Kloge hoveder ville måske opfordre til, at jeg i stedet brugte mere tid på mand og barn eller, og det er ikke helt uforståeligt, på oprydning og rengøring i mit hjem. Det sidste er ikke specielt underholdende og standarden er da ikke helt elendig… Kan det være en hobby at hygge med familien? Måske, men det har min mand ikke tid til.

Jeg kunne velsagtens også læse mere, men jeg har aldrig været en stræbsom studerende og har foreløbig ingen planer om at blive det. Men hvad så?

Jeg har ikke tænkt mig at lære at strikke, hækle, scrapbooke eller lignende håndgerningssysler. At begrave snuden i bøger er heller ikke ligefrem en hobby, det gør jeg jo i forvejen. Jeg hader at løbe og har ingen interesse i heste eller svømning for den sags skyld. Min SU-handikappede økonomi rækker heller ikke til at påbegynde en karriere som opdagelsesrejsende.

Før vi blev beriget med et barn i husstanden rykkede jeg rundt på møblerne en gang i kvartalet – alletiders tidsfordriv og kedsomhedsstopper, men herren har sat foden ned og krævet, at det hørte op. For en gangs skyld makkede jeg ret, men det kribler alligevel lidt i fingrene når jeg kigger på vores stue…

Hvad skal jeg dog tage mig til? Jeg har ikke oceaner af tid til rådighed, men alligevel tilstrækkeligt til, at jeg keder mig gevaldigt og bruger energi på højst ligegyldige ting.

Hjælp!

Han er meget optaget af at lytte til min mave og snakke med “sin” baby. Da jeg kun var ganske få uger henne, og min maves størrelse derfor kun betinget af mit kalorieindtag, konkluderede han følgende:

- Min baby inden i din mave er meget ked af det og græder (Ryan aer min mave og trøster baby)
Efter lidt eftertænksomhed og mere aen:
- Din mave er meeeget stor…
- Du spiser alt for meget mad!

Tak skal du have, min sødeste dreng… På trods af hans ærlighed, er han dog sød. Fra vi delte nyheden med ham, har vi jævnligt kigget i graviditetsbøger for at se, hvor stor baby nu er. Da den lignede en haletudse var den efter Ryans bedste overbevisning “klam”, men han fandt alligevel jævnligt noget af sit legetøj frem, som “hans” baby gerne måtte lege med, når den kom ud (af navlen, naturligvis. Min søn har helt styr på det med anatomi).

Nu er baby blevet så stor, at Ryan ikke længere mener, at den er klam. Til gengæld må den meget gerne snart tage at komme ud, så han kan lege med den forstås. Indtil da har han en drengebaby i sin mave og jeg har en pigebaby i min. Navnevalget er også helt på plads. Vores søn har bekendtgjort, at “hun” skal hedde Emily – opkaldt efter figuren fra Tim Burtons “Corpse Bride”, som Ryan er dybt fascineret af og kaldte “pige mæ babber” indtil han fandt ud af, at hun hed Emily… Faderdyret og jeg har ikke kunnet blive enige om pigenavne, så bliver det en pige, kommer hun formentlig til at hedde Emily - hvis altså jeg kan kapere associationerne til den barmfagre, men morbide, skønhed.

Men, nu hvor et nyt år er indledt er det vist tid til at gøre status over det gamle. Min hukommelse vil dog ikke være med på andet end en decemberstatus.

Kombineret fødsels- og bryllupsdag blev vel overstået med et besøg på Rex Republic og jeg blev fornemt begavet af min mand med Sony Ericssons nye vidunder, Satio

Med gaven medfulgte besked om, at den udgjorde både fødsels- bryllups- og julegave for de næste par år Telefonen slår med flere længder den stegepande jeg købte i julegave til mig selv sidste år, så det er i orden. Jeg og Satio har allerede indledt et hedt kærlighedsforhold – også selvom sms-funktionaliteten ikke er som ønsket. Men der er ingen tøven herfra: iPhone go home!

