Jeg bliver alt for ofte vred, ikke bare sådan lidt ond i sulet eller småmuggen, men rigtig arrig! Det værste er måske endda, at jeg føler det er fuldt berettiget, men da mennesker omkring mig ikke bliver lige så gale over lige så lidt, må jeg erkende, at det må være mig den er gal med.

Når erkendelsen er kommet, må årsagen og løsningen findes. Jeg tror jeg har fundet årsagen og nu er jeg ikke sikker på, at jeg har lyst at finde løsningen, for jo mere jeg diskuterer med mig selv, desto mere overbevist bliver jeg om, at jeg faktisk har ’ret’ til min vrede.

Helt generelt er jeg ganske fredelig, men nogle ting gør mig i svær grad velegnet til et ’håndter din vrede’-kursus.
Jeg bliver arrig, når to, eller tre, cyklister slæber deres cykler på Nørrebrogades alt for smalle fortove i et alt for langsomt tempo, uden at trække til side når andre gerne vil passere dem. Lige så sur bliver jeg, når det er barnevognsmafiaen der er ude at promenere, uden forståelse for, at der findes andre fodgængere end dem. Lige såvel bliver jeg ondskabsfuld, når cyklister nægter at stoppe op, når en bus kører ind til siden for at samle passagerer op og som resultat snitter, eller måske endda kører direkte ind i, en af de ud- eller indstigende passagerer.

Jeg bliver hidsig når folk på gader og stræder stopper op, helst på det mest trafikerede sted, og skal udveksle deres livshistorier, uden at tage hensyn til, at andre gerne vil kunne passere dem undervejs.

Jeg bliver sur, når jeg tager metroen og indstigende passagerer ikke forstår at vente med at gå ind i toget, til de udstigende har fået plads og tid til at komme af, eller værre endnu; når de indstigende passagerer ikke forstår at dele sig ud i siderne af toget, men i stedet klumper sig sammen lige inden for dørene, så andre passagerer hverken kan komme ind eller ud. Jeg bliver ligeså knotten, når jeg skal slås med Trunte på 16 år (der har et fitness-medlemskab og er i så god form, at jeg antager hun rent faktisk benytter sig af det) om pladsen i elevatoren, når jeg har min søn og hans klapvogn med på slæb.

Jeg bliver dybt frustreret, når en voksen mand springer min søn og jeg over i køen, hvor vi har ventet længe på at kunne købe en is, men jeg bliver først for alvor vred, når uvedkommende blander sig i diskussioner jeg har med andre mennesker. Forleden var en mand bumpet ind i mig på Nørrebro St. og selvom han var ’bumperen’ var det mig der fik skæld-uden. Imidlertid hoppede han ind i bussen vi begge ventede på igennem bagdøren. Jeg så mit snit til en letkøbt hævn og stak ham til buschaufføren (der så valgte ikke at gøre noget ved gratisten). Den kvindelige passager der sad lige bag chaufføren hørte dog mit stikkeri og konkluderede nedladende, ”at jeg godt nok havde travlt med andre mennesker”. Jeg bad hende blande sig uden om, men da hendes lydlige forargelse fortsatte, og min vrede bortjog mit ordforråd, endte jeg med et ”har du et problem!?” Kvinden svarede ”ja”. Jeg var faktisk lidt imponeret af hendes ’coolness’, men, jeg blev vred, meget, meget vred og mit normale handlingsmønster havde herefter været knap så verbalt, men jeg havde min søn med mig… Denne gang nøjedes jeg derfor med at forføje mig, skumlende for mig selv.

