Jeg er distræt og har det deruodver med ikke at tænke før jeg taler. 

Jeg forsøgte tidligere i dag at rydde op, og ud, i min dokumentsamling (men overspringshandlingerne fik mig på afveje). I mit rod fandt jeg en episode, der ganske fint illustrerer, hvor åndsforladt man (jeg) kan være fra tid til anden. Jeg har åbenbart haft indsigt nok til at erkende, at episoden var morsom siden jeg skrev den ned, selvom jeg var flov i mere end et par dage efter den indtraf.

Der skete som følger:

Der var Heinz Baked Beans på tilbud i Netto fandt jeg ud af en sen aften, så straks efter skole dagen efter, tog jeg på raid i den lokale biks.
De havde kun 15 dåser tilbage, så jeg skyndte at rage dem alle sammen til mig. 15 dåser af 6 kr = 90,- kr. Dét kunne jeg lige klare i hovedet.
Da jeg så skulle betale så jeg, at kassemanden havde slået 92,5 ind på dankortterminalen. Lettere fornærmet og meget arrogant spurgte jeg ham, “om 15*6,- måske ikke giver 90,- kr?” - ”Jo, det gør det da, men du skal også betale for din pose!”

Jeg var ikke for stolt til at sige undskyld, det var vist på sin plads. Den medbragte veninde brød ud i et hyl af en latter, mens jeg skyndte mig at godkende beløbet og luske flovt ud af butikken.

Tror I der findes selvhjælpkurser til folk der ikke tænker før de taler?

Jeg tror jeg har brug for sådan et kursus!

Jeg bliver alt for ofte vred, ikke bare sådan lidt ond i sulet eller småmuggen, men rigtig arrig! Det værste er måske endda, at jeg føler det er fuldt berettiget, men da mennesker omkring mig ikke bliver lige så gale over lige så lidt, må jeg erkende, at det må være mig den er gal med.

Når erkendelsen er kommet, må årsagen og løsningen findes. Jeg tror jeg har fundet årsagen og nu er jeg ikke sikker på, at jeg har lyst at finde løsningen, for jo mere jeg diskuterer med mig selv, desto mere overbevist bliver jeg om, at jeg faktisk har ’ret’ til min vrede.

Helt generelt er jeg ganske fredelig, men nogle ting gør mig i svær grad velegnet til et ’håndter din vrede’-kursus.
Jeg bliver arrig, når to, eller tre, cyklister slæber deres cykler på Nørrebrogades alt for smalle fortove i et alt for langsomt tempo, uden at trække til side når andre gerne vil passere dem. Lige så sur bliver jeg, når det er barnevognsmafiaen der er ude at promenere, uden forståelse for, at der findes andre fodgængere end dem. Lige såvel bliver jeg ondskabsfuld, når cyklister nægter at stoppe op, når en bus kører ind til siden for at samle passagerer op og som resultat snitter, eller måske endda kører direkte ind i, en af de ud- eller indstigende passagerer.

Jeg bliver hidsig når folk på gader og stræder stopper op, helst på det mest trafikerede sted, og skal udveksle deres livshistorier, uden at tage hensyn til, at andre gerne vil kunne passere dem undervejs.

Jeg bliver sur, når jeg tager metroen og indstigende passagerer ikke forstår at vente med at gå ind i toget, til de udstigende har fået plads og tid til at komme af, eller værre endnu; når de indstigende passagerer ikke forstår at dele sig ud i siderne af toget, men i stedet klumper sig sammen lige inden for dørene, så andre passagerer hverken kan komme ind eller ud. Jeg bliver ligeså knotten, når jeg skal slås med Trunte på 16 år (der har et fitness-medlemskab og er i så god form, at jeg antager hun rent faktisk benytter sig af det) om pladsen i elevatoren, når jeg har min søn og hans klapvogn med på slæb.

Jeg bliver dybt frustreret, når en voksen mand springer min søn og jeg over i køen, hvor vi har ventet længe på at kunne købe en is, men jeg bliver først for alvor vred, når uvedkommende blander sig i diskussioner jeg har med andre mennesker. Forleden var en mand bumpet ind i mig på Nørrebro St. og selvom han var ’bumperen’ var det mig der fik skæld-uden. Imidlertid hoppede han ind i bussen vi begge ventede på igennem bagdøren. Jeg så mit snit til en letkøbt hævn og stak ham til buschaufføren (der så valgte ikke at gøre noget ved gratisten). Den kvindelige passager der sad lige bag chaufføren hørte dog mit stikkeri og konkluderede nedladende, ”at jeg godt nok havde travlt med andre mennesker”. Jeg bad hende blande sig uden om, men da hendes lydlige forargelse fortsatte, og min vrede bortjog mit ordforråd, endte jeg med et ”har du et problem!?” Kvinden svarede ”ja”. Jeg var faktisk lidt imponeret af hendes ’coolness’, men, jeg blev vred, meget, meget vred og mit normale handlingsmønster havde herefter været knap så verbalt, men jeg havde min søn med mig… Denne gang nøjedes jeg derfor med at forføje mig, skumlende for mig selv.