Både jul og nytår er ligeledes vel overståede, men det obligatoriske julebillede af Djævleynglet blev der ikke meget af. Til gengæld genbrugte jeg da bare billedet fra sidste år, som ikke nåede at blive sprøjtet ud til familie og venner. Endnu har ikke én opdaget (eller har i hvert fald undladt at kommentere), at han er et helt år yngre end tilfældet er. Beskidt, snottet, men nuttet som bare pokker.

Samme dreng, nu 3½ år, har også lært sig selv at skrive små ord, til forældrenes overraskelse og stolthed. Uden terpen og pacen har knægten lært sig at skrive “Ryan”, “mor”, “far”, “mormor”, “morfar”, “Deb”, og “baby”. Vi fandt ud af det ved et tilfælde, da han som vanligt legede med min PC og kaldte fordi vi skulle se, at han havde skrevet sit navn (“jaja, den er god med dig min dreng” tænkte moderen og blev meget klogere).  Til gengæld er det fortsat svært at tælle til ti, når nu fire er verdens mest fascinerende tal og derfor helst skal gentages mere end et par gange på den lange vej fra et til ti.

December er passeret og dermed også en magisk grænse og en veloverstået scanning, så nu er jeg rede til at dele nyheden med internettet Den smukke mave er desværre ikke min, men jeg er allerede godt på vej til at være ’småtyk’.

Jeg forsøgte tidligere i dag at rydde op, og ud, i min dokumentsamling (men overspringshandlingerne fik mig på afveje). I mit rod fandt jeg en episode, der ganske fint illustrerer, hvor åndsforladt man (jeg) kan være fra tid til anden. Jeg har åbenbart haft indsigt nok til at erkende, at episoden var morsom siden jeg skrev den ned, selvom jeg var flov i mere end et par dage efter den indtraf.

Der skete som følger:

Der var Heinz Baked Beans på tilbud i Netto fandt jeg ud af en sen aften, så straks efter skole dagen efter, tog jeg på raid i den lokale biks.
De havde kun 15 dåser tilbage, så jeg skyndte at rage dem alle sammen til mig. 15 dåser af 6 kr = 90,- kr. Dét kunne jeg lige klare i hovedet.
Da jeg så skulle betale så jeg, at kassemanden havde slået 92,5 ind på dankortterminalen. Lettere fornærmet og meget arrogant spurgte jeg ham, “om 15*6,- måske ikke giver 90,- kr?” - ”Jo, det gør det da, men du skal også betale for din pose!”

Jeg var ikke for stolt til at sige undskyld, det var vist på sin plads. Den medbragte veninde brød ud i et hyl af en latter, mens jeg skyndte mig at godkende beløbet og luske flovt ud af butikken.

Tror I der findes selvhjælpkurser til folk der ikke tænker før de taler?

Jeg bliver alt for ofte vred, ikke bare sådan lidt ond i sulet eller småmuggen, men rigtig arrig! Det værste er måske endda, at jeg føler det er fuldt berettiget, men da mennesker omkring mig ikke bliver lige så gale over lige så lidt, må jeg erkende, at det må være mig den er gal med.

Når erkendelsen er kommet, må årsagen og løsningen findes. Jeg tror jeg har fundet årsagen og nu er jeg ikke sikker på, at jeg har lyst at finde løsningen, for jo mere jeg diskuterer med mig selv, desto mere overbevist bliver jeg om, at jeg faktisk har ’ret’ til min vrede.

Helt generelt er jeg ganske fredelig, men nogle ting gør mig i svær grad velegnet til et ’håndter din vrede’-kursus.
Jeg bliver arrig, når to, eller tre, cyklister slæber deres cykler på Nørrebrogades alt for smalle fortove i et alt for langsomt tempo, uden at trække til side når andre gerne vil passere dem. Lige så sur bliver jeg, når det er barnevognsmafiaen der er ude at promenere, uden forståelse for, at der findes andre fodgængere end dem. Lige såvel bliver jeg ondskabsfuld, når cyklister nægter at stoppe op, når en bus kører ind til siden for at samle passagerer op og som resultat snitter, eller måske endda kører direkte ind i, en af de ud- eller indstigende passagerer.

