Jeg bliver alt for ofte vred, ikke bare sådan lidt ond i sulet eller småmuggen, men rigtig arrig! Det værste er måske endda, at jeg føler det er fuldt berettiget, men da mennesker omkring mig ikke bliver lige så gale over lige så lidt, må jeg erkende, at det må være mig den er gal med.

Når erkendelsen er kommet, må årsagen og løsningen findes. Jeg tror jeg har fundet årsagen og nu er jeg ikke sikker på, at jeg har lyst at finde løsningen, for jo mere jeg diskuterer med mig selv, desto mere overbevist bliver jeg om, at jeg faktisk har ’ret’ til min vrede.

Helt generelt er jeg ganske fredelig, men nogle ting gør mig i svær grad velegnet til et ’håndter din vrede’-kursus.
Jeg bliver arrig, når to, eller tre, cyklister slæber deres cykler på Nørrebrogades alt for smalle fortove i et alt for langsomt tempo, uden at trække til side når andre gerne vil passere dem. Lige så sur bliver jeg, når det er barnevognsmafiaen der er ude at promenere, uden forståelse for, at der findes andre fodgængere end dem. Lige såvel bliver jeg ondskabsfuld, når cyklister nægter at stoppe op, når en bus kører ind til siden for at samle passagerer op og som resultat snitter, eller måske endda kører direkte ind i, en af de ud- eller indstigende passagerer.

Jeg bliver hidsig når folk på gader og stræder stopper op, helst på det mest trafikerede sted, og skal udveksle deres livshistorier, uden at tage hensyn til, at andre gerne vil kunne passere dem undervejs.

Jeg bliver sur, når jeg tager metroen og indstigende passagerer ikke forstår at vente med at gå ind i toget, til de udstigende har fået plads og tid til at komme af, eller værre endnu; når de indstigende passagerer ikke forstår at dele sig ud i siderne af toget, men i stedet klumper sig sammen lige inden for dørene, så andre passagerer hverken kan komme ind eller ud. Jeg bliver ligeså knotten, når jeg skal slås med Trunte på 16 år (der har et fitness-medlemskab og er i så god form, at jeg antager hun rent faktisk benytter sig af det) om pladsen i elevatoren, når jeg har min søn og hans klapvogn med på slæb.

Jeg bliver dybt frustreret, når en voksen mand springer min søn og jeg over i køen, hvor vi har ventet længe på at kunne købe en is, men jeg bliver først for alvor vred, når uvedkommende blander sig i diskussioner jeg har med andre mennesker. Forleden var en mand bumpet ind i mig på Nørrebro St. og selvom han var ’bumperen’ var det mig der fik skæld-uden. Imidlertid hoppede han ind i bussen vi begge ventede på igennem bagdøren. Jeg så mit snit til en letkøbt hævn og stak ham til buschaufføren (der så valgte ikke at gøre noget ved gratisten). Den kvindelige passager der sad lige bag chaufføren hørte dog mit stikkeri og konkluderede nedladende, ”at jeg godt nok havde travlt med andre mennesker”. Jeg bad hende blande sig uden om, men da hendes lydlige forargelse fortsatte, og min vrede bortjog mit ordforråd, endte jeg med et ”har du et problem!?” Kvinden svarede ”ja”. Jeg var faktisk lidt imponeret af hendes ’coolness’, men, jeg blev vred, meget, meget vred og mit normale handlingsmønster havde herefter været knap så verbalt, men jeg havde min søn med mig… Denne gang nøjedes jeg derfor med at forføje mig, skumlende for mig selv.