Generelt er jeg vist i det hele taget ikke vild med offentlig transport, det er som om, at al fornemmelse for pli og høflighed tilsidesættes i kampen for et sæde, eller hvad det nu er der tricker folk.
Alt for mangen en gang, har en ældre kvinde stirret på mig under hele busturen, fordi jeg åbenbart har taget hendes plads – i en i øvrigt stort set tom bus. En enkelt gang har en sådan kvinde bedt mig tage min søn op på skødet så hun kunne sidde ned. Da der var ledige sæder både foran og bagved os, bad jeg hende i stedet tage plads på et af dem. Hun vrissede som svar, at jeg skulle tage min søn op hos mig, da jeg ikke havde betalt for hans billet. Han er kun knap 3 år og har gratis rejse sammen med mig eller en anden betalende voksen – til gengæld betaler pensionisten under en tredjedel af, hvad jeg giver for mit pendlerkort og får endda flere zoner ud af sin betaling. Jeg har derfor svært ved at fatte sympati for kvinden, så længe der var andre ledige pladser i bussen. Tværtimod bliver jeg vred, fordi hun vælger at starte en dum og formålsløs diskussion om busselskabernes billetteringspolitik.
Jeg er også træt af, at få albuer i ryggen når ældre kvinder stiger ud af bussen, det skete så sent som i morges. Da jeg oftest er rejsende med barn og klapvogn og hader at blive mast, har jeg erfaret, at der er god pointe i, at jeg venter med at stige ud til alle andre er kommet af. Så har vi god plads. Men, der er ganske ofte en pensionist der er så desperat for at komme af bussen, at alle omkring hende, får et skub med på vejen, så hun kan møve sig ud som den første. Det er da så unødvendigt som noget kan være – busser skovler ikke folk op, for så aldrig at lade dem komme af igen…

Jeg afskyer også at få lagt ord i munden. Alt for ofte er der opstået misforståelser, fordi min samtalepartner antager, at jeg siger mere end de ord der rent faktisk kommer ud af min mund. Måske er jeg småtbegavet således at jeg ikke forstår at ’tale mellem linierne’, måske synes jeg bare det er lidt usexet, men det sker faktisk så godt som aldrig. Derfor bliver jeg vred, når jeg tillægges ord, en tolkning eller en betydning jeg aldrig har været ophavsmand til.

Endnu værre er verdensmestrene og de frelste. Der er ingen mennesker der er så hellige, at de ikke selv har lavet fejl og ingen er verdensmester i alting. Alligevel støder jeg ganske ofte på, i særdeleshed kvinder, der fortæller hvor slemme andre kvinder er til at være intrigante, bagtale, fnidre, sladre mv., hvorefter de frikender sig selv for samme, gerne med sætningen ’mænd er bare så meget nemmere at omgås’. Det sørgelige er, at de kvinder jeg kender der er mest intrigante, som sladrer mest og hvad der nu ellers findes af synder der tilskrives kvindekønnet, typisk er netop denne type frelste. De er akkurat lige så slemme, som eksempelvis den fraskilte kvinde, der mener at det er hendes ex der kan lægges til last for stort set alt, hvad der er sket af dårligdom i deres forhold. Når hun så møder en ny mand og der kommer gnidninger, så er det fordi ’den nye’ ikke har samme sociale kompetencer som hun, han er ikke lige så god til børn fordi hans ex ikke har lært ham at tage ansvar osv. Vågn dog for ind i… op og indse, at du muligvis selv begår fejl ind imellem! Det allermest spøjse, næsten hykleriske ved disse mennesker er, at de gerne giver maleriske eksempler på andre kvinders sladren i samme åndedrag som de fortæller, at de ikke selv sladrer. Hold nu op og vær en smule reel! Langt de fleste mennesker kan faktisk godt li’ en god sladder er min erfaring. Men, værst af alt, hvad denne type kvinder angår, er, når de beder andre om fair kritik af f.eks. problemstillinger i parforholdet. Hvis kritikken så ikke pudser deres glorier, men dæmper dens glans så deres små djævlehorn belyses, så bliver de vrede. Meget, meget vrede. Hvis ens selvsikkerhed er så dårlig, at den hele tiden skal stives af med ’ja-sigere’ og rygklappere, så har man sgu et problem, men det er måske derfor de har så travlt med at fremhæve sig selv og deres kvaliteter overfor andre, på andres bekostning?

