Jeg har afsluttet engelskkurset med et par eksaminer, ikke mindst er halvdelen af franskkurset nu overstået eftersom dagen for den skriftlige eksamen er overstået. Jeg nåede at komme for sent (vi skulle møde et kvarter før eksamensstart), men heldigvis ikke senere end at jeg akkurat nåede at dukke op lige inden eksamen begyndte og derfor fik lov at deltage. Jeg håber, at den uheldige start er det eneste uheldige jeg når at opleve i forbindelse med franskeksamenen. Svar på prøven den 22. juni – samme dag som jeg skal trække emne til den mundtlige eksamen, som jeg så skal eksamineres i dagen efter.

Jeg har ikke fået lavet nogle pyntede kager, til gengæld fik jeg en enkelt eftermiddag lavet en kæmpe stak amerikanske pandekager, inkl. en lidt mindre stak af blåbærslagsen til mig. Jeg undrer mig over, at jeg ikke bryder mig om blåbær i ‘original form’, ikke engang marmelade-versionen, men alt hvad der kan stoppes blåbær i, fra saft over muffins til pandekager, de er nærmest pr. automatik på min favoritliste.

Intet nyt på kagefronten, til gengæld har jeg fundet ud af, at min søn er en ‘daredevil’ i en sådan grad, at jeg tror han ender med at udkonkurrere begge sine forældre!

I fortsat protest over priserne på entré til Zoo, tog vi Tivoli under parolen, at skulle der spenderes på en hygge-dag med barnet, kunne vi lige så godt gøre det ordentligt! Til en start lod vi kun den lille mand prøve børneforlystelserne, men da vi alle tre var udstyrede med turpas gik der pudsigt nok ikke længe, før både mor og far havde lyst at prøve andet. Lille Ryan er ganske fascineret af tog, køretøjer i det hele taget, men han opdagede ganske hurtigt, at Tivoli har op til flere rutschebaner = tog i hans verden. Vi fandt en lille rutschebane, som vi lod ham prøve. Det var en kæmpe succes! Så gik turen til Odinekspressen tror jeg den hedder, den mellemstore rutschebane midt i Tivoli. Selv dén kunne vores lille 3-årige ikke få nok af. Efter første tur – vi endte med i alt 5-6 ture – sad han med hænderne over hovedet og råbte “weeee”. Både faderen og jeg spekulerede på, om han mon var ‘moden’ til den gamle rutschebane, men var usikre. Vi tog dog chancen og sørme om ikke knægten også var glad for den! Allerede på første tur mente han ikke det var nødvendigt at klamre sig fast, som størstedelen af toget eller gjorde det – Ryan sad med hænderne over hovedet og råbte “mer!” når turen endte, alt for tidligt. Desværre er der højdekrav til den nye rutschebane med loopet, ellers havde han også fået en tur i dén!

Til gengæld må moderdyret indrømme, at hun er frygteligt bange for højder og derved at frygteligt angst for f.eks. pariserhjul. Inspireret af sønnens mod, turde jeg dog det lille børne-pariserhjul. Da jeg ikke vil stå tilbage for en 3-årig tog jeg mig sammen og endte såmænd også det store pariserhjul. Jeg var vist lidt bleg i ansigtet undervejs, men jeg gjorde det! Mand og søn syntes dog at nyde turen.

- og selvom man er sej, så er det nu bedst at køre i veteranbiler sammen med en forælder…

Det var praktisk talt umuligt at få taget billeder af den modige dreng i rutschebanerne, hvis jeg samtig ville undgå at risikere at miste kameraet, aka. mobilen. Til gengæld fik jeg snuppet et par stykker af vidunderet i de mere rolige forlystelser. Først som pilot, senere som kaptajn.

Udover interessen for forskellige motoriserede ting,  måske snarere alt der kan lave maskinlyde, det være sig biler, motorcykler, knallerter, tog, flyvemaskiner, både, så har Ryan én anden altoverskyggende interesse, grænsende til fascination: Fisk! Følgelig måtte vi en tur i Tivolis akvarium. Til vores nærige forargelse opdagede vi, at man nu skal betale 20,- kr/hoved, for at komme ind at kigge på fiskene, tidligere har turpasset været tilstrækkeligt. Heldigvis var vi i besiddelse af ‘Tivoli All Inclusive’-billetter og dermed var entreen til akvariet også betalt – endda med god rabat. Vi kom derfor ind at kigge på fiskene, til Ryans store glæde, for de har HAJER! Det lykkedes ham også at charme og overtale forældrene til at købe to små tøjdyr; hhv. en ‘Nemo’ og en haj.  Fiskene var desværre lidt for hurtige til mit sløve kamera, ikke mindst var genskæret fra akvarieglasset ikke min bedste ven, men det lykkedes da at få et par billeder.

