Han er meget optaget af at lytte til min mave og snakke med “sin” baby. Da jeg kun var ganske få uger henne, og min maves størrelse derfor kun betinget af mit kalorieindtag, konkluderede han følgende:

- Min baby inden i din mave er meget ked af det og græder (Ryan aer min mave og trøster baby)
Efter lidt eftertænksomhed og mere aen:
- Din mave er meeeget stor…
- Du spiser alt for meget mad!

Tak skal du have, min sødeste dreng… På trods af hans ærlighed, er han dog sød. Fra vi delte nyheden med ham, har vi jævnligt kigget i graviditetsbøger for at se, hvor stor baby nu er. Da den lignede en haletudse var den efter Ryans bedste overbevisning “klam”, men han fandt alligevel jævnligt noget af sit legetøj frem, som “hans” baby gerne måtte lege med, når den kom ud (af navlen, naturligvis. Min søn har helt styr på det med anatomi).

Nu er baby blevet så stor, at Ryan ikke længere mener, at den er klam. Til gengæld må den meget gerne snart tage at komme ud, så han kan lege med den forstås. Indtil da har han en drengebaby i sin mave og jeg har en pigebaby i min. Navnevalget er også helt på plads. Vores søn har bekendtgjort, at “hun” skal hedde Emily – opkaldt efter figuren fra Tim Burtons “Corpse Bride”, som Ryan er dybt fascineret af og kaldte “pige mæ babber” indtil han fandt ud af, at hun hed Emily… Faderdyret og jeg har ikke kunnet blive enige om pigenavne, så bliver det en pige, kommer hun formentlig til at hedde Emily - hvis altså jeg kan kapere associationerne til den barmfagre, men morbide, skønhed.

Måske i frustration over, at film og hygge er slut, blandet med lidt træthed har vores søn det med at blive lettere hysterisk straks vi er blevet lukket ud af biografen. Det skete naturligvis også i dag.

Før vi gemte os i mørket med popcorn og slik havde han forelsket sig i den dårlige kopi af London Eye, der er sat op på Axeltorv. Vi kiggede priser og besluttede os for, at der ikke kunne findes berettigelse for, at en tur i et forstørret pariserhjul skal koste 200,- kr, kun for os tre og fik gennet sønnen videre.

Afledt af hysteriflippet genovervejede vi dog vores beslutning og han fik da også hylet højt nok til, at vi startede en forhandlingsrunde: Én tur i det fordømte hjul og så er det hjem, uden brok! Drengen holdt skam sit løfte selvom han kun er 3½ og vi blev 200 kr fattigere.

Forventningen om, at vi ikke ville få valuta til pengene holdt dog stik, vi var temmeligt skuffede! Jeg er for det første meget højdeskræk og derved skeptisk alene af den grund, dernæst syntes det som om, at turen varede i evigheder. Der er ikke meget sjov i at sidde i gondolen og prøve at kigge ud igennem de temmeligt beskidte vinduer, for man kan faktisk ikke se ret meget fordi det ‘kun’ er 50 meter højt. Ikke mindst stoppede skidtet konstant, fordi der skulle læsses folk af og på. Bestemt ikke 200 kroner værd, jeg ville ikke engang prøve igen om jeg fik billetterne til halv pris!

Er der andre der føler trang til at smide penge ud af vinduet, så er her et lille tip: Lad være at blive fristet til at købe billet til en privatgondol. Man bliver lukket ind i de hold man stiller sig i, så vi fik vores egen gondol for halv pris af, hvad det havde kostet havde vi købt billet til dét formål.

Skuffede, det er vi, men glad blev drengen.

Tjen en million:
Køb én million øl, hæld indholdet ud og indløs panten!

Tjen 30.000/mnd. på at blogge:
Find et job der giver 30.000,-/mnd og blog i arbejdstiden

Min mand læser ha.(dat), han ved nok hvad han taler om!