Generelt er jeg vist i det hele taget ikke vild med offentlig transport, det er som om, at al fornemmelse for pli og høflighed tilsidesættes i kampen for et sæde, eller hvad det nu er der tricker folk.
Alt for mangen en gang, har en ældre kvinde stirret på mig under hele busturen, fordi jeg åbenbart har taget hendes plads – i en i øvrigt stort set tom bus. En enkelt gang har en sådan kvinde bedt mig tage min søn op på skødet så hun kunne sidde ned. Da der var ledige sæder både foran og bagved os, bad jeg hende i stedet tage plads på et af dem. Hun vrissede som svar, at jeg skulle tage min søn op hos mig, da jeg ikke havde betalt for hans billet. Han er kun knap 3 år og har gratis rejse sammen med mig eller en anden betalende voksen – til gengæld betaler pensionisten under en tredjedel af, hvad jeg giver for mit pendlerkort og får endda flere zoner ud af sin betaling. Jeg har derfor svært ved at fatte sympati for kvinden, så længe der var andre ledige pladser i bussen. Tværtimod bliver jeg vred, fordi hun vælger at starte en dum og formålsløs diskussion om busselskabernes billetteringspolitik.
Jeg er også træt af, at få albuer i ryggen når ældre kvinder stiger ud af bussen, det skete så sent som i morges. Da jeg oftest er rejsende med barn og klapvogn og hader at blive mast, har jeg erfaret, at der er god pointe i, at jeg venter med at stige ud til alle andre er kommet af. Så har vi god plads. Men, der er ganske ofte en pensionist der er så desperat for at komme af bussen, at alle omkring hende, får et skub med på vejen, så hun kan møve sig ud som den første. Det er da så unødvendigt som noget kan være – busser skovler ikke folk op, for så aldrig at lade dem komme af igen…

Jeg afskyer også at få lagt ord i munden. Alt for ofte er der opstået misforståelser, fordi min samtalepartner antager, at jeg siger mere end de ord der rent faktisk kommer ud af min mund. Måske er jeg småtbegavet således at jeg ikke forstår at ’tale mellem linierne’, måske synes jeg bare det er lidt usexet, men det sker faktisk så godt som aldrig. Derfor bliver jeg vred, når jeg tillægges ord, en tolkning eller en betydning jeg aldrig har været ophavsmand til.

Endnu værre er verdensmestrene og de frelste. Der er ingen mennesker der er så hellige, at de ikke selv har lavet fejl og ingen er verdensmester i alting. Alligevel støder jeg ganske ofte på, i særdeleshed kvinder, der fortæller hvor slemme andre kvinder er til at være intrigante, bagtale, fnidre, sladre mv., hvorefter de frikender sig selv for samme, gerne med sætningen ’mænd er bare så meget nemmere at omgås’. Det sørgelige er, at de kvinder jeg kender der er mest intrigante, som sladrer mest og hvad der nu ellers findes af synder der tilskrives kvindekønnet, typisk er netop denne type frelste. De er akkurat lige så slemme, som eksempelvis den fraskilte kvinde, der mener at det er hendes ex der kan lægges til last for stort set alt, hvad der er sket af dårligdom i deres forhold. Når hun så møder en ny mand og der kommer gnidninger, så er det fordi ’den nye’ ikke har samme sociale kompetencer som hun, han er ikke lige så god til børn fordi hans ex ikke har lært ham at tage ansvar osv. Vågn dog for ind i… op og indse, at du muligvis selv begår fejl ind imellem! Det allermest spøjse, næsten hykleriske ved disse mennesker er, at de gerne giver maleriske eksempler på andre kvinders sladren i samme åndedrag som de fortæller, at de ikke selv sladrer. Hold nu op og vær en smule reel! Langt de fleste mennesker kan faktisk godt li’ en god sladder er min erfaring. Men, værst af alt, hvad denne type kvinder angår, er, når de beder andre om fair kritik af f.eks. problemstillinger i parforholdet. Hvis kritikken så ikke pudser deres glorier, men dæmper dens glans så deres små djævlehorn belyses, så bliver de vrede. Meget, meget vrede. Hvis ens selvsikkerhed er så dårlig, at den hele tiden skal stives af med ’ja-sigere’ og rygklappere, så har man sgu et problem, men det er måske derfor de har så travlt med at fremhæve sig selv og deres kvaliteter overfor andre, på andres bekostning?

Alt i alt har jeg fundet, at de ting, der for alvor gør mig vred er, når andre mennesker ikke forstår at være høflige eller fremhæver sig selv på andre bekostning, i et formål der i mine øjne er ligegyldigt.

