Men, nu hvor et nyt år er indledt er det vist tid til at gøre status over det gamle. Min hukommelse vil dog ikke være med på andet end en decemberstatus.

Kombineret fødsels- og bryllupsdag blev vel overstået med et besøg på Rex Republic og jeg blev fornemt begavet af min mand med Sony Ericssons nye vidunder, Satio

Med gaven medfulgte besked om, at den udgjorde både fødsels- bryllups- og julegave for de næste par år Telefonen slår med flere længder den stegepande jeg købte i julegave til mig selv sidste år, så det er i orden. Jeg og Satio har allerede indledt et hedt kærlighedsforhold – også selvom sms-funktionaliteten ikke er som ønsket. Men der er ingen tøven herfra: iPhone go home!

Både jul og nytår er ligeledes vel overståede, men det obligatoriske julebillede af Djævleynglet blev der ikke meget af. Til gengæld genbrugte jeg da bare billedet fra sidste år, som ikke nåede at blive sprøjtet ud til familie og venner. Endnu har ikke én opdaget (eller har i hvert fald undladt at kommentere), at han er et helt år yngre end tilfældet er. Beskidt, snottet, men nuttet som bare pokker.

Samme dreng, nu 3½ år, har også lært sig selv at skrive små ord, til forældrenes overraskelse og stolthed. Uden terpen og pacen har knægten lært sig at skrive “Ryan”, “mor”, “far”, “mormor”, “morfar”, “Deb”, og “baby”. Vi fandt ud af det ved et tilfælde, da han som vanligt legede med min PC og kaldte fordi vi skulle se, at han havde skrevet sit navn (“jaja, den er god med dig min dreng” tænkte moderen og blev meget klogere).  Til gengæld er det fortsat svært at tælle til ti, når nu fire er verdens mest fascinerende tal og derfor helst skal gentages mere end et par gange på den lange vej fra et til ti.

December er passeret og dermed også en magisk grænse og en veloverstået scanning, så nu er jeg rede til at dele nyheden med internettet Den smukke mave er desværre ikke min, men jeg er allerede godt på vej til at være ’småtyk’.

Jeg har nu bl.a. lært, at tånegle vokser 4 gange langsommere end fingernegle og at der for hvert menneske findes 200 millioner insekter, der kan man bare se!

Min bedre halvdel er semi-forelsket i den smukke kok, og jeg må overgive mig, hun er sexet! Til gengæld har vi diskuteret heftigt, herren og jeg, hvorvidt ‘vi’ skulle eje en kogebog skrevet af den smækre kok.
Da vi var i Irland faldt han nærmest i svime, da han fandt hendes bog med jule-retter i en boghandel (på tilbud endda). Jeg sagde dog ‘NEJ!’, da jeg ikke magtede at konkurrere med så underskøn en kvinde, der ovenikøbet kan lave god mad.

I morgen er det min fødselsdag og som vanligt har fantasien hvad ønskesedler angår, været lille. Min bedre halvdel er dog ikke sådan at slå ud af kurs, til gengæld kan han ikke holde på en overraskelse. Han nærmest hoppede og dansede da han kom hjem fra indkøbstur i går, ‘om jeg ikke ville vide hvad jeg fik i fødselsdagsgave?’ Jeg svarede meget mod mine egentlig lyster: ‘Næ, ikke før søndag’, men det rystede ham ikke. I stedet gik han i gang med at hive gaverne op af posen.
Jeg har fået en fed Leif Davidsen-roman jeg ønskede mig, og som der blev taget hul på samme aften, en Bollowood-film (ja, indrømmet, jeg har en svaghed for dem og deres storladenhed) – og sørme om jeg ikke fik en kogebog? ‘Nigella Ekspres‘ blev hevet op af posen, fulgt af kommentaren ‘hvis jeg ikke må få hende, så kan du ikke forhindre mig i, at give hende til dig’. Dertil det største, mest selvsmagende smil jeg længe har set.
Herren har nu fået sin vilje, Nigella er kommet ind i huset og vi har allerede beundret hende, selvom den bedre halvdel nu synes hun er mere fortryllende på TV (dér bliver der nemlig smagt på maden undervejs, oftest på ganske sensuel vis).

Jeg kan pga. savlet der løber fra herrens mundvige når smækker-kokkens navn nævnes, samt af ovenstående konkludere, at Nigella har forført min mand! Jeg er dog endnu uenig med mig selv om hvorvidt det er hendes kogekunst eller hendes udseende der har gjort udslaget, men forgabt, det er han! Herren påstår højtideligt at det selvfølgelig er maden. Det sjofle smil på hans læber mens han siger ordene, får mig dog til at tvivle på, om det er helt sandt.

Slemme, stygge kvindemenneske! – Der laver så fænomenal mad og ser så hamrende lækker ud, at det er svært ikke selv at betages.

Det var arbejdstitlen på denne nøglering, jeg fik i gave af en kær veninde i går. Forklaringen på arbejdstitlen er lang, indviklet og højst sandsynligt ikke videre logisk.

Jeg har intet  blåt blod i årene, til gengæld kan mine nøgler nu føle sig yderst royale når de får selskab af min nye overdimensionerede (nøgle-)ring.

Den er allerede meget afholdt og værdsat fordi:

1) Den er grøn
2) Min bedre halvdel hader den!

- sidstnævnte har aldrig medført værdiforringelse i mit hoved.

Da jeg stolt spankulerede rundt med nøgleringen dinglende på en finger i går, blev, den ellers overbærende, veninde et øjeblik bekymret og måtte sikre sig, at jeg vidste at der fandtes et præfiks til ‘ring’ i dette tilfælde. Hun er så kedelig fra tid til anden.

En smuk Claddagh-ring, selvfølgelig en republikansk en af slagsen nu det endelig skulle være.

For fremtiden kan jeg altså uden at mæle et ord, vise min bedre halvdel, hvornår han er faldet i unåde: Har ringen flyttet finger, og muligvis endda retning, så er det på tide at få handlet chokolade! Smart! Gad vide om par-terapeuter kan bruge den idé til konfliktløsningsmodeller?

Blandt resten af de dublinske souvenirs tæller en ordentlig stak tøj, en krukke med ‘gør-det-selv’-kit til en shamrock-dusk, ørenringe, en bog, mine yndlings-småkager og hvad jeg ellers kunne få stoppet ned i kufferten.

 …Jeg er priviligeret og meget heldig fra tid til anden