Min 3-årige søn og faderdyret var ude på badeværelset tidligere i dag. Det bemærkede jeg egentlig ikke, for det er de tit. Oftest er det dog ensbetydende med oprydning efter vandkamp og dets lige, men ikke i dag:

- MOAR!

Jaeh…

- MOAR! KOM!

To sekunder…

- MOR! KOM NUUU!

Hvad er der basse?

Her daffede jeg ud på badeværelset, for at se hvad der skete og blev mødt af en mand der prøvede at holde et fnis tilbage og vores lille dreng, der sad på toilettet med et desperat ansigtsudtryk.

- Den sidder fast!

Hvad sidder fast?

- Op numsen!

Hvad sidder fast oppe i numsen?

- Puuuh! Den vil ik kom ud!

Og her overtog faderdyret samtalen, for jeg var ved at tilte om på gulvet af grin uden at kunne hjælpe min stakkels dreng med problemet.

Andre dage diskuterer vi, hvorvidt far kan aflevere sønnens næse tilbage efter at have spist den eller ej, om min kødtang er en farlig haj der æder mor og far eller om ‘fiserlader’ (fis og ballede) kommer ind gennem navlen eller munden. Seneste eksempel på interessant samtale var, udover den ovenfor refererede, i går, hvor lillemanden beklagede sig kraftigt over, at jeg tog hans ‘av’.
Man skal høre meget før ørerne falder af. Efter jeg er blevet mor, er jeg ved at være godt på vej til dét…

Jeg har afsluttet engelskkurset med et par eksaminer, ikke mindst er halvdelen af franskkurset nu overstået eftersom dagen for den skriftlige eksamen er overstået. Jeg nåede at komme for sent (vi skulle møde et kvarter før eksamensstart), men heldigvis ikke senere end at jeg akkurat nåede at dukke op lige inden eksamen begyndte og derfor fik lov at deltage. Jeg håber, at den uheldige start er det eneste uheldige jeg når at opleve i forbindelse med franskeksamenen. Svar på prøven den 22. juni – samme dag som jeg skal trække emne til den mundtlige eksamen, som jeg så skal eksamineres i dagen efter.

Jeg har ikke fået lavet nogle pyntede kager, til gengæld fik jeg en enkelt eftermiddag lavet en kæmpe stak amerikanske pandekager, inkl. en lidt mindre stak af blåbærslagsen til mig. Jeg undrer mig over, at jeg ikke bryder mig om blåbær i ‘original form’, ikke engang marmelade-versionen, men alt hvad der kan stoppes blåbær i, fra saft over muffins til pandekager, de er nærmest pr. automatik på min favoritliste.

Intet nyt på kagefronten, til gengæld har jeg fundet ud af, at min søn er en ‘daredevil’ i en sådan grad, at jeg tror han ender med at udkonkurrere begge sine forældre!

I fortsat protest over priserne på entré til Zoo, tog vi Tivoli under parolen, at skulle der spenderes på en hygge-dag med barnet, kunne vi lige så godt gøre det ordentligt! Til en start lod vi kun den lille mand prøve børneforlystelserne, men da vi alle tre var udstyrede med turpas gik der pudsigt nok ikke længe, før både mor og far havde lyst at prøve andet. Lille Ryan er ganske fascineret af tog, køretøjer i det hele taget, men han opdagede ganske hurtigt, at Tivoli har op til flere rutschebaner = tog i hans verden. Vi fandt en lille rutschebane, som vi lod ham prøve. Det var en kæmpe succes! Så gik turen til Odinekspressen tror jeg den hedder, den mellemstore rutschebane midt i Tivoli. Selv dén kunne vores lille 3-årige ikke få nok af. Efter første tur – vi endte med i alt 5-6 ture – sad han med hænderne over hovedet og råbte “weeee”. Både faderen og jeg spekulerede på, om han mon var ‘moden’ til den gamle rutschebane, men var usikre. Vi tog dog chancen og sørme om ikke knægten også var glad for den! Allerede på første tur mente han ikke det var nødvendigt at klamre sig fast, som størstedelen af toget eller gjorde det – Ryan sad med hænderne over hovedet og råbte “mer!” når turen endte, alt for tidligt. Desværre er der højdekrav til den nye rutschebane med loopet, ellers havde han også fået en tur i dén!

