Så blev det dagen!

I dag (burde) samtlige håbefulde ansøgere til de videregående uddannelse i Danmark modtage brev fra KOT om, hvorvidt de nu er blevet budt velkommen på drømmestudiet eller ej. Jeg skiftede fra medicin og håber nu i stedet fremover at være optaget på retorik på KU. Men, ak og ve, endnu er der ikke kommet post. Klokken er også kun 14:30… Fordømte Post Danmark!

Heldigvis lavede DR en lille fejl i nat kort efter midnat, så årets adgangskvotienter kunnes ses allerede før Den Koordinerede Tilmelding (KOT) havde offentliggjort dem. Tak DR! Mit snit er i orden, jeg er sikker på at komme ind, men jeg mangler brevet der giver mig absolut vished, tænk nu hvis der var sket en fejl, de ikke bryder sig om min parfume eller lignende? Suk!

Jeg skal vist arbejde lidt med min tålmodighed og mangel på samme, det her er hårdt!

_______________________________________________________________________

Efter at jeg havde været godt muggen i over et døgn pga. Post Danmarks svigt, fandt min kvikke husbond på, at jeg da kunne prøve at logge ind på Københavns Uni’s intranet ved brug af min adgang fra tiden på medicinstudiet og se om der dér skulle være et eller andet - og sørme om skidtet ikke med det samme spurgte mig, om jeg ville bekræfte min studieplads?! Jotak!

Nu er både min mand og jeg på vej til vores nye studier og hvor jeg dog glæder mig!

Sikkerhed er en vigtig størrelse, ja den er så!

I særdeleshed når man kun en sjælden gang køber tøj til sig selv fremfor Djævleynglet. Nyerhvervelserne skulle naturligvis bringes sikkert hjem fra Post DK’s afhentningssted. Desværre havde jeg ingen hjelm der passede den fine pose, men jeg kørte ekstra langsomt og forsigtigt for at råde bod på det faktum, og vi overlevede begge.

Vel ankommet hjemme blev posen flået som var det en amstaff der flænsede en 4-årig og jeg kunne derefter stolt prøve en knaldrød trenchcoat, som jeg har betalt den svenske tøjpusher en mindre formue for. Uh, den er fin! – og jeg vil formentlig fremover kunne færdes mere sikkert i trafikken, jeg vil jo være ganske nem at få øje, som en anden rød trafikkegle.

I dag har vi været i biffen for at se Ice Age 3 (alletiders film i øvrigt. Efter min mening den bedste af de tre!)

Måske i frustration over, at film og hygge er slut, blandet med lidt træthed har vores søn det med at blive lettere hysterisk straks vi er blevet lukket ud af biografen. Det skete naturligvis også i dag.

Før vi gemte os i mørket med popcorn og slik havde han forelsket sig i den dårlige kopi af London Eye, der er sat op på Axeltorv. Vi kiggede priser og besluttede os for, at der ikke kunne findes berettigelse for, at en tur i et forstørret pariserhjul skal koste 200,- kr, kun for os tre og fik gennet sønnen videre.

Afledt af hysteriflippet genovervejede vi dog vores beslutning og han fik da også hylet højt nok til, at vi startede en forhandlingsrunde: Én tur i det fordømte hjul og så er det hjem, uden brok! Drengen holdt skam sit løfte selvom han kun er 3½ og vi blev 200 kr fattigere.

Forventningen om, at vi ikke ville få valuta til pengene holdt dog stik, vi var temmeligt skuffede! Jeg er for det første meget højdeskræk og derved skeptisk alene af den grund, dernæst syntes det som om, at turen varede i evigheder. Der er ikke meget sjov i at sidde i gondolen og prøve at kigge ud igennem de temmeligt beskidte vinduer, for man kan faktisk ikke se ret meget fordi det ‘kun’ er 50 meter højt. Ikke mindst stoppede skidtet konstant, fordi der skulle læsses folk af og på. Bestemt ikke 200 kroner værd, jeg ville ikke engang prøve igen om jeg fik billetterne til halv pris!

Er der andre der føler trang til at smide penge ud af vinduet, så er her et lille tip: Lad være at blive fristet til at købe billet til en privatgondol. Man bliver lukket ind i de hold man stiller sig i, så vi fik vores egen gondol for halv pris af, hvad det havde kostet havde vi købt billet til dét formål.

Skuffede, det er vi, men glad blev drengen.