Jeg synes, at jeg har ret til at blive vred, intet menneske bør finde sig i, endsige acceptere, egoryttere, der træder alle andre ned på deres vej. Men, jeg bør ikke blive så vred, at jeg skriver alenlange indlæg på min blog eller skælder ud til alle der vil høre på mig i mindst et par dage efter episoden er indtruffet. Jeg er nok lidt naiv; måske jeg burde tage til efterretning, at nogle mennesker bare er og bliver ligeglade og så trække på skulderen når det er mig der står for skud. Jeg kan hverken redde eller opdrage hele verdenen. Men det er altså svært ikke at blive gal…

Kan Anger Management gøre noget ved det? Jeg ville faktisk gerne være noget mere ligegyldig overfor andre mennesker dårlige opførsel. Min mand forstår at trække på skuldrene og komme videre, jeg ville gerne kunne gøre det samme, men jeg er i stedet arrig til jeg glemmer episoderne. Det kan oftest godt tage noget tid…

Husbonden bruger primært det forhadte ’skat’ når han vil i kontakt med mig. Ex’en kaldte mig af uransagelige årsager ’Smiley’, det blev ombyttet til ’Koney’ da jeg blev gift med den nuværende. De fleste af mine kolleger kalder mig De-BRA, en dansklærer i gymnasiet valgte at udtale mit navn som De-BO-rah “nu vi lizzom var i Danmark” (Han hed Johnny og som protest udtalte jeg derefter konsekvent hans navn med blødt J). Flere steder på nettet huserer jeg som ’Cookiepusher’ og i blogland som ’Propagandina’.

Min øjenlæges sekretær kalder mig konsekvent Lena, uanset hvor mange gange jeg påpeger, at det er mit mellemnavn/andet fornavn. Her er jeg så endda kontrær og efterligner ivrigt Mrs. Bucket fra ’Fint skal det være’. Jeg hedder [Lina], ikke det svenske [Lena]. Men, det er nu en gang ikke mit fornavn, uanset hvilken udtale lægesekretæren skulle vælge at benytte sig af.

I folkeskolen kaldte de mig ’Sputnik’. Det viste sig, at det blev min far også kaldt som barn og min ældste lillesøster fik også æren af at dele navn med en lille, rund pigbeklædt satellit, da hun startede i gymnasiet.

To af min mands kammerater kunne aldrig huske mit navn og døbte mig i stedet ’Martha’, en kort overgang blev jeg endda beæret med ’Berta’ af uransagelige årsager.

Som barn kaldte min mor mig ’Tutsi’, jeg ved ikke helt hvorfor, men det er da sødt. Til gengæld ved jeg, at hun på et tidspunkt overvejede at give mig et nyt navn: Ninja. Tak fordi du ikke gik videre med den tanke mor!

Min søn tror ikke på, at jeg har mit eget navn, forskelligt fra ’Mor’. I gymnasiet var jeg kendt som ’OD-pigen’ (Operation Dagsværk), ’pigen med det røde halstørklæde’ (i mangel af blå cykel), ’hende den forkølede’ eller ’hende den trætte’ – enkelte gange har jeg hørt de sidste to kombineret.

Folk der bryder sig knapt så meget om mig, er dog dem der har præsteret det største udvalg af øgenavne. Her spænder repertoiret fra alt mellem ’møgkælling’ til ’fenian bitch’.  Alle de mellemliggende navne bør nok udelades af hensyn til mine læseres muligt sarte øjne.

Skal man endelig kalde mig noget, så ville jeg blive glad, om folk ville bruge mit, MIT, navn eller til nød de kæle-/øgenavne der er afledt af dét navn, der rent faktisk står i mit pas: ‘Lena’ er forbeholdt familien, ’Debbie’ som jeg kun tolerere at få udvalgte bruger, ’Debs’ som er afskyeligt hvis s’et trækkes bare en smule for langt og så er der ’Deb’, som er mit eget foretrukne diminutiv. Kort og alle kan udtale det – selv jeg, også under indflydelse af en god brandert

Men, jeg hedder Deborah…

They call me Hell
They call me Stacey
They call me her
They call me Jane
That’s not my name…

The Ting Tings – That’s Not My Name

Jeg har nu bl.a. lært, at tånegle vokser 4 gange langsommere end fingernegle og at der for hvert menneske findes 200 millioner insekter, der kan man bare se!

Tjen en million:
Køb én million øl, hæld indholdet ud og indløs panten!

Tjen 30.000/mnd. på at blogge:
Find et job der giver 30.000,-/mnd og blog i arbejdstiden

Min mand læser ha.(dat), han ved nok hvad han taler om!

