Han er meget optaget af at lytte til min mave og snakke med “sin” baby. Da jeg kun var ganske få uger henne, og min maves størrelse derfor kun betinget af mit kalorieindtag, konkluderede han følgende:

- Min baby inden i din mave er meget ked af det og græder (Ryan aer min mave og trøster baby)
Efter lidt eftertænksomhed og mere aen:
- Din mave er meeeget stor…
- Du spiser alt for meget mad!

Tak skal du have, min sødeste dreng… På trods af hans ærlighed, er han dog sød. Fra vi delte nyheden med ham, har vi jævnligt kigget i graviditetsbøger for at se, hvor stor baby nu er. Da den lignede en haletudse var den efter Ryans bedste overbevisning “klam”, men han fandt alligevel jævnligt noget af sit legetøj frem, som “hans” baby gerne måtte lege med, når den kom ud (af navlen, naturligvis. Min søn har helt styr på det med anatomi).

Nu er baby blevet så stor, at Ryan ikke længere mener, at den er klam. Til gengæld må den meget gerne snart tage at komme ud, så han kan lege med den forstås. Indtil da har han en drengebaby i sin mave og jeg har en pigebaby i min. Navnevalget er også helt på plads. Vores søn har bekendtgjort, at “hun” skal hedde Emily – opkaldt efter figuren fra Tim Burtons “Corpse Bride”, som Ryan er dybt fascineret af og kaldte “pige mæ babber” indtil han fandt ud af, at hun hed Emily… Faderdyret og jeg har ikke kunnet blive enige om pigenavne, så bliver det en pige, kommer hun formentlig til at hedde Emily - hvis altså jeg kan kapere associationerne til den barmfagre, men morbide, skønhed.

Der har fra tid til anden været megen medieomtale af ‘pornoficeringen af samfundet’ etc. Mest ophedet er debatten, når H&M op til jul sender deres store plakater ud i gadebilledet med smukke kvinder der fremviser undertøj, eller når endnu et firma, der producerer læskedrik, klistrer byen til med bare damer i håbet om at sælge flere ’dåser’.

Bekymrede mødre, det er oftest mødrene – jeg er endnu ikke stødt på en mand der har beklaget sig, deler gladelig deres tanker om det forvrængede billede af seksualitet, som vi giver vores børn.

Jeg har ikke selv gidet værdige diskussionerne megen energi, da jeg stødes ikke af reklamerne, men min lille søn har til gengæld indtaget modsatte indstilling og er meget optaget af dem.

Han har fra sin fødsel opført sig som en rigtig mand; været dybt betaget af bryster, som på ’Ryansk’ kaldes ’babber’. Drengen er netop fyldt 3 år og der er vist noget med den anale fase der nu skal gennemleves, men han er tyvstartede gjorde han!

CULT  lancerede i februar endnu en reklamekampagne med en letpåklædt dame, der prydede størstedelen af byens busstoppesteder. Da vi dagligt kører op og ned ad Nørrebrogade med bussen, er vi selvfølgelig stødt på reklamerne. Første dag kiggede min søn meget benovet og konkluderede stille: ”Babber…” og kastede derefter lange øjne til den bare dame og hendes åbenbart uimodståelige bryster – en fascination der ellers indtil videre havde været forbeholdt undertegnedes bryster.

Men ak og ve, jeg er blevet sat på plads af min lille dreng, jeg er blevet fortrængt fra min førsteplads! Da vi en dag i februar som vanligt skulle med bussen og måtte vente ved stoppestedet, pegede min søn resolut på sylfiden og sagde: ”Babber!” Han gik derefter hen til bænken, satte sig op og bad mig sætte mig ved siden af ham. Han sendte derefter lange øjne efter den barmfagre model, vendte sig om til mig og sagde: ”Moar – vente!” og lige så forsigtigt hoppede han ned af bænken, luskede over til plakaten og aede på hendes bagdel, mens han stille viskede ’numse’… Jeg hev fluks kameraet op af lommen, så jeg kan dokumentere dette skelsættende udviklingstrin for barnefaderen. Sønnen opdagede imidlertid blitzen og gik derefter i gang med at forklare, hvad der er hvad på den unge kvinde. Der blev brugt rigeligt med håndtegn og fagter undervejs, men hans snak alene havde været nok til at forarge en halv snes pensionister.

Efter den dag, har min søn været meget optaget af MIN bagdel. Hvis min trøje kryber op af ryggen og afslører et stykke med bart, er han der med det samme: Han niver eller kilder mig gerne, mens han fnisende siger ’numse!’.

