blogge:
Find et job der giver 30.000,-/mnd og blog i arbejdstiden

Min mand læser ha.(dat), han ved nok hvad han taler om!

I dag, i mangel af bedre at tage mig til, logger jeg dog ind for at se den nye årsopgørelse og stor er min glæde da jeg opdager, at jeg skal have knap 4500,- yderligere tilbage, da jeg har betalt for meget forskudsskat. Næste logiske spørgsmål er dog ‘hvorfor?’. Jeg kan huske, hvor meget jeg har tjent sidste år og dét tal havde ikke ændret sig. Fat i den tidligere åropgørelse, mens jeg med slet skjult fryd glædede mig til at hive fat i SU-styrelsen og sige, at de godt kunne droppe deres tilbagebetalingskrav fra 2008, hvor de påstår, at jeg har tjent for meget ved siden af SU’en.
Med både ny og gammel årsopgørelse ved hånden, var eneste forskel jeg kunne finde, min ‘personlige A-indkomst’, altså SU’en. Den havde ændret sig i negativ retning med knap 12.000,- kr og dér ringede en lille klokke for mit indre øre: Det er præcis dét beløb, som SU-styrelsen mener, at jeg har fået udbetalt for meget og derfor skal betale dem tilbage, hvorfor beløbet, logisk nok, nu er fratrukket min indkomst og derved ikke skal beskattes.

Så meget for de økonomiske mirakler. Dagens lektion må være, at karma stadig er en særdeles aktiv størrelse i mit liv og at jeg derfor skal  lære at lade være at glæde mig for tidligt.

Dagens lektie må så være at finde ud af, hvordan en indkomst der ‘kun’ er barberet med 12.000,- kan bevirke en tilbagebetaling af forskudsskat på 4500,-. Det må være en heftig trækprocent de har regnet med sidste år…

Lørdag formiddag var jeg til prøveeksamen i skriftlig fransk. Da jeg gik i gymnasiet, kendte jeg det fænomen som en ‘terminsprøve’, men jeg er åbenbart allerede blevet overhalet indenom af udviklingen og mit ordforråd er derved efterladt håbløst umoderne. Jeg tror, meget mod min forventning inden, at det er gået godt. Jeg hev efterfølgende en tjeneste ud af ærmet på min ældste lillesøster og hun bekræftede, at det var gået ovenikøbet rigtig godt. Nu får vi se om mine forhåbninger er rigtige, ikke mindst hvor god en censor min søster er. Jeg håber hun har ret, for så vil jeg ikke længere bruge kræfter på at få mavesår over det fordømte franskkursus.

I ugen op til skriblerierne på fransk, har herren i huset knoklet med at få vores altan til at se nogenlunde anstændig ud. Foreskrevet af varmemesteren blev altanen sidste efterår malet skrigende orange. Gyselig farve, men det var bedre end den lyserøde der var på væggene da vi flyttede ind i foråret ‘08. Til gengæld blev vi aldrig færdige med at male skrigende orange. Da vi havde malet første gang blev det ved at regne. Da dét holdt op, satte frosten ind og vi udsatte projektet til foråret. Nu er varmemesteren på ferie og halvdelen af altanerne herude er alligevel hvide, så vi gjorde oprør, købte hvid maling og herren gav så altanen en ordentligt overhaling. Lørdag, da jeg kom hjem fra fransk, var han færdig. Vi enedes om hvilken gulvbeklædning der skulle på og efter lidt overtalelse af manden tog vi i Silvan med plan om at hente terassebrædder og mærkelige skruer med runde, flade hoveder. Forinden havde jeg forevist billeder af nogle træfliser, men vi var begge rørende enige om, at dem skulle vi under ingen omstændigheder have! Vi skulle have de terassebrædder vi havde bestemt os for flere uger i forvejen, intet mere, intet mindre!

Da vi kom ud i byggebiksen var brædderne dog ikke i den længde vi havde forestillet os og vi blev tvunget til at træffe et par valg. Ved nærmere eftersyn var ‘de alt for dyre og grimme træfliser’ faktisk hverken grimme eller specielt dyre. Til gengæld skulle vi begge lægge hovederne i blød for at regne ud, hvor mange kasser vi skulle bruge og det lykkedes da også til sidst. Vi brugte en pind og noget sand på gulvet i havecenteret til at notere vores mellemregninger i mangel af bedre. Jeg gav endda en forbipasserende et fur da han sparkede min matematik i stykker ved et uheld (håber jeg det var). Det endte med, at vi slæbte afsted med 5 pakker træfliser til alt for mange penge, det blev dog ikke meget dyrere end den først tænkte løsning, ikke mindst blev der sparet mindst en 6-8 timers arbejde.

