Karma 2
Min inbox rummer andet end beskeder om, at bloggen er blevet spammet. For eksempel var der i går besked om, at jeg havde fået en ny årsopgørelse 2008 fra SKAT. Jeg gad dog ikke værdige det meget opmærksomhed, dels var jeg på vej på job, dels gad jeg ikke logge ind på SKATs site for at finde ud af, at jeg skyldte dem en femmer eller lign. Jeg har udmærket overblik over min indtjening, både for indeværende og sidste år.
I dag, i mangel af bedre at tage mig til, logger jeg dog ind for at se den nye årsopgørelse og stor er min glæde da jeg opdager, at jeg skal have knap 4500,- yderligere tilbage, da jeg har betalt for meget forskudsskat. Næste logiske spørgsmål er dog ‘hvorfor?’. Jeg kan huske, hvor meget jeg har tjent sidste år og dét tal havde ikke ændret sig. Fat i den tidligere åropgørelse, mens jeg med slet skjult fryd glædede mig til at hive fat i SU-styrelsen og sige, at de godt kunne droppe deres tilbagebetalingskrav fra 2008, hvor de påstår, at jeg har tjent for meget ved siden af SU’en.
Med både ny og gammel årsopgørelse ved hånden, var eneste forskel jeg kunne finde, min ‘personlige A-indkomst’, altså SU’en. Den havde ændret sig i negativ retning med knap 12.000,- kr og dér ringede en lille klokke for mit indre øre: Det er præcis dét beløb, som SU-styrelsen mener, at jeg har fået udbetalt for meget og derfor skal betale dem tilbage, hvorfor beløbet, logisk nok, nu er fratrukket min indkomst og derved ikke skal beskattes.
Så meget for de økonomiske mirakler. Dagens lektion må være, at karma stadig er en særdeles aktiv størrelse i mit liv og at jeg derfor skal lære at lade være at glæde mig for tidligt.
Dagens lektie må så være at finde ud af, hvordan en indkomst der ‘kun’ er barberet med 12.000,- kan bevirke en tilbagebetaling af forskudsskat på 4500,-. Det må være en heftig trækprocent de har regnet med sidste år…
Hey, dejligt du er tilbage. Jeg har ikke været her længe, for hver gang jeg var her, så var der ikke noget. Så til sidst opgav jeg. Så idag prøvede jeg lige igen og “bingo”
Nu vil jeg så føje dig til min blogroll igen også. Og så tag lige at blive her – jeg vil da ikke undvære min navnesøsster – dem har jeg ikke mange af
Tak Deborah
Forstår godt du opgav, der var vist mere end stille i en periode. Der skete en del voldsomme ting på hjemmefronten, så alt hvad jeg kunne negligere og forsømme, blev netop dét. Men, men, nu går det fremad igen. Om en lille måned skal sidste hurdle i form af en eksamen overståes og så er alt selvfølgelig fryd og gammen igen. Det er jo selvklart, at jeg også vinder i Lotto. Måske jeg burde starte med at købe en kupon dog
I øvrigt tak og undskyld! Da jeg læste din kommentar var der et eller andet der ringede, men det tog lidt tid før jeg huskede hvad jeg havde glemt: at du havde sendt en sød og omsorgsfuld mail (for alt for længe siden). Jeg er oprigtigt ked af, at jeg ikke fik svaret dig! Det VAR intentionen, jeg fik bare aldrig gjort noget ved det.
Tak for ihærdigheden og dit kærlige væsen, jeg har kun mødt meget få der er så omsorgsfulde overfor nærmest ukendte mennesker.