Generelt er jeg vist i det hele taget ikke vild med offentlig transport, det er som om, at al fornemmelse for pli og høflighed tilsidesættes i kampen for et sæde, eller hvad det nu er der tricker folk.
Alt for mangen en gang, har en ældre kvinde stirret på mig under hele busturen, fordi jeg åbenbart har taget hendes plads – i en i øvrigt stort set tom bus. En enkelt gang har en sådan kvinde bedt mig tage min søn op på skødet så hun kunne sidde ned. Da der var ledige sæder både foran og bagved os, bad jeg hende i stedet tage plads på et af dem. Hun vrissede som svar, at jeg skulle tage min søn op hos mig, da jeg ikke havde betalt for hans billet. Han er kun knap 3 år og har gratis rejse sammen med mig eller en anden betalende voksen – til gengæld betaler pensionisten under en tredjedel af, hvad jeg giver for mit pendlerkort og får endda flere zoner ud af sin betaling. Jeg har derfor svært ved at fatte sympati for kvinden, så længe der var andre ledige pladser i bussen. Tværtimod bliver jeg vred, fordi hun vælger at starte en dum og formålsløs diskussion om busselskabernes billetteringspolitik.
Jeg er også træt af, at få albuer i ryggen når ældre kvinder stiger ud af bussen, det skete så sent som i morges. Da jeg oftest er rejsende med barn og klapvogn og hader at blive mast, har jeg erfaret, at der er god pointe i, at jeg venter med at stige ud til alle andre er kommet af. Så har vi god plads. Men, der er ganske ofte en pensionist der er så desperat for at komme af bussen, at alle omkring hende, får et skub med på vejen, så hun kan møve sig ud som den første. Det er da så unødvendigt som noget kan være – busser skovler ikke folk op, for så aldrig at lade dem komme af igen…

Jeg afskyer også at få lagt ord i munden. Alt for ofte er der opstået misforståelser, fordi min samtalepartner antager, at jeg siger mere end de ord der rent faktisk kommer ud af min mund. Måske er jeg småtbegavet således at jeg ikke forstår at ’tale mellem linierne’, måske synes jeg bare det er lidt usexet, men det sker faktisk så godt som aldrig. Derfor bliver jeg vred, når jeg tillægges ord, en tolkning eller en betydning jeg aldrig har været ophavsmand til.

Endnu værre er verdensmestrene og de frelste. Der er ingen mennesker der er så hellige, at de ikke selv har lavet fejl og ingen er verdensmester i alting. Alligevel støder jeg ganske ofte på, i særdeleshed kvinder, der fortæller hvor slemme andre kvinder er til at være intrigante, bagtale, fnidre, sladre mv., hvorefter de frikender sig selv for samme, gerne med sætningen ’mænd er bare så meget nemmere at omgås’. Det sørgelige er, at de kvinder jeg kender der er mest intrigante, som sladrer mest og hvad der nu ellers findes af synder der tilskrives kvindekønnet, typisk er netop denne type frelste. De er akkurat lige så slemme, som eksempelvis den fraskilte kvinde, der mener at det er hendes ex der kan lægges til last for stort set alt, hvad der er sket af dårligdom i deres forhold. Når hun så møder en ny mand og der kommer gnidninger, så er det fordi ’den nye’ ikke har samme sociale kompetencer som hun, han er ikke lige så god til børn fordi hans ex ikke har lært ham at tage ansvar osv. Vågn dog for ind i… op og indse, at du muligvis selv begår fejl ind imellem! Det allermest spøjse, næsten hykleriske ved disse mennesker er, at de gerne giver maleriske eksempler på andre kvinders sladren i samme åndedrag som de fortæller, at de ikke selv sladrer. Hold nu op og vær en smule reel! Langt de fleste mennesker kan faktisk godt li’ en god sladder er min erfaring. Men, værst af alt, hvad denne type kvinder angår, er, når de beder andre om fair kritik af f.eks. problemstillinger i parforholdet. Hvis kritikken så ikke pudser deres glorier, men dæmper dens glans så deres små djævlehorn belyses, så bliver de vrede. Meget, meget vrede. Hvis ens selvsikkerhed er så dårlig, at den hele tiden skal stives af med ’ja-sigere’ og rygklappere, så har man sgu et problem, men det er måske derfor de har så travlt med at fremhæve sig selv og deres kvaliteter overfor andre, på andres bekostning?

Alt i alt har jeg fundet, at de ting, der for alvor gør mig vred er, når andre mennesker ikke forstår at være høflige eller fremhæver sig selv på andre bekostning, i et formål der i mine øjne er ligegyldigt.