Til gengæld må moderdyret indrømme, at hun er frygteligt bange for højder og derved at frygteligt angst for f.eks. pariserhjul. Inspireret af sønnens mod, turde jeg dog det lille børne-pariserhjul. Da jeg ikke vil stå tilbage for en 3-årig tog jeg mig sammen og endte såmænd også det store pariserhjul. Jeg var vist lidt bleg i ansigtet undervejs, men jeg gjorde det! Mand og søn syntes dog at nyde turen.

- og selvom man er sej, så er det nu bedst at køre i veteranbiler sammen med en forælder…

Det var praktisk talt umuligt at få taget billeder af den modige dreng i rutschebanerne, hvis jeg samtig ville undgå at risikere at miste kameraet, aka. mobilen. Til gengæld fik jeg snuppet et par stykker af vidunderet i de mere rolige forlystelser. Først som pilot, senere som kaptajn.

Udover interessen for forskellige motoriserede ting,  måske snarere alt der kan lave maskinlyde, det være sig biler, motorcykler, knallerter, tog, flyvemaskiner, både, så har Ryan én anden altoverskyggende interesse, grænsende til fascination: Fisk! Følgelig måtte vi en tur i Tivolis akvarium. Til vores nærige forargelse opdagede vi, at man nu skal betale 20,- kr/hoved, for at komme ind at kigge på fiskene, tidligere har turpasset været tilstrækkeligt. Heldigvis var vi i besiddelse af ‘Tivoli All Inclusive’-billetter og dermed var entreen til akvariet også betalt – endda med god rabat. Vi kom derfor ind at kigge på fiskene, til Ryans store glæde, for de har HAJER! Det lykkedes ham også at charme og overtale forældrene til at købe to små tøjdyr; hhv. en ‘Nemo’ og en haj.  Fiskene var desværre lidt for hurtige til mit sløve kamera, ikke mindst var genskæret fra akvarieglasset ikke min bedste ven, men det lykkedes da at få et par billeder.

 Apropos kamera- og billedeproblematikker: Der findes kun meget få billeder af undertegnede i familiens fotoalbum, af den simple grund at jeg oftest er kameraføreren, og endnu færre er forældreparret. Undervejs på Tivoli-turen besluttede jeg mig derfor for, at der skulle gøres noget ved det faktum. Det blev til følgende pudsige billede taget på dametoilettet under Tivolis koncertsal (nej, ikke noget fy-fy, Ryan står lige uden for kameraets rækkevidde – jeg hev dem begge med derind, for at fremvise nogle pudsige, flade håndvaske)
Fremfor at indrømme, at billedet er temmeligt-væmmeligt mislykket, har jeg bestemt, at det derimod er ‘kunst’. Sådan lidt ‘art nouveau’ eller noget Voilà, “Johnny Deb” eller “Ægtepar i Omfavnelse Belures af Mand med Ørenring”

Udover at gå i Tivoli har vi andre aktiviteter i familien: Vi går på Bellahøj kræmmermarked og besøger tivoliet dér!
Ryan, stadig med Tivoli i frisk erindring, var stadig god til at holde hænderne højt over hovedet op råbe “weee!” Ikke mindst er han en vaskeægte trucker. En sådan kender selvfølgelig betydningen af korrekt indstillede sidespejle!