Jeg bliver hidsig når folk på gader og stræder stopper op, helst på det mest trafikerede sted, og skal udveksle deres livshistorier, uden at tage hensyn til, at andre gerne vil kunne passere dem undervejs.

Jeg bliver sur, når jeg tager metroen og indstigende passagerer ikke forstår at vente med at gå ind i toget, til de udstigende har fået plads og tid til at komme af, eller værre endnu; når de indstigende passagerer ikke forstår at dele sig ud i siderne af toget, men i stedet klumper sig sammen lige inden for dørene, så andre passagerer hverken kan komme ind eller ud. Jeg bliver ligeså knotten, når jeg skal slås med Trunte på 16 år (der har et fitness-medlemskab og er i så god form, at jeg antager hun rent faktisk benytter sig af det) om pladsen i elevatoren, når jeg har min søn og hans klapvogn med på slæb.

Jeg bliver dybt frustreret, når en voksen mand springer min søn og jeg over i køen, hvor vi har ventet længe på at kunne købe en is, men jeg bliver først for alvor vred, når uvedkommende blander sig i diskussioner jeg har med andre mennesker. Forleden var en mand bumpet ind i mig på Nørrebro St. og selvom han var ’bumperen’ var det mig der fik skæld-uden. Imidlertid hoppede han ind i bussen vi begge ventede på igennem bagdøren. Jeg så mit snit til en letkøbt hævn og stak ham til buschaufføren (der så valgte ikke at gøre noget ved gratisten). Den kvindelige passager der sad lige bag chaufføren hørte dog mit stikkeri og konkluderede nedladende, ”at jeg godt nok havde travlt med andre mennesker”. Jeg bad hende blande sig uden om, men da hendes lydlige forargelse fortsatte, og min vrede bortjog mit ordforråd, endte jeg med et ”har du et problem!?” Kvinden svarede ”ja”. Jeg var faktisk lidt imponeret af hendes ’coolness’, men, jeg blev vred, meget, meget vred og mit normale handlingsmønster havde herefter været knap så verbalt, men jeg havde min søn med mig… Denne gang nøjedes jeg derfor med at forføje mig, skumlende for mig selv.

Generelt er jeg vist i det hele taget ikke vild med offentlig transport, det er som om, at al fornemmelse for pli og høflighed tilsidesættes i kampen for et sæde, eller hvad det nu er der tricker folk.
Alt for mangen en gang, har en ældre kvinde stirret på mig under hele busturen, fordi jeg åbenbart har taget hendes plads – i en i øvrigt stort set tom bus. En enkelt gang har en sådan kvinde bedt mig tage min søn op på skødet så hun kunne sidde ned. Da der var ledige sæder både foran og bagved os, bad jeg hende i stedet tage plads på et af dem. Hun vrissede som svar, at jeg skulle tage min søn op hos mig, da jeg ikke havde betalt for hans billet. Han er kun knap 3 år og har gratis rejse sammen med mig eller en anden betalende voksen – til gengæld betaler pensionisten under en tredjedel af, hvad jeg giver for mit pendlerkort og får endda flere zoner ud af sin betaling. Jeg har derfor svært ved at fatte sympati for kvinden, så længe der var andre ledige pladser i bussen. Tværtimod bliver jeg vred, fordi hun vælger at starte en dum og formålsløs diskussion om busselskabernes billetteringspolitik.
Jeg er også træt af, at få albuer i ryggen når ældre kvinder stiger ud af bussen, det skete så sent som i morges. Da jeg oftest er rejsende med barn og klapvogn og hader at blive mast, har jeg erfaret, at der er god pointe i, at jeg venter med at stige ud til alle andre er kommet af. Så har vi god plads. Men, der er ganske ofte en pensionist der er så desperat for at komme af bussen, at alle omkring hende, får et skub med på vejen, så hun kan møve sig ud som den første. Det er da så unødvendigt som noget kan være – busser skovler ikke folk op, for så aldrig at lade dem komme af igen…