Jeg synes, at jeg har ret til at blive vred, intet menneske bør finde sig i, endsige acceptere, egoryttere, der træder alle andre ned på deres vej. Men, jeg bør ikke blive så vred, at jeg skriver alenlange indlæg på min blog eller skælder ud til alle der vil høre på mig i mindst et par dage efter episoden er indtruffet. Jeg er nok lidt naiv; måske jeg burde tage til efterretning, at nogle mennesker bare er og bliver ligeglade og så trække på skulderen når det er mig der står for skud. Jeg kan hverken redde eller opdrage hele verdenen. Men det er altså svært ikke at blive gal…

Kan Anger Management gøre noget ved det? Jeg ville faktisk gerne være noget mere ligegyldig overfor andre mennesker dårlige opførsel. Min mand forstår at trække på skuldrene og komme videre, jeg ville gerne kunne gøre det samme, men jeg er i stedet arrig til jeg glemmer episoderne. Det kan oftest godt tage noget tid…

Måske i frustration over, at film og hygge er slut, blandet med lidt træthed har vores søn det med at blive lettere hysterisk straks vi er blevet lukket ud af biografen. Det skete naturligvis også i dag.

Før vi gemte os i mørket med popcorn og slik havde han forelsket sig i den dårlige kopi af London Eye, der er sat op på Axeltorv. Vi kiggede priser og besluttede os for, at der ikke kunne findes berettigelse for, at en tur i et forstørret pariserhjul skal koste 200,- kr, kun for os tre og fik gennet sønnen videre.

Afledt af hysteriflippet genovervejede vi dog vores beslutning og han fik da også hylet højt nok til, at vi startede en forhandlingsrunde: Én tur i det fordømte hjul og så er det hjem, uden brok! Drengen holdt skam sit løfte selvom han kun er 3½ og vi blev 200 kr fattigere.

Forventningen om, at vi ikke ville få valuta til pengene holdt dog stik, vi var temmeligt skuffede! Jeg er for det første meget højdeskræk og derved skeptisk alene af den grund, dernæst syntes det som om, at turen varede i evigheder. Der er ikke meget sjov i at sidde i gondolen og prøve at kigge ud igennem de temmeligt beskidte vinduer, for man kan faktisk ikke se ret meget fordi det ‘kun’ er 50 meter højt. Ikke mindst stoppede skidtet konstant, fordi der skulle læsses folk af og på. Bestemt ikke 200 kroner værd, jeg ville ikke engang prøve igen om jeg fik billetterne til halv pris!

Er der andre der føler trang til at smide penge ud af vinduet, så er her et lille tip: Lad være at blive fristet til at købe billet til en privatgondol. Man bliver lukket ind i de hold man stiller sig i, så vi fik vores egen gondol for halv pris af, hvad det havde kostet havde vi købt billet til dét formål.

Skuffede, det er vi, men glad blev drengen.

Tjen en million:
Køb én million øl, hæld indholdet ud og indløs panten!

Tjen 30.000/mnd. på at blogge:
Find et job der giver 30.000,-/mnd og blog i arbejdstiden

Min mand læser ha.(dat), han ved nok hvad han taler om!

Jeg har altid hærget om min privatmail, min knap så private mail og min offentlige mail og får kun yderst, yderst sjældent en spammail på dem. Når det endelig sker, virker det snarere som om spammerne har prøvet lykken og ramt plet. Iflg. min kære husbond, er der visse navne og bogstavkombinationer der er blandt spammernes yndlinge. Eksempelvis skulle det være ret surt, at hedde John og bruge det navn alene foran @. Min privatmailadresse består kun af to bogstaver (mine initialer) før snabel-a, så det er vel ikke det sværeste i verden at ramme, i særdeleshed ikke fordi, de to bogstaver er naboer i alfabetet.

MEN, men, men… Min Gmail-konto, ak og ve! Jeg har ALDRIG givet den ud til andre end min husbond, der på sit liv har svoret, at han ikek har delt den yderligere ud. Dén bliver stoppet op med spam! Jeg har aldrig oplevet lign. For sjov oprettede jeg for et par år siden endnu en Gmail-konto, som kun jeg kender, endda med et ret besværligt navn der ikke er spam-logisk. Pudsigt nok bliver den også spammet til. Mon Google mod sine løfter sælger mailadresserne? Det kunne godt virke sådan. Jeg har også en Hotmail-konto jeg aldrig bruger, den er aldrig blevet spammet på trods af, at man ved accept at brugerbetingelserne, faktisk giver tilladelse til kontakt fra ‘partnere’ aka. spam! – Modsat Google, der højtideligt lover, at de aldrig deler din mailadresse med nogen, da servicen financieres vha. adwords i sidebaren. Den tror jeg efterhånden ikke længere på.