Efter en kort pause hjemme, gik vi i gang med at lægge fliserne og efterhånden som de blev lagt, blev vi mere og mere glade for dem. Det ser jo endog rigtig godt ud! Lørdag aften var vi færdige. Trætte, stolte, selvtilfredse og ikke mindst glade nød vi alle 3 solnedgangen på vores nye, flotte altan. Den er endnu lidt ‘nøgen’, men min stuebirk er røget derud for at live lidt op og jeg nåede allerede samme aften at klunse to store, men grimme, skumpuder der skal ombetrækkes. Nu mangler blot nogle flotte krukker og endnu flottere planter. Synd og skam der fra boligselskabets side er forbud mod at grille på altanen.

Undervejs i hyggen og knokleriet skulle vi dog spise aftensmad. Jeg havde efter fransk hjembragt “chips-fritter” til glæde for vores søn, som han havde gået og småspist af hele dagen – Der kan dårligt findes bedre end dén kombination i hans verden: Chips der er formet som, og smager af, pommes frites (m. tomat-hejs på). Da husfaderen er færdig med aftensmaden (jeg lægger gulv) og jeg vil kalde den lille ud i køkkenet for at spise, opdager jeg, at han er ved at stoppe min ene sko ned i sin taske. Jeg må indrømme, at jeg var halvirriteret, for han havde også sprinklet vores stuegulv med chips. Da jeg vil tage skoen bryder jeg dog ud i krampelatter, for det viser sig, at han har fyldt den med chips og sko med chips skulle så ned i tasken… Vores søn er en meget, meget mærkelig fyr! – Det skyldes faderens gener, naturligvis.

Billeduploaderen driller mig, så billeddokumentation må vente til IT-geniet har været i sving. 

Jeg fik sørme selv fikset det! Til gengæld måtte geniet hjælpe mig med at opdatere selve bloggen – ikke på vilkår om jeg ville slette alle filerne, som den mente at jeg skulle!

Jeg startede med at opdage den oversete forbrugsafregning fra boligselskabet. Det var en ubehagelig opdagelse. De mener jeg skylder dem knap 38.000,- Otteogtredivetusind! Jeg greb fluks telefonen og ringede til selskabet og klagede min nød. Kvinden jeg snakkede med var frisk: “Vil du have regningen delt i 7?” – Nok snarere 20 eller 30…  Hun lovede dog at bede firmaet der har forestået regnskabet, om at kigge tallene efter igen. Kan fejlen ikke findes dér, laver de en ny aflæsning, sæt de har aflæst forkert. Virker dét heller ikke, så lovede jeg min friske ‘telefonveninde’ en klage afleveret 3 eksemplarer. Hun mente dog at kravet var 5 håndskrevne kopier som alle skulle afleveres med brevdue, men ville vende tilbage når hun havde talt med Direktøren for Klagesektionen.
Skulle det nu ikke være aflæsningen eller udregningen den er gal med, så sætter jeg min lid til, at de alligevel trækker den uhyrlige regning tilbage, nu jeg kan bevise at vi rent faktisk fik skiftet elmåler sidste sommer, fordi den forrige var defekt.

Efter forskrækkelsen og samtalen hoppede jeg på bussen og tog i skole. Alle var i ‘fredags-fnidder-humør’ og det var yderst smitsomt! Med ét var vi (næsten) alle 12-13 år og og fnisede det bedste vi havde lært, af ingenting. Vores underviser blev grundigt træt af os, måske mest fordi hun selv blev grebet af den fjollede ånd, og foreslog vi tilbragte den sidste time i den dejlige forårssol i Kgs. Have.
Som sagt, så gjort. Halvdelen af klassen, inkl. mine gruppekammerater, valgte dog at forlade os – fremmødet var jo registreret. Men, men: Karma!