Jeg afskyer også at få lagt ord i munden. Alt for ofte er der opstået misforståelser, fordi min samtalepartner antager, at jeg siger mere end de ord der rent faktisk kommer ud af min mund. Måske er jeg småtbegavet således at jeg ikke forstår at ’tale mellem linierne’, måske synes jeg bare det er lidt usexet, men det sker faktisk så godt som aldrig. Derfor bliver jeg vred, når jeg tillægges ord, en tolkning eller en betydning jeg aldrig har været ophavsmand til.

Endnu værre er verdensmestrene og de frelste. Der er ingen mennesker der er så hellige, at de ikke selv har lavet fejl og ingen er verdensmester i alting. Alligevel støder jeg ganske ofte på, i særdeleshed kvinder, der fortæller hvor slemme andre kvinder er til at være intrigante, bagtale, fnidre, sladre mv., hvorefter de frikender sig selv for samme, gerne med sætningen ’mænd er bare så meget nemmere at omgås’. Det sørgelige er, at de kvinder jeg kender der er mest intrigante, som sladrer mest og hvad der nu ellers findes af synder der tilskrives kvindekønnet, typisk er netop denne type frelste. De er akkurat lige så slemme, som eksempelvis den fraskilte kvinde, der mener at det er hendes ex der kan lægges til last for stort set alt, hvad der er sket af dårligdom i deres forhold. Når hun så møder en ny mand og der kommer gnidninger, så er det fordi ’den nye’ ikke har samme sociale kompetencer som hun, han er ikke lige så god til børn fordi hans ex ikke har lært ham at tage ansvar osv. Vågn dog for ind i… op og indse, at du muligvis selv begår fejl ind imellem! Det allermest spøjse, næsten hykleriske ved disse mennesker er, at de gerne giver maleriske eksempler på andre kvinders sladren i samme åndedrag som de fortæller, at de ikke selv sladrer. Hold nu op og vær en smule reel! Langt de fleste mennesker kan faktisk godt li’ en god sladder er min erfaring. Men, værst af alt, hvad denne type kvinder angår, er, når de beder andre om fair kritik af f.eks. problemstillinger i parforholdet. Hvis kritikken så ikke pudser deres glorier, men dæmper dens glans så deres små djævlehorn belyses, så bliver de vrede. Meget, meget vrede. Hvis ens selvsikkerhed er så dårlig, at den hele tiden skal stives af med ’ja-sigere’ og rygklappere, så har man sgu et problem, men det er måske derfor de har så travlt med at fremhæve sig selv og deres kvaliteter overfor andre, på andres bekostning?

Alt i alt har jeg fundet, at de ting, der for alvor gør mig vred er, når andre mennesker ikke forstår at være høflige eller fremhæver sig selv på andre bekostning, i et formål der i mine øjne er ligegyldigt.

Jeg synes, at jeg har ret til at blive vred, intet menneske bør finde sig i, endsige acceptere, egoryttere, der træder alle andre ned på deres vej. Men, jeg bør ikke blive så vred, at jeg skriver alenlange indlæg på min blog eller skælder ud til alle der vil høre på mig i mindst et par dage efter episoden er indtruffet. Jeg er nok lidt naiv; måske jeg burde tage til efterretning, at nogle mennesker bare er og bliver ligeglade og så trække på skulderen når det er mig der står for skud. Jeg kan hverken redde eller opdrage hele verdenen. Men det er altså svært ikke at blive gal…