Værst er det dog, at være spam-haderog oprette sig en blog. Jeg har alskens spam-filtre, en massiv og kontinuert opdateret liste med forbudte ord i kommentarerne ikke mindst har jeg blokeret efterhånden et halvt hundrede IP’ere, men alligevel skulle jeg fra i går til i dag, slette 718 spammails. Langt størstedelen var allerede fanget i spamfilteret og derfor blev de aldrig vist på bloggen, men desværre ikke alle.

Hvor er jeg dog uendeligt træt af spam!

Jeg har afsluttet engelskkurset med et par eksaminer, ikke mindst er halvdelen af franskkurset nu overstået eftersom dagen for den skriftlige eksamen er overstået. Jeg nåede at komme for sent (vi skulle møde et kvarter før eksamensstart), men heldigvis ikke senere end at jeg akkurat nåede at dukke op lige inden eksamen begyndte og derfor fik lov at deltage. Jeg håber, at den uheldige start er det eneste uheldige jeg når at opleve i forbindelse med franskeksamenen. Svar på prøven den 22. juni – samme dag som jeg skal trække emne til den mundtlige eksamen, som jeg så skal eksamineres i dagen efter.

Jeg har ikke fået lavet nogle pyntede kager, til gengæld fik jeg en enkelt eftermiddag lavet en kæmpe stak amerikanske pandekager, inkl. en lidt mindre stak af blåbærslagsen til mig. Jeg undrer mig over, at jeg ikke bryder mig om blåbær i ‘original form’, ikke engang marmelade-versionen, men alt hvad der kan stoppes blåbær i, fra saft over muffins til pandekager, de er nærmest pr. automatik på min favoritliste.

Intet nyt på kagefronten, til gengæld har jeg fundet ud af, at min søn er en ‘daredevil’ i en sådan grad, at jeg tror han ender med at udkonkurrere begge sine forældre!

I fortsat protest over priserne på entré til Zoo, tog vi Tivoli under parolen, at skulle der spenderes på en hygge-dag med barnet, kunne vi lige så godt gøre det ordentligt! Til en start lod vi kun den lille mand prøve børneforlystelserne, men da vi alle tre var udstyrede med turpas gik der pudsigt nok ikke længe, før både mor og far havde lyst at prøve andet. Lille Ryan er ganske fascineret af tog, køretøjer i det hele taget, men han opdagede ganske hurtigt, at Tivoli har op til flere rutschebaner = tog i hans verden. Vi fandt en lille rutschebane, som vi lod ham prøve. Det var en kæmpe succes! Så gik turen til Odinekspressen tror jeg den hedder, den mellemstore rutschebane midt i Tivoli. Selv dén kunne vores lille 3-årige ikke få nok af. Efter første tur – vi endte med i alt 5-6 ture – sad han med hænderne over hovedet og råbte “weeee”. Både faderen og jeg spekulerede på, om han mon var ‘moden’ til den gamle rutschebane, men var usikre. Vi tog dog chancen og sørme om ikke knægten også var glad for den! Allerede på første tur mente han ikke det var nødvendigt at klamre sig fast, som størstedelen af toget eller gjorde det – Ryan sad med hænderne over hovedet og råbte “mer!” når turen endte, alt for tidligt. Desværre er der højdekrav til den nye rutschebane med loopet, ellers havde han også fået en tur i dén!

Til gengæld må moderdyret indrømme, at hun er frygteligt bange for højder og derved at frygteligt angst for f.eks. pariserhjul. Inspireret af sønnens mod, turde jeg dog det lille børne-pariserhjul. Da jeg ikke vil stå tilbage for en 3-årig tog jeg mig sammen og endte såmænd også det store pariserhjul. Jeg var vist lidt bleg i ansigtet undervejs, men jeg gjorde det! Mand og søn syntes dog at nyde turen.

- og selvom man er sej, så er det nu bedst at køre i veteranbiler sammen med en forælder…

Det var praktisk talt umuligt at få taget billeder af den modige dreng i rutschebanerne, hvis jeg samtig ville undgå at risikere at miste kameraet, aka. mobilen. Til gengæld fik jeg snuppet et par stykker af vidunderet i de mere rolige forlystelser. Først som pilot, senere som kaptajn.