I dag, i mangel af bedre at tage mig til, logger jeg dog ind for at se den nye årsopgørelse og stor er min glæde da jeg opdager, at jeg skal have knap 4500,- yderligere tilbage, da jeg har betalt for meget forskudsskat. Næste logiske spørgsmål er dog ‘hvorfor?’. Jeg kan huske, hvor meget jeg har tjent sidste år og dét tal havde ikke ændret sig. Fat i den tidligere åropgørelse, mens jeg med slet skjult fryd glædede mig til at hive fat i SU-styrelsen og sige, at de godt kunne droppe deres tilbagebetalingskrav fra 2008, hvor de påstår, at jeg har tjent for meget ved siden af SU’en.
Med både ny og gammel årsopgørelse ved hånden, var eneste forskel jeg kunne finde, min ‘personlige A-indkomst’, altså SU’en. Den havde ændret sig i negativ retning med knap 12.000,- kr og dér ringede en lille klokke for mit indre øre: Det er præcis dét beløb, som SU-styrelsen mener, at jeg har fået udbetalt for meget og derfor skal betale dem tilbage, hvorfor beløbet, logisk nok, nu er fratrukket min indkomst og derved ikke skal beskattes.

Så meget for de økonomiske mirakler. Dagens lektion må være, at karma stadig er en særdeles aktiv størrelse i mit liv og at jeg derfor skal  lære at lade være at glæde mig for tidligt.

Dagens lektie må så være at finde ud af, hvordan en indkomst der ‘kun’ er barberet med 12.000,- kan bevirke en tilbagebetaling af forskudsskat på 4500,-. Det må være en heftig trækprocent de har regnet med sidste år…

Jeg har altid hærget om min privatmail, min knap så private mail og min offentlige mail og får kun yderst, yderst sjældent en spammail på dem. Når det endelig sker, virker det snarere som om spammerne har prøvet lykken og ramt plet. Iflg. min kære husbond, er der visse navne og bogstavkombinationer der er blandt spammernes yndlinge. Eksempelvis skulle det være ret surt, at hedde John og bruge det navn alene foran @. Min privatmailadresse består kun af to bogstaver (mine initialer) før snabel-a, så det er vel ikke det sværeste i verden at ramme, i særdeleshed ikke fordi, de to bogstaver er naboer i alfabetet.

MEN, men, men… Min Gmail-konto, ak og ve! Jeg har ALDRIG givet den ud til andre end min husbond, der på sit liv har svoret, at han ikek har delt den yderligere ud. Dén bliver stoppet op med spam! Jeg har aldrig oplevet lign. For sjov oprettede jeg for et par år siden endnu en Gmail-konto, som kun jeg kender, endda med et ret besværligt navn der ikke er spam-logisk. Pudsigt nok bliver den også spammet til. Mon Google mod sine løfter sælger mailadresserne? Det kunne godt virke sådan. Jeg har også en Hotmail-konto jeg aldrig bruger, den er aldrig blevet spammet på trods af, at man ved accept at brugerbetingelserne, faktisk giver tilladelse til kontakt fra ‘partnere’ aka. spam! – Modsat Google, der højtideligt lover, at de aldrig deler din mailadresse med nogen, da servicen financieres vha. adwords i sidebaren. Den tror jeg efterhånden ikke længere på.

Værst er det dog, at være spam-haderog oprette sig en blog. Jeg har alskens spam-filtre, en massiv og kontinuert opdateret liste med forbudte ord i kommentarerne ikke mindst har jeg blokeret efterhånden et halvt hundrede IP’ere, men alligevel skulle jeg fra i går til i dag, slette 718 spammails. Langt størstedelen var allerede fanget i spamfilteret og derfor blev de aldrig vist på bloggen, men desværre ikke alle.

Hvor er jeg dog uendeligt træt af spam!

Jeg startede med at opdage den oversete forbrugsafregning fra boligselskabet. Det var en ubehagelig opdagelse. De mener jeg skylder dem knap 38.000,- Otteogtredivetusind! Jeg greb fluks telefonen og ringede til selskabet og klagede min nød. Kvinden jeg snakkede med var frisk: “Vil du have regningen delt i 7?” – Nok snarere 20 eller 30…  Hun lovede dog at bede firmaet der har forestået regnskabet, om at kigge tallene efter igen. Kan fejlen ikke findes dér, laver de en ny aflæsning, sæt de har aflæst forkert. Virker dét heller ikke, så lovede jeg min friske ‘telefonveninde’ en klage afleveret 3 eksemplarer. Hun mente dog at kravet var 5 håndskrevne kopier som alle skulle afleveres med brevdue, men ville vende tilbage når hun havde talt med Direktøren for Klagesektionen.
Skulle det nu ikke være aflæsningen eller udregningen den er gal med, så sætter jeg min lid til, at de alligevel trækker den uhyrlige regning tilbage, nu jeg kan bevise at vi rent faktisk fik skiftet elmåler sidste sommer, fordi den forrige var defekt.