Når først vi har prøvet alle de tivoli, der er i umiddelbar nærhed af os, så begynder vi at besætte legepladserr, når de uden for åbningstid ikke længere er bemandede. Oftest er sådanne nemlig indhegnede og dermed kan vores hund få lov at løbe frit. Det lykkedes mig at fotografere den i et yderst sjældent roligt øjeblik. Vores hund er nemlig opdraget i vaskeægte militærånd: “Al gang foregår i løb!” Sådan opfører den sig i hvert fald når vi bevæger os udendørs. Ganske snart kommer vores sommerslæde dog hjem, så kommer der andre boller på suppen!

Til slut et billede af en ganske anden hund, en rygende en af slagsen. Vores er endnu en stor hvalp og dermed for ung til at ryge, medmindre den gør det i smug selvfølgelig.
Jeg er ikke så kvik, så jeg spurgte naturligvis indehaveren af butikken, og dermed skiltet, om han tidligere havde været generet af storrygende hunde og derfor forment dem adgang til butikken? Han grinede, men besvarede aldrig mit spørgsmål. Sikke dog en uhøflig ung mand!

 Jeg har altid spist dem i store mængder, men jeg har manglet en undskyldning for at spise endnu flere, hvorfor jeg nu gladelig laver og dekorerer kage til enhver lejlighed, selv de der førhen var for ubetydelige til overhovedet at blive bemærket.

 Jeg er, og bliver aldrig, prof, som nogle af de kagekyndige husmødre rundt omkring i det ganske land, men jeg hygger mig med at lege – dog holder jeg knap så meget af rengøringen i køkkenet når først udskejelserne er overståede.

 Nedenfor er et par af resultaterne. De første projekter smagte heldigvis bedre end deres ret ydmyge ydre gav løfter om.

 Vigtigt er det dog, at der handles ind til kagebageriet. Min alsidige bodyguard fungerer også som personlig shopper

 Til fejringen af min søns sidste dag i vuggestue, før det store og vigtige skridt til børnehave

 Sønnen, bodyguarden, shopperen, er meget fascineret af dragekagen, så han fik sig en ekstra, da jeg øvede til det store overgangsritual               

Fascinationen af bryster er dog mindst lige så stor, som den han har for drager. Fader og søn sloges ivrigt om denne kage

Den var i øvrigt inspirationsgrundlaget til den kage min mand fik til fejringen af sin fødselsdag

 St. Patrick’s Day skulle også fejres med mit engelskhold

 Ligeså skulle min søns fødselsdag, naturligvis. Det blev på hans anfordring til en McQueen, en Sally (begge fra Disneys ‘Cars’) samt en politibil. Tilføj en brandbil, en bus og et tog til listen og samtlige af min søns yndlingskøretøjer er blevet remset op.

 De pyntede kager kan være ganske sjove og giver mange bonuspoints på den ikke-eksisterende overskudskonto, men sandheden er, at de er meget lettere at lave end hvad man først antager. Uanset, så er min favorit dog stadig en traditionel ‘Red Velvet Cake’. Det er en arrig, kaloriespækket fætter, men den er hver en vægtforøgelse værd!

 En eller anden dag skal jeg få mig taget sammen og lagt opskrifterne online, også til fremtidig egen reference, men for nu nøjes jeg med at udstille dem her, ikke mindst spise dem.

Velbekommen!

Der har fra tid til anden været megen medieomtale af ‘pornoficeringen af samfundet’ etc. Mest ophedet er debatten, når H&M op til jul sender deres store plakater ud i gadebilledet med smukke kvinder der fremviser undertøj, eller når endnu et firma, der producerer læskedrik, klistrer byen til med bare damer i håbet om at sælge flere ’dåser’.

Bekymrede mødre, det er oftest mødrene – jeg er endnu ikke stødt på en mand der har beklaget sig, deler gladelig deres tanker om det forvrængede billede af seksualitet, som vi giver vores børn.