Udover interessen for forskellige motoriserede ting,  måske snarere alt der kan lave maskinlyde, det være sig biler, motorcykler, knallerter, tog, flyvemaskiner, både, så har Ryan én anden altoverskyggende interesse, grænsende til fascination: Fisk! Følgelig måtte vi en tur i Tivolis akvarium. Til vores nærige forargelse opdagede vi, at man nu skal betale 20,- kr/hoved, for at komme ind at kigge på fiskene, tidligere har turpasset været tilstrækkeligt. Heldigvis var vi i besiddelse af ‘Tivoli All Inclusive’-billetter og dermed var entreen til akvariet også betalt – endda med god rabat. Vi kom derfor ind at kigge på fiskene, til Ryans store glæde, for de har HAJER! Det lykkedes ham også at charme og overtale forældrene til at købe to små tøjdyr; hhv. en ‘Nemo’ og en haj.  Fiskene var desværre lidt for hurtige til mit sløve kamera, ikke mindst var genskæret fra akvarieglasset ikke min bedste ven, men det lykkedes da at få et par billeder.

 Apropos kamera- og billedeproblematikker: Der findes kun meget få billeder af undertegnede i familiens fotoalbum, af den simple grund at jeg oftest er kameraføreren, og endnu færre er forældreparret. Undervejs på Tivoli-turen besluttede jeg mig derfor for, at der skulle gøres noget ved det faktum. Det blev til følgende pudsige billede taget på dametoilettet under Tivolis koncertsal (nej, ikke noget fy-fy, Ryan står lige uden for kameraets rækkevidde – jeg hev dem begge med derind, for at fremvise nogle pudsige, flade håndvaske)
Fremfor at indrømme, at billedet er temmeligt-væmmeligt mislykket, har jeg bestemt, at det derimod er ‘kunst’. Sådan lidt ‘art nouveau’ eller noget Voilà, “Johnny Deb” eller “Ægtepar i Omfavnelse Belures af Mand med Ørenring”

Udover at gå i Tivoli har vi andre aktiviteter i familien: Vi går på Bellahøj kræmmermarked og besøger tivoliet dér!
Ryan, stadig med Tivoli i frisk erindring, var stadig god til at holde hænderne højt over hovedet op råbe “weee!” Ikke mindst er han en vaskeægte trucker. En sådan kender selvfølgelig betydningen af korrekt indstillede sidespejle!

Når først vi har prøvet alle de tivoli, der er i umiddelbar nærhed af os, så begynder vi at besætte legepladserr, når de uden for åbningstid ikke længere er bemandede. Oftest er sådanne nemlig indhegnede og dermed kan vores hund få lov at løbe frit. Det lykkedes mig at fotografere den i et yderst sjældent roligt øjeblik. Vores hund er nemlig opdraget i vaskeægte militærånd: “Al gang foregår i løb!” Sådan opfører den sig i hvert fald når vi bevæger os udendørs. Ganske snart kommer vores sommerslæde dog hjem, så kommer der andre boller på suppen!

Til slut et billede af en ganske anden hund, en rygende en af slagsen. Vores er endnu en stor hvalp og dermed for ung til at ryge, medmindre den gør det i smug selvfølgelig.
Jeg er ikke så kvik, så jeg spurgte naturligvis indehaveren af butikken, og dermed skiltet, om han tidligere havde været generet af storrygende hunde og derfor forment dem adgang til butikken? Han grinede, men besvarede aldrig mit spørgsmål. Sikke dog en uhøflig ung mand!

For nu vil jeg stolt præsentere Propagandina – nu med favicon

Til andre interesserede newbies kan et favicon kreeres således

Det har der været alskens gode grunde til, men i sidste ende er de vel alle dårlige undskyldninger, så I bliver sparet for dem. Men nu, NU, skal det være. Op på hesten igen og i gang med at skrive.

Tak for alle de søde kommentarer jeg har fået undervejs, med besked om at lette min bagdel tilbage til skrivebordet for at få tastet. Truslerne har været overbevisende nok til, at jeg har taget dem til efterretning og nu sidder her. Til gengæld har jeg taget konsekvensen og har investeret i en bodyguard. Værsgo’, et styk meget farlig løve!