Efter forskrækkelsen og samtalen hoppede jeg på bussen og tog i skole. Alle var i ‘fredags-fnidder-humør’ og det var yderst smitsomt! Med ét var vi (næsten) alle 12-13 år og og fnisede det bedste vi havde lært, af ingenting. Vores underviser blev grundigt træt af os, måske mest fordi hun selv blev grebet af den fjollede ånd, og foreslog vi tilbragte den sidste time i den dejlige forårssol i Kgs. Have.
Som sagt, så gjort. Halvdelen af klassen, inkl. mine gruppekammerater, valgte dog at forlade os – fremmødet var jo registreret. Men, men: Karma!

Da vores underviser sluttede sig til den tilbageværende halvdel af klassen i Kgs. Have, kunne hun fortælle, at en af inspektorerne havde fået afsløret datoen for mundtlig eksamen, selvom den først, officielt, offentliggøres efter weekenden. Vi, fedterøvene, duksene, kæledæggerne, der var blevet tilbage, havde derfor nu titel af førstevælgere hvad angik eksamendag, -dato og rækkefølge (Vores hold skal eksamineres over to dage). Vi fik hurtigt arrangeret hvem der skulle op hvornår og alle pjækkerne fik tildelt den lidest ønskede dato; dagen efter skriftlig eksamen i samme fag. De var jo ikke til stede og dermed heller ikke i stand til at protestere. Som den überduks jeg er, påtog jeg mig gerne opgaven med at få forfattet eksamensplanen og den er nu færdiggjort, uden de slemme syndere og fredagspjækkere har mulighed for at gøre indsigelse, hvorimod alle andre fik imødekommet deres ønsker. Af indlysende årsager fik jeg lige nøjagtig den placering jeg gerne ville have Pjækkerne blev i øvrigt alle noteret sig en omgang fravær. Hvor er jeg glad for, at jeg ikke fulgte første indskydelse og rent faktisk blev

I Kgs. Have fik jeg i øvrigt bekræftet en af mine fordomme og samtidig drillet en klassekammerat. Pågældende arbejder som model og ligner rent faktisk også en sådan, selv uden krigsmalingen. Hun er meget køn. Jeg overhørte hende fortælle et eller andet om sin hund og spørger nysgerrigt til hvad det er for en slags: En dværgpincher! Jeg brød ud i krampelatter! Hun er vel 1,80 høj, slank, køn, klædt i de helt rigtige modegevandter og hendes fyr er efter hendes egen beskrivelse mere end sportstrænet. Straks fik jeg et billede i hovedet af endnu en Paris Hilton… Det blev ikke bedre da hun nævnte, at hunden rent faktisk har et (simili, håber jeg) diamantarmbånd som halsbånd, ikke mindst at den skulle være aggressiv som død og helvede. Da hun nævnte kæresten fløj mine tanker også hurtigt videre til mindet om en bodybuilder-type jeg så lufte en chihuahua for et par måneder siden og jeg grinede endnu mere. Det var vist ikke hendes plan at blive til grin, men det endte med, at hun havde en halv klasse der sad og skraldgrinede af mine fablerier om hende, hendes hund og hendes kæreste. Hun er en sød pige, jeg burde ikke have drillet, men hun var heldigvis fuldstændigt uforstående overfor hvorfor jeg fandt hendes valg af hund så morsomt og derved prellede det hele formentlig af på hende.

Til eftermiddag og aften fik vi (næsten) færdiggjort arbejdet med at istandsætte væres altan. Der mangler endnu lidt maling og så lægger vi terassebrædder derude. Det bliver så fint, så fint og jeg er så glad for at herren i huset har knoklet løs hele ugen! Til gengæld undrer det mig, at et rækværk der før det blev pillet ned, så der kunne males mv., passede ganske fint sammen, bræt mod bræt, nu overhovedet ikke passer sammen mere. Lidt vold og vi fik sat det sammen, men det kan da ikke have slået sig efter at have været adskilt i mindre end en uge, kan det?

I weekenden bliver der malet færdig og i næste uge bliver der lagt terassebrædder. Hvor jeg dog glæder mig til en god kop the i det sidste aftenlys på min fine, nyrenoverede altan!