Alt i alt har jeg fundet, at de ting, der for alvor gør mig vred er, når andre mennesker ikke forstår at være høflige eller fremhæver sig selv på andre bekostning, i et formål der i mine øjne er ligegyldigt.

Jeg synes, at jeg har ret til at blive vred, intet menneske bør finde sig i, endsige acceptere, egoryttere, der træder alle andre ned på deres vej. Men, jeg bør ikke blive så vred, at jeg skriver alenlange indlæg på min blog eller skælder ud til alle der vil høre på mig i mindst et par dage efter episoden er indtruffet. Jeg er nok lidt naiv; måske jeg burde tage til efterretning, at nogle mennesker bare er og bliver ligeglade og så trække på skulderen når det er mig der står for skud. Jeg kan hverken redde eller opdrage hele verdenen. Men det er altså svært ikke at blive gal…

Kan Anger Management gøre noget ved det? Jeg ville faktisk gerne være noget mere ligegyldig overfor andre mennesker dårlige opførsel. Min mand forstår at trække på skuldrene og komme videre, jeg ville gerne kunne gøre det samme, men jeg er i stedet arrig til jeg glemmer episoderne. Det kan oftest godt tage noget tid…

Jeg hedder Deborah, det gør jeg altså… Virkelig! Det er der vist bare mange, der ikke helt har opfattet.

Husbonden bruger primært det forhadte ’skat’ når han vil i kontakt med mig. Ex’en kaldte mig af uransagelige årsager ’Smiley’, det blev ombyttet til ’Koney’ da jeg blev gift med den nuværende. De fleste af mine kolleger kalder mig De-BRA, en dansklærer i gymnasiet valgte at udtale mit navn som De-BO-rah “nu vi lizzom var i Danmark” (Han hed Johnny og som protest udtalte jeg derefter konsekvent hans navn med blødt J). Flere steder på nettet huserer jeg som ’Cookiepusher’ og i blogland som ’Propagandina’.

Min øjenlæges sekretær kalder mig konsekvent Lena, uanset hvor mange gange jeg påpeger, at det er mit mellemnavn/andet fornavn. Her er jeg så endda kontrær og efterligner ivrigt Mrs. Bucket fra ’Fint skal det være’. Jeg hedder [Lina], ikke det svenske [Lena]. Men, det er nu en gang ikke mit fornavn, uanset hvilken udtale lægesekretæren skulle vælge at benytte sig af.

I folkeskolen kaldte de mig ’Sputnik’. Det viste sig, at det blev min far også kaldt som barn og min ældste lillesøster fik også æren af at dele navn med en lille, rund pigbeklædt satellit, da hun startede i gymnasiet.

To af min mands kammerater kunne aldrig huske mit navn og døbte mig i stedet ’Martha’, en kort overgang blev jeg endda beæret med ’Berta’ af uransagelige årsager.

Som barn kaldte min mor mig ’Tutsi’, jeg ved ikke helt hvorfor, men det er da sødt. Til gengæld ved jeg, at hun på et tidspunkt overvejede at give mig et nyt navn: Ninja. Tak fordi du ikke gik videre med den tanke mor!

Min søn tror ikke på, at jeg har mit eget navn, forskelligt fra ’Mor’. I gymnasiet var jeg kendt som ’OD-pigen’ (Operation Dagsværk), ’pigen med det røde halstørklæde’ (i mangel af blå cykel), ’hende den forkølede’ eller ’hende den trætte’ – enkelte gange har jeg hørt de sidste to kombineret.

Folk der bryder sig knapt så meget om mig, er dog dem der har præsteret det største udvalg af øgenavne. Her spænder repertoiret fra alt mellem ’møgkælling’ til ’fenian bitch’.  Alle de mellemliggende navne bør nok udelades af hensyn til mine læseres muligt sarte øjne.

Skal man endelig kalde mig noget, så ville jeg blive glad, om folk ville bruge mit, MIT, navn eller til nød de kæle-/øgenavne der er afledt af dét navn, der rent faktisk står i mit pas: ‘Lena’ er forbeholdt familien, ’Debbie’ som jeg kun tolerere at få udvalgte bruger, ’Debs’ som er afskyeligt hvis s’et trækkes bare en smule for langt og så er der ’Deb’, som er mit eget foretrukne diminutiv. Kort og alle kan udtale det – selv jeg, også under indflydelse af en god brandert

Men, jeg hedder Deborah…

They call me Hell
They call me Stacey
They call me her
They call me Jane
That’s not my name…

The Ting Tings – That’s Not My Name