 Apropos kamera- og billedeproblematikker: Der findes kun meget få billeder af undertegnede i familiens fotoalbum, af den simple grund at jeg oftest er kameraføreren, og endnu færre er forældreparret. Undervejs på Tivoli-turen besluttede jeg mig derfor for, at der skulle gøres noget ved det faktum. Det blev til følgende pudsige billede taget på dametoilettet under Tivolis koncertsal (nej, ikke noget fy-fy, Ryan står lige uden for kameraets rækkevidde – jeg hev dem begge med derind, for at fremvise nogle pudsige, flade håndvaske)
Fremfor at indrømme, at billedet er temmeligt-væmmeligt mislykket, har jeg bestemt, at det derimod er ‘kunst’. Sådan lidt ‘art nouveau’ eller noget Voilà, “Johnny Deb” eller “Ægtepar i Omfavnelse Belures af Mand med Ørenring”

Udover at gå i Tivoli har vi andre aktiviteter i familien: Vi går på Bellahøj kræmmermarked og besøger tivoliet dér!
Ryan, stadig med Tivoli i frisk erindring, var stadig god til at holde hænderne højt over hovedet op råbe “weee!” Ikke mindst er han en vaskeægte trucker. En sådan kender selvfølgelig betydningen af korrekt indstillede sidespejle!

Når først vi har prøvet alle de tivoli, der er i umiddelbar nærhed af os, så begynder vi at besætte legepladserr, når de uden for åbningstid ikke længere er bemandede. Oftest er sådanne nemlig indhegnede og dermed kan vores hund få lov at løbe frit. Det lykkedes mig at fotografere den i et yderst sjældent roligt øjeblik. Vores hund er nemlig opdraget i vaskeægte militærånd: “Al gang foregår i løb!” Sådan opfører den sig i hvert fald når vi bevæger os udendørs. Ganske snart kommer vores sommerslæde dog hjem, så kommer der andre boller på suppen!

Til slut et billede af en ganske anden hund, en rygende en af slagsen. Vores er endnu en stor hvalp og dermed for ung til at ryge, medmindre den gør det i smug selvfølgelig.
Jeg er ikke så kvik, så jeg spurgte naturligvis indehaveren af butikken, og dermed skiltet, om han tidligere havde været generet af storrygende hunde og derfor forment dem adgang til butikken? Han grinede, men besvarede aldrig mit spørgsmål. Sikke dog en uhøflig ung mand!

Jeg er næsten lige så stor fan af ‘kendte og ukendte sidste ord’, hvor forskellige mennesker får sagt geniale – eller knap så geniale – ting før de dør, mere eller mindre voldsomt.

Jeg havde dog aldrig troet, at jeg selv skulle blive en ’pinlig-død’ kandidat, og det lykkedes da heller ikke, men det var tæt på!

I sidste uge var jeg ude at lufte min hund. Ved en parkeringsplads satte den sig for at gøre, hvad sådan nogle hunde nu en gang gør. Der er en bil der kører op langs rækken af parkede biler, men der var god plads, så antog ikke, at han ville parkere netop der hvor hunden og jeg befandt os. Jeg trækker derfor plastikposen nedover hånden og bukker mig ned for at samle skidtet op – men den fordømte bil kører lige imod os. Det på trods af, at der var to ledige pladser til venstre for os, og tre ledige til højre for, for ikke at tale om resten af de tomme pladser ned langs rækken.

Jeg rejser mig op og vifter med et stk pose-behandsket hånd og bilen standsede. Jeg fik fjernet hundens efterladenskaber og ville tøffe hjemad med mit bytte under armen, men når kun lige at få lukket posen før bilen starter igen. Vi var nær ved at blive ramt og jeg overvejede kraftigt at kyle pose med indhold hårdt på bilens bagrude!

Havde været en eftertragtet og mindeværdig død, om jeg var blevet kørt over med hånden nede i en lort…

Billede venligst lånt fra Hundelort.com, der frit giver grafikken til download som en del af deres anti-hundelort kampagne.