Åh ja, jeg skal huske at beklage mig over, at Tullamore Dew har droppet deres gamle TV-spot. Jeg var svært glad for at kigge på en af de mænd der i reklamen sad og drak whiskey på pubben  Det eneste gode ved den halvslave whiskey var den ehm… vældigt intelligente… fyr og nu er han væk, han er i hvert fald ikke med i den nye reklame. Fra nu af har vi kun Jameson her i hytten!

Nu hvor jeg sidder og prøver at udviske min viden om, at jeg i morgen skal til prøveeksamen i skriftlig fransk, smuttede jeg en tur på Facebook for at holde min vampyr i live, ikke mindst for at lure på mine ‘venners’ statusmeddelelser. Fra tid til anden er der nogle ret underholdende af slagsen. Sjovest var dog i dag en reklame for en hypnotisør. Man skal vælge sine ord med omhu før man bruger penge på reklame… Men det kan da godt være der er et par anoretikere eller lign. der vil have hjælp til at undgå vægttab

Der har fra tid til anden været megen medieomtale af ‘pornoficeringen af samfundet’ etc. Mest ophedet er debatten, når H&M op til jul sender deres store plakater ud i gadebilledet med smukke kvinder der fremviser undertøj, eller når endnu et firma, der producerer læskedrik, klistrer byen til med bare damer i håbet om at sælge flere ’dåser’.

Bekymrede mødre, det er oftest mødrene – jeg er endnu ikke stødt på en mand der har beklaget sig, deler gladelig deres tanker om det forvrængede billede af seksualitet, som vi giver vores børn.

Jeg har ikke selv gidet værdige diskussionerne megen energi, da jeg stødes ikke af reklamerne, men min lille søn har til gengæld indtaget modsatte indstilling og er meget optaget af dem.

Han har fra sin fødsel opført sig som en rigtig mand; været dybt betaget af bryster, som på ’Ryansk’ kaldes ’babber’. Drengen er netop fyldt 3 år og der er vist noget med den anale fase der nu skal gennemleves, men han er tyvstartede gjorde han!

CULT  lancerede i februar endnu en reklamekampagne med en letpåklædt dame, der prydede størstedelen af byens busstoppesteder. Da vi dagligt kører op og ned ad Nørrebrogade med bussen, er vi selvfølgelig stødt på reklamerne. Første dag kiggede min søn meget benovet og konkluderede stille: ”Babber…” og kastede derefter lange øjne til den bare dame og hendes åbenbart uimodståelige bryster – en fascination der ellers indtil videre havde været forbeholdt undertegnedes bryster.

Men ak og ve, jeg er blevet sat på plads af min lille dreng, jeg er blevet fortrængt fra min førsteplads! Da vi en dag i februar som vanligt skulle med bussen og måtte vente ved stoppestedet, pegede min søn resolut på sylfiden og sagde: ”Babber!” Han gik derefter hen til bænken, satte sig op og bad mig sætte mig ved siden af ham. Han sendte derefter lange øjne efter den barmfagre model, vendte sig om til mig og sagde: ”Moar – vente!” og lige så forsigtigt hoppede han ned af bænken, luskede over til plakaten og aede på hendes bagdel, mens han stille viskede ’numse’… Jeg hev fluks kameraet op af lommen, så jeg kan dokumentere dette skelsættende udviklingstrin for barnefaderen. Sønnen opdagede imidlertid blitzen og gik derefter i gang med at forklare, hvad der er hvad på den unge kvinde. Der blev brugt rigeligt med håndtegn og fagter undervejs, men hans snak alene havde været nok til at forarge en halv snes pensionister.

Efter den dag, har min søn været meget optaget af MIN bagdel. Hvis min trøje kryber op af ryggen og afslører et stykke med bart, er han der med det samme: Han niver eller kilder mig gerne, mens han fnisende siger ’numse!’.

Glemt er mine bryster, der indtil for et par måneder siden var det mest fantastiske og attråværdige i min søns liv. Aldrig gik der en dag, hvor han ikke forklarede mig at jeg havde ’babber’, sæt jeg ikke vidste det. I stedet forklarer han mig nu, at der er ’mælk til babyen’ i dem og at de er ’babyens mad’. Vi har ikke længere en baby i huset, men man har da lov at håbe, at sønnen får ret en dag.

