De tre ord, er de eneste jeg kender fra sangen. Men alligevel kan titlen muligvis misbruges her.

Jeg er med sikkerhed mere berygtet end berømt for min fashionable påklædning. Det vil sige, at jeg ifølge mine langt mere modebevidste veninder, og den ene af mine søstre, overhovedet ikke besidder den mindste smule stil.

Det faktum har jeg egentlig affundet mig ret godt med. Indtil i dag!

Blandt pigerne i den engelskklasse jeg for tiden er en del af, er der en meget smuk, meget stilbevidst og meget åbenmundet pige. Jeg synes godt om hende. Indtil i dag.

Jeg ejer nemlig en vidunderlig skriggrøn skuldertaske købt for 20 kr. i en Tiger-butik (Fåes også i skrigende orange, hvis nogle skulle være interesserede?). Den har jeg også syntes utroligt godt om. Indtil i dag.

Pigen i min klasse har gentagne gange ladet mig vide, at hun ikke synes om min taske. Også i dag.

Kort efter timen er begyndt, fniser omtalte pige og spørger mig hviskende, om jeg gik forbi Netto’en ved Nørreport på vej i skole. Det gjorde jeg undtagelsesvis ikke, da jeg blev overfaldet af dovenskab og derfor tog en bus fra Nørreport i stedet (6 minutters gåtur sparet ). “Hmm, det var synd, jeg så nemlig to tiggere dernede, du ved de der sigøjnere, og den ene havde en taske fuldstændig som din”, fnisede min klassekammerat, lettere hysterisk.

Efterladt til mine egne tanker, akkompagneret af en hoverende, sarkastisk fnisen fra sidekammeratinden, overvejede jeg, om det var et godt eller et skidt tegn?

Gad vide om jeg kan li’ min tigger-taske, også i morgen?

Det tror jeg nu nok. Den er skriggrøn!

Dagens morale må være, at jeg er akurat lige så stilbevidst som en tigger. Hvad den oplysning så videre skal bruges til, har jeg endnu ikke fundet ud af.