Glemt er mine bryster, der indtil for et par måneder siden var det mest fantastiske og attråværdige i min søns liv. Aldrig gik der en dag, hvor han ikke forklarede mig at jeg havde ’babber’, sæt jeg ikke vidste det. I stedet forklarer han mig nu, at der er ’mælk til babyen’ i dem og at de er ’babyens mad’. Vi har ikke længere en baby i huset, men man har da lov at håbe, at sønnen får ret en dag.

Som følge af mine brysters degradering fra fantastiske til babymad, vil jeg derfor nu melde mig i kampen mod pornoficeringen af samfundet! Min status som indehaveren af verdens bedste bryster er taget fra mig og jeg er blevet udkonkurreret af en bagdel vel 3-4 størrelser mindre end min. Det kan ikke engang den bedste brystoperation rette op på…

Ned med de plakater og ud med H&M, hvad bilder de sig ind?!

Dublin blev udsat for vores hærgen i 10 dage. Vi nåede bl.a. omkring The Old Jameson Distillery, der var placeret lige bag vores hotel. Den bedre halvdel havde proklameret inden feriens start, at det var dér han havde tænkt sig at tilbringe det meste af sin tid.

Efter grundige fælles overvejelser om, hvordan vi fik skilt os tilstrækkeligt ud fra de andre besøgende, således der ville blive lagt mærke til os, lykkedes det. Herren var derfor heldig nok til at blive udvalgt som whiskeysmager og fik diplom på sin kunnen. På guidens opfordring, er det certifikat nu tilføjet CV’et.

Da vi allerede var godt i gang med at udforske den sprittede del af Dublin, fortsatte vi til Guinness Storehouse. Det kan ikke anbefales! Som vi holdt os langt fra fra turistfælden ‘Temple Bar’ (pubben), burde vi have gjort det med Guinness Storehouse, af samme årsag. Kedeligt, ‘turistet’ og dyrt ift. andre attraktioner. Yngstemanden var dog glad, da han hurtigt fandt sig et vandfald.

Mest populær blandt drengene var dog barmfagre Molly aka. ‘The Tart with the Cart’. Sådan helt generelt betragtet er alt med bryster vist meget populært hos de to. Den mindste præsenterer uden tøven sin familie på følgende måde: “Mor, babber, far” – gerne mens der peges rundt. Jeg har hørt om den med eget postnummer til store bryster, men at de ligefrem får eget liv og personlighed på et stadie så præsentation er nødvendig?

Jeg har lært meget af mit barn, bl.a. har jeg haft rig lejlighed til at opleve hvordan det føles at være flov.

Vi var ligeledes en tur forbi Dublinia, og dermed også forbi Christchurch, som jeg dog nægtede at sætte mine ben i. ‘The GPO’, Killmainham Gaol (mere om dét en anden gang) fik også besøg og selvfølgelig skulle vi prøve det dublinske svar på en kanalrundfart; River Liffey Cruises. Det indbragte godt med sladder om The U2 Tower, Colin Farrell i underbukser på terrassen til sin penthouse og ikke mindst adskillige eder og forbandelser over ‘The Stiletto in the Ghetto’.

   Trinity nåede jeg at forelske mig hovedkuls i, da vi tog en kigger på ‘The Book of Kells’ og jeg ved nu med sikkerhed hvorfor, jeg ikke bryder mig om Panum: Den bygning ejer ikke eet gram æstetik sammenlignet med f.eks. fakulteterne på Trinity! Hvis jeg frit kunne vælge universitet uden tanke på økonomi, praktiske forhold omkring familie og uddannelsens indhold, så ville jeg vælge Trinity til hver en tid!

   Foruden de allerede nævnte, samt Four Courts og Dublin Castle, fandt vi vej til Dublin Zoo. Ikke om jeg ville gå glip af chancen for at se en jaguar!

Den drabelige edderkop holdt sig pænt i sit terrarie, hvorimod den uskyldigt udseende and åbenbart ikke brød sig om at blive fotograferet. Efter at have snuppet ovenstående foto, sprang krybet op af vandet og spankulerede rundt om os, lige indtil vi forlod zoo. Et øjeblik blev vi bekymrede for, om den mon ville fortsætte forfølgelsen ud af zoo, for den fulgte os helt hen til tælleapparaterne…

Jaguaren gemte sig i sit bur, heldigvis med et stort vindue. Tigerne var en sand fornøjelse at betragte. De gav jævnligt show for publikum, eftersom de gentagne gange sprang op af glasruderne.

Dublin Zoo bød, blandt meget andet, ligeledes på bondegårdsdyr og fritgående påfugle, fuldstændig som i Københavns Zoo. Desværre for den yngste, var der dog ingen decideret børnezoo med ‘klappedyr’.

Alt i alt, en fantastisk dejlig ferie! Jeg kan slet ikke vente med at komme tilbage til irland. Vi kigger efter lejligheder, men det er desværre først realistisk med et flyt, når uddannelse er et overstået kapitel.