Som følge af mine brysters degradering fra fantastiske til babymad, vil jeg derfor nu melde mig i kampen mod pornoficeringen af samfundet! Min status som indehaveren af verdens bedste bryster er taget fra mig og jeg er blevet udkonkurreret af en bagdel vel 3-4 størrelser mindre end min. Det kan ikke engang den bedste brystoperation rette op på…

Ned med de plakater og ud med H&M, hvad bilder de sig ind?!

Min bedre halvdel er semi-forelsket i den smukke kok, og jeg må overgive mig, hun er sexet! Til gengæld har vi diskuteret heftigt, herren og jeg, hvorvidt ‘vi’ skulle eje en kogebog skrevet af den smækre kok.
Da vi var i Irland faldt han nærmest i svime, da han fandt hendes bog med jule-retter i en boghandel (på tilbud endda). Jeg sagde dog ‘NEJ!’, da jeg ikke magtede at konkurrere med så underskøn en kvinde, der ovenikøbet kan lave god mad.

I morgen er det min fødselsdag og som vanligt har fantasien hvad ønskesedler angår, været lille. Min bedre halvdel er dog ikke sådan at slå ud af kurs, til gengæld kan han ikke holde på en overraskelse. Han nærmest hoppede og dansede da han kom hjem fra indkøbstur i går, ‘om jeg ikke ville vide hvad jeg fik i fødselsdagsgave?’ Jeg svarede meget mod mine egentlig lyster: ‘Næ, ikke før søndag’, men det rystede ham ikke. I stedet gik han i gang med at hive gaverne op af posen.
Jeg har fået en fed Leif Davidsen-roman jeg ønskede mig, og som der blev taget hul på samme aften, en Bollowood-film (ja, indrømmet, jeg har en svaghed for dem og deres storladenhed) – og sørme om jeg ikke fik en kogebog? ‘Nigella Ekspres‘ blev hevet op af posen, fulgt af kommentaren ‘hvis jeg ikke må få hende, så kan du ikke forhindre mig i, at give hende til dig’. Dertil det største, mest selvsmagende smil jeg længe har set.
Herren har nu fået sin vilje, Nigella er kommet ind i huset og vi har allerede beundret hende, selvom den bedre halvdel nu synes hun er mere fortryllende på TV (dér bliver der nemlig smagt på maden undervejs, oftest på ganske sensuel vis).

Jeg kan pga. savlet der løber fra herrens mundvige når smækker-kokkens navn nævnes, samt af ovenstående konkludere, at Nigella har forført min mand! Jeg er dog endnu uenig med mig selv om hvorvidt det er hendes kogekunst eller hendes udseende der har gjort udslaget, men forgabt, det er han! Herren påstår højtideligt at det selvfølgelig er maden. Det sjofle smil på hans læber mens han siger ordene, får mig dog til at tvivle på, om det er helt sandt.

Slemme, stygge kvindemenneske! – Der laver så fænomenal mad og ser så hamrende lækker ud, at det er svært ikke selv at betages.

Jeg er næsten lige så stor fan af ‘kendte og ukendte sidste ord’, hvor forskellige mennesker får sagt geniale – eller knap så geniale – ting før de dør, mere eller mindre voldsomt.

Jeg havde dog aldrig troet, at jeg selv skulle blive en ’pinlig-død’ kandidat, og det lykkedes da heller ikke, men det var tæt på!

I sidste uge var jeg ude at lufte min hund. Ved en parkeringsplads satte den sig for at gøre, hvad sådan nogle hunde nu en gang gør. Der er en bil der kører op langs rækken af parkede biler, men der var god plads, så antog ikke, at han ville parkere netop der hvor hunden og jeg befandt os. Jeg trækker derfor plastikposen nedover hånden og bukker mig ned for at samle skidtet op – men den fordømte bil kører lige imod os. Det på trods af, at der var to ledige pladser til venstre for os, og tre ledige til højre for, for ikke at tale om resten af de tomme pladser ned langs rækken.

Jeg rejser mig op og vifter med et stk pose-behandsket hånd og bilen standsede. Jeg fik fjernet hundens efterladenskaber og ville tøffe hjemad med mit bytte under armen, men når kun lige at få lukket posen før bilen starter igen. Vi var nær ved at blive ramt og jeg overvejede kraftigt at kyle pose med indhold hårdt på bilens bagrude!

Havde været en eftertragtet og mindeværdig død, om jeg var blevet kørt over med hånden nede i en lort…

Billede venligst lånt fra Hundelort.com, der frit giver grafikken til download som en del af deres anti-hundelort kampagne.