Jeg har ikke selv gidet værdige diskussionerne megen energi, da jeg stødes ikke af reklamerne, men min lille søn har til gengæld indtaget modsatte indstilling og er meget optaget af dem.

Han har fra sin fødsel opført sig som en rigtig mand; været dybt betaget af bryster, som på ’Ryansk’ kaldes ’babber’. Drengen er netop fyldt 3 år og der er vist noget med den anale fase der nu skal gennemleves, men han er tyvstartede gjorde han!

CULT  lancerede i februar endnu en reklamekampagne med en letpåklædt dame, der prydede størstedelen af byens busstoppesteder. Da vi dagligt kører op og ned ad Nørrebrogade med bussen, er vi selvfølgelig stødt på reklamerne. Første dag kiggede min søn meget benovet og konkluderede stille: ”Babber…” og kastede derefter lange øjne til den bare dame og hendes åbenbart uimodståelige bryster – en fascination der ellers indtil videre havde været forbeholdt undertegnedes bryster.

Men ak og ve, jeg er blevet sat på plads af min lille dreng, jeg er blevet fortrængt fra min førsteplads! Da vi en dag i februar som vanligt skulle med bussen og måtte vente ved stoppestedet, pegede min søn resolut på sylfiden og sagde: ”Babber!” Han gik derefter hen til bænken, satte sig op og bad mig sætte mig ved siden af ham. Han sendte derefter lange øjne efter den barmfagre model, vendte sig om til mig og sagde: ”Moar – vente!” og lige så forsigtigt hoppede han ned af bænken, luskede over til plakaten og aede på hendes bagdel, mens han stille viskede ’numse’… Jeg hev fluks kameraet op af lommen, så jeg kan dokumentere dette skelsættende udviklingstrin for barnefaderen. Sønnen opdagede imidlertid blitzen og gik derefter i gang med at forklare, hvad der er hvad på den unge kvinde. Der blev brugt rigeligt med håndtegn og fagter undervejs, men hans snak alene havde været nok til at forarge en halv snes pensionister.

Efter den dag, har min søn været meget optaget af MIN bagdel. Hvis min trøje kryber op af ryggen og afslører et stykke med bart, er han der med det samme: Han niver eller kilder mig gerne, mens han fnisende siger ’numse!’.

Glemt er mine bryster, der indtil for et par måneder siden var det mest fantastiske og attråværdige i min søns liv. Aldrig gik der en dag, hvor han ikke forklarede mig at jeg havde ’babber’, sæt jeg ikke vidste det. I stedet forklarer han mig nu, at der er ’mælk til babyen’ i dem og at de er ’babyens mad’. Vi har ikke længere en baby i huset, men man har da lov at håbe, at sønnen får ret en dag.

Som følge af mine brysters degradering fra fantastiske til babymad, vil jeg derfor nu melde mig i kampen mod pornoficeringen af samfundet! Min status som indehaveren af verdens bedste bryster er taget fra mig og jeg er blevet udkonkurreret af en bagdel vel 3-4 størrelser mindre end min. Det kan ikke engang den bedste brystoperation rette op på…

Ned med de plakater og ud med H&M, hvad bilder de sig ind?!

Det har der været alskens gode grunde til, men i sidste ende er de vel alle dårlige undskyldninger, så I bliver sparet for dem. Men nu, NU, skal det være. Op på hesten igen og i gang med at skrive.

Tak for alle de søde kommentarer jeg har fået undervejs, med besked om at lette min bagdel tilbage til skrivebordet for at få tastet. Truslerne har været overbevisende nok til, at jeg har taget dem til efterretning og nu sidder her. Til gengæld har jeg taget konsekvensen og har investeret i en bodyguard. Værsgo’, et styk meget farlig løve!

Dublin blev udsat for vores hærgen i 10 dage. Vi nåede bl.a. omkring The Old Jameson Distillery, der var placeret lige bag vores hotel. Den bedre halvdel havde proklameret inden feriens start, at det var dér han havde tænkt sig at tilbringe det meste af sin tid.