Kan Anger Management gøre noget ved det? Jeg ville faktisk gerne være noget mere ligegyldig overfor andre mennesker dårlige opførsel. Min mand forstår at trække på skuldrene og komme videre, jeg ville gerne kunne gøre det samme, men jeg er i stedet arrig til jeg glemmer episoderne. Det kan oftest godt tage noget tid…

Husbonden bruger primært det forhadte ’skat’ når han vil i kontakt med mig. Ex’en kaldte mig af uransagelige årsager ’Smiley’, det blev ombyttet til ’Koney’ da jeg blev gift med den nuværende. De fleste af mine kolleger kalder mig De-BRA, en dansklærer i gymnasiet valgte at udtale mit navn som De-BO-rah “nu vi lizzom var i Danmark” (Han hed Johnny og som protest udtalte jeg derefter konsekvent hans navn med blødt J). Flere steder på nettet huserer jeg som ’Cookiepusher’ og i blogland som ’Propagandina’.

Min øjenlæges sekretær kalder mig konsekvent Lena, uanset hvor mange gange jeg påpeger, at det er mit mellemnavn/andet fornavn. Her er jeg så endda kontrær og efterligner ivrigt Mrs. Bucket fra ’Fint skal det være’. Jeg hedder [Lina], ikke det svenske [Lena]. Men, det er nu en gang ikke mit fornavn, uanset hvilken udtale lægesekretæren skulle vælge at benytte sig af.

I folkeskolen kaldte de mig ’Sputnik’. Det viste sig, at det blev min far også kaldt som barn og min ældste lillesøster fik også æren af at dele navn med en lille, rund pigbeklædt satellit, da hun startede i gymnasiet.

To af min mands kammerater kunne aldrig huske mit navn og døbte mig i stedet ’Martha’, en kort overgang blev jeg endda beæret med ’Berta’ af uransagelige årsager.

Som barn kaldte min mor mig ’Tutsi’, jeg ved ikke helt hvorfor, men det er da sødt. Til gengæld ved jeg, at hun på et tidspunkt overvejede at give mig et nyt navn: Ninja. Tak fordi du ikke gik videre med den tanke mor!

Min søn tror ikke på, at jeg har mit eget navn, forskelligt fra ’Mor’. I gymnasiet var jeg kendt som ’OD-pigen’ (Operation Dagsværk), ’pigen med det røde halstørklæde’ (i mangel af blå cykel), ’hende den forkølede’ eller ’hende den trætte’ – enkelte gange har jeg hørt de sidste to kombineret.

Folk der bryder sig knapt så meget om mig, er dog dem der har præsteret det største udvalg af øgenavne. Her spænder repertoiret fra alt mellem ’møgkælling’ til ’fenian bitch’.  Alle de mellemliggende navne bør nok udelades af hensyn til mine læseres muligt sarte øjne.

Skal man endelig kalde mig noget, så ville jeg blive glad, om folk ville bruge mit, MIT, navn eller til nød de kæle-/øgenavne der er afledt af dét navn, der rent faktisk står i mit pas: ‘Lena’ er forbeholdt familien, ’Debbie’ som jeg kun tolerere at få udvalgte bruger, ’Debs’ som er afskyeligt hvis s’et trækkes bare en smule for langt og så er der ’Deb’, som er mit eget foretrukne diminutiv. Kort og alle kan udtale det – selv jeg, også under indflydelse af en god brandert

Men, jeg hedder Deborah…

They call me Hell
They call me Stacey
They call me her
They call me Jane
That’s not my name…

The Ting Tings – That’s Not My Name

I dag (burde) samtlige håbefulde ansøgere til de videregående uddannelse i Danmark modtage brev fra KOT om, hvorvidt de nu er blevet budt velkommen på drømmestudiet eller ej. Jeg skiftede fra medicin og håber nu i stedet fremover at være optaget på retorik på KU. Men, ak og ve, endnu er der ikke kommet post. Klokken er også kun 14:30… Fordømte Post Danmark!