Da vores underviser sluttede sig til den tilbageværende halvdel af klassen i Kgs. Have, kunne hun fortælle, at en af inspektorerne havde fået afsløret datoen for mundtlig eksamen, selvom den først, officielt, offentliggøres efter weekenden. Vi, fedterøvene, duksene, kæledæggerne, der var blevet tilbage, havde derfor nu titel af førstevælgere hvad angik eksamendag, -dato og rækkefølge (Vores hold skal eksamineres over to dage). Vi fik hurtigt arrangeret hvem der skulle op hvornår og alle pjækkerne fik tildelt den lidest ønskede dato; dagen efter skriftlig eksamen i samme fag. De var jo ikke til stede og dermed heller ikke i stand til at protestere. Som den überduks jeg er, påtog jeg mig gerne opgaven med at få forfattet eksamensplanen og den er nu færdiggjort, uden de slemme syndere og fredagspjækkere har mulighed for at gøre indsigelse, hvorimod alle andre fik imødekommet deres ønsker. Af indlysende årsager fik jeg lige nøjagtig den placering jeg gerne ville have Pjækkerne blev i øvrigt alle noteret sig en omgang fravær. Hvor er jeg glad for, at jeg ikke fulgte første indskydelse og rent faktisk blev

I Kgs. Have fik jeg i øvrigt bekræftet en af mine fordomme og samtidig drillet en klassekammerat. Pågældende arbejder som model og ligner rent faktisk også en sådan, selv uden krigsmalingen. Hun er meget køn. Jeg overhørte hende fortælle et eller andet om sin hund og spørger nysgerrigt til hvad det er for en slags: En dværgpincher! Jeg brød ud i krampelatter! Hun er vel 1,80 høj, slank, køn, klædt i de helt rigtige modegevandter og hendes fyr er efter hendes egen beskrivelse mere end sportstrænet. Straks fik jeg et billede i hovedet af endnu en Paris Hilton… Det blev ikke bedre da hun nævnte, at hunden rent faktisk har et (simili, håber jeg) diamantarmbånd som halsbånd, ikke mindst at den skulle være aggressiv som død og helvede. Da hun nævnte kæresten fløj mine tanker også hurtigt videre til mindet om en bodybuilder-type jeg så lufte en chihuahua for et par måneder siden og jeg grinede endnu mere. Det var vist ikke hendes plan at blive til grin, men det endte med, at hun havde en halv klasse der sad og skraldgrinede af mine fablerier om hende, hendes hund og hendes kæreste. Hun er en sød pige, jeg burde ikke have drillet, men hun var heldigvis fuldstændigt uforstående overfor hvorfor jeg fandt hendes valg af hund så morsomt og derved prellede det hele formentlig af på hende.

Til eftermiddag og aften fik vi (næsten) færdiggjort arbejdet med at istandsætte væres altan. Der mangler endnu lidt maling og så lægger vi terassebrædder derude. Det bliver så fint, så fint og jeg er så glad for at herren i huset har knoklet løs hele ugen! Til gengæld undrer det mig, at et rækværk der før det blev pillet ned, så der kunne males mv., passede ganske fint sammen, bræt mod bræt, nu overhovedet ikke passer sammen mere. Lidt vold og vi fik sat det sammen, men det kan da ikke have slået sig efter at have været adskilt i mindre end en uge, kan det?

I weekenden bliver der malet færdig og i næste uge bliver der lagt terassebrædder. Hvor jeg dog glæder mig til en god kop the i det sidste aftenlys på min fine, nyrenoverede altan!

Åh ja, jeg skal huske at beklage mig over, at Tullamore Dew har droppet deres gamle TV-spot. Jeg var svært glad for at kigge på en af de mænd der i reklamen sad og drak whiskey på pubben  Det eneste gode ved den halvslave whiskey var den ehm… vældigt intelligente… fyr og nu er han væk, han er i hvert fald ikke med i den nye reklame. Fra nu af har vi kun Jameson her i hytten!

Nu hvor jeg sidder og prøver at udviske min viden om, at jeg i morgen skal til prøveeksamen i skriftlig fransk, smuttede jeg en tur på Facebook for at holde min vampyr i live, ikke mindst for at lure på mine ‘venners’ statusmeddelelser. Fra tid til anden er der nogle ret underholdende af slagsen. Sjovest var dog i dag en reklame for en hypnotisør. Man skal vælge sine ord med omhu før man bruger penge på reklame… Men det kan da godt være der er et par anoretikere eller lign. der vil have hjælp til at undgå vægttab

For nu vil jeg stolt præsentere Propagandina – nu med favicon

Til andre interesserede newbies kan et favicon kreeres således