Noget der kan få mig ud af mine gemmer, er irritation – og jeg er grundigt irriteret!

Der har fra tid til anden været megen medieomtale af ‘pornoficeringen af samfundet’ etc. Mest ophedet er debatten, når H&M op til jul sender deres store plakater ud i gadebilledet med smukke kvinder der fremviser undertøj, eller når endnu et firma, der producerer læskedrik, klistrer byen til med bare damer i håbet om at sælge flere ’dåser’.

Bekymrede mødre, det er oftest mødrene – jeg er endnu ikke stødt på en mand der har beklaget sig, deler gladelig deres tanker om det forvrængede billede af seksualitet, som vi giver vores børn.

Jeg har ikke selv gidet værdige diskussionerne megen energi, da jeg stødes ikke af reklamerne, men min lille søn har til gengæld indtaget modsatte indstilling og er meget optaget af dem.

Han har fra sin fødsel opført sig som en rigtig mand; været dybt betaget af bryster, som på ’Ryansk’ kaldes ’babber’. Drengen er netop fyldt 3 år og der er vist noget med den anale fase der nu skal gennemleves, men han er tyvstartede gjorde han!

CULT  lancerede i februar endnu en reklamekampagne med en letpåklædt dame, der prydede størstedelen af byens busstoppesteder. Da vi dagligt kører op og ned ad Nørrebrogade med bussen, er vi selvfølgelig stødt på reklamerne. Første dag kiggede min søn meget benovet og konkluderede stille: ”Babber…” og kastede derefter lange øjne til den bare dame og hendes åbenbart uimodståelige bryster – en fascination der ellers indtil videre havde været forbeholdt undertegnedes bryster.

Men ak og ve, jeg er blevet sat på plads af min lille dreng, jeg er blevet fortrængt fra min førsteplads! Da vi en dag i februar som vanligt skulle med bussen og måtte vente ved stoppestedet, pegede min søn resolut på sylfiden og sagde: ”Babber!” Han gik derefter hen til bænken, satte sig op og bad mig sætte mig ved siden af ham. Han sendte derefter lange øjne efter den barmfagre model, vendte sig om til mig og sagde: ”Moar – vente!” og lige så forsigtigt hoppede han ned af bænken, luskede over til plakaten og aede på hendes bagdel, mens han stille viskede ’numse’… Jeg hev fluks kameraet op af lommen, så jeg kan dokumentere dette skelsættende udviklingstrin for barnefaderen. Sønnen opdagede imidlertid blitzen og gik derefter i gang med at forklare, hvad der er hvad på den unge kvinde. Der blev brugt rigeligt med håndtegn og fagter undervejs, men hans snak alene havde været nok til at forarge en halv snes pensionister.

Efter den dag, har min søn været meget optaget af MIN bagdel. Hvis min trøje kryber op af ryggen og afslører et stykke med bart, er han der med det samme: Han niver eller kilder mig gerne, mens han fnisende siger ’numse!’.

Glemt er mine bryster, der indtil for et par måneder siden var det mest fantastiske og attråværdige i min søns liv. Aldrig gik der en dag, hvor han ikke forklarede mig at jeg havde ’babber’, sæt jeg ikke vidste det. I stedet forklarer han mig nu, at der er ’mælk til babyen’ i dem og at de er ’babyens mad’. Vi har ikke længere en baby i huset, men man har da lov at håbe, at sønnen får ret en dag.

Som følge af mine brysters degradering fra fantastiske til babymad, vil jeg derfor nu melde mig i kampen mod pornoficeringen af samfundet! Min status som indehaveren af verdens bedste bryster er taget fra mig og jeg er blevet udkonkurreret af en bagdel vel 3-4 størrelser mindre end min. Det kan ikke engang den bedste brystoperation rette op på…

Ned med de plakater og ud med H&M, hvad bilder de sig ind?!