Heldigvis lavede DR en lille fejl i nat kort efter midnat, så årets adgangskvotienter kunnes ses allerede før Den Koordinerede Tilmelding (KOT) havde offentliggjort dem. Tak DR! Mit snit er i orden, jeg er sikker på at komme ind, men jeg mangler brevet der giver mig absolut vished, tænk nu hvis der var sket en fejl, de ikke bryder sig om min parfume eller lignende? Suk!

Jeg skal vist arbejde lidt med min tålmodighed og mangel på samme, det her er hårdt!

_______________________________________________________________________

Efter at jeg havde været godt muggen i over et døgn pga. Post Danmarks svigt, fandt min kvikke husbond på, at jeg da kunne prøve at logge ind på Københavns Uni’s intranet ved brug af min adgang fra tiden på medicinstudiet og se om der dér skulle være et eller andet - og sørme om skidtet ikke med det samme spurgte mig, om jeg ville bekræfte min studieplads?! Jotak!

Nu er både min mand og jeg på vej til vores nye studier og hvor jeg dog glæder mig!

I særdeleshed når man kun en sjælden gang køber tøj til sig selv fremfor Djævleynglet. Nyerhvervelserne skulle naturligvis bringes sikkert hjem fra Post DK’s afhentningssted. Desværre havde jeg ingen hjelm der passede den fine pose, men jeg kørte ekstra langsomt og forsigtigt for at råde bod på det faktum, og vi overlevede begge.

Vel ankommet hjemme blev posen flået som var det en amstaff der flænsede en 4-årig og jeg kunne derefter stolt prøve en knaldrød trenchcoat, som jeg har betalt den svenske tøjpusher en mindre formue for. Uh, den er fin! – og jeg vil formentlig fremover kunne færdes mere sikkert i trafikken, jeg vil jo være ganske nem at få øje, som en anden rød trafikkegle.

Måske i frustration over, at film og hygge er slut, blandet med lidt træthed har vores søn det med at blive lettere hysterisk straks vi er blevet lukket ud af biografen. Det skete naturligvis også i dag.

Før vi gemte os i mørket med popcorn og slik havde han forelsket sig i den dårlige kopi af London Eye, der er sat op på Axeltorv. Vi kiggede priser og besluttede os for, at der ikke kunne findes berettigelse for, at en tur i et forstørret pariserhjul skal koste 200,- kr, kun for os tre og fik gennet sønnen videre.

Afledt af hysteriflippet genovervejede vi dog vores beslutning og han fik da også hylet højt nok til, at vi startede en forhandlingsrunde: Én tur i det fordømte hjul og så er det hjem, uden brok! Drengen holdt skam sit løfte selvom han kun er 3½ og vi blev 200 kr fattigere.

Forventningen om, at vi ikke ville få valuta til pengene holdt dog stik, vi var temmeligt skuffede! Jeg er for det første meget højdeskræk og derved skeptisk alene af den grund, dernæst syntes det som om, at turen varede i evigheder. Der er ikke meget sjov i at sidde i gondolen og prøve at kigge ud igennem de temmeligt beskidte vinduer, for man kan faktisk ikke se ret meget fordi det ‘kun’ er 50 meter højt. Ikke mindst stoppede skidtet konstant, fordi der skulle læsses folk af og på. Bestemt ikke 200 kroner værd, jeg ville ikke engang prøve igen om jeg fik billetterne til halv pris!

Er der andre der føler trang til at smide penge ud af vinduet, så er her et lille tip: Lad være at blive fristet til at købe billet til en privatgondol. Man bliver lukket ind i de hold man stiller sig i, så vi fik vores egen gondol for halv pris af, hvad det havde kostet havde vi købt billet til dét formål.

Skuffede, det er vi, men glad blev drengen.

Jeg har nu bl.a. lært, at tånegle vokser 4 gange langsommere end fingernegle og at der for hvert menneske findes 200 millioner insekter, der kan man bare se!