Efter grundige fælles overvejelser om, hvordan vi fik skilt os tilstrækkeligt ud fra de andre besøgende, således der ville blive lagt mærke til os, lykkedes det. Herren var derfor heldig nok til at blive udvalgt som whiskeysmager og fik diplom på sin kunnen. På guidens opfordring, er det certifikat nu tilføjet CV’et.

Da vi allerede var godt i gang med at udforske den sprittede del af Dublin, fortsatte vi til Guinness Storehouse. Det kan ikke anbefales! Som vi holdt os langt fra fra turistfælden ‘Temple Bar’ (pubben), burde vi have gjort det med Guinness Storehouse, af samme årsag. Kedeligt, ‘turistet’ og dyrt ift. andre attraktioner. Yngstemanden var dog glad, da han hurtigt fandt sig et vandfald.

Mest populær blandt drengene var dog barmfagre Molly aka. ‘The Tart with the Cart’. Sådan helt generelt betragtet er alt med bryster vist meget populært hos de to. Den mindste præsenterer uden tøven sin familie på følgende måde: “Mor, babber, far” – gerne mens der peges rundt. Jeg har hørt om den med eget postnummer til store bryster, men at de ligefrem får eget liv og personlighed på et stadie så præsentation er nødvendig?

Jeg har lært meget af mit barn, bl.a. har jeg haft rig lejlighed til at opleve hvordan det føles at være flov.

Vi var ligeledes en tur forbi Dublinia, og dermed også forbi Christchurch, som jeg dog nægtede at sætte mine ben i. ‘The GPO’, Killmainham Gaol (mere om dét en anden gang) fik også besøg og selvfølgelig skulle vi prøve det dublinske svar på en kanalrundfart; River Liffey Cruises. Det indbragte godt med sladder om The U2 Tower, Colin Farrell i underbukser på terrassen til sin penthouse og ikke mindst adskillige eder og forbandelser over ‘The Stiletto in the Ghetto’.

   Trinity nåede jeg at forelske mig hovedkuls i, da vi tog en kigger på ‘The Book of Kells’ og jeg ved nu med sikkerhed hvorfor, jeg ikke bryder mig om Panum: Den bygning ejer ikke eet gram æstetik sammenlignet med f.eks. fakulteterne på Trinity! Hvis jeg frit kunne vælge universitet uden tanke på økonomi, praktiske forhold omkring familie og uddannelsens indhold, så ville jeg vælge Trinity til hver en tid!

   Foruden de allerede nævnte, samt Four Courts og Dublin Castle, fandt vi vej til Dublin Zoo. Ikke om jeg ville gå glip af chancen for at se en jaguar!

Den drabelige edderkop holdt sig pænt i sit terrarie, hvorimod den uskyldigt udseende and åbenbart ikke brød sig om at blive fotograferet. Efter at have snuppet ovenstående foto, sprang krybet op af vandet og spankulerede rundt om os, lige indtil vi forlod zoo. Et øjeblik blev vi bekymrede for, om den mon ville fortsætte forfølgelsen ud af zoo, for den fulgte os helt hen til tælleapparaterne…

Jaguaren gemte sig i sit bur, heldigvis med et stort vindue. Tigerne var en sand fornøjelse at betragte. De gav jævnligt show for publikum, eftersom de gentagne gange sprang op af glasruderne.

Dublin Zoo bød, blandt meget andet, ligeledes på bondegårdsdyr og fritgående påfugle, fuldstændig som i Københavns Zoo. Desværre for den yngste, var der dog ingen decideret børnezoo med ‘klappedyr’.

Alt i alt, en fantastisk dejlig ferie! Jeg kan slet ikke vente med at komme tilbage til irland. Vi kigger efter lejligheder, men det er desværre først realistisk med et flyt, når uddannelse er et overstået kapitel.