Min 3-årige søn og faderdyret var ude på badeværelset tidligere i dag. Det bemærkede jeg egentlig ikke, for det er de tit. Oftest er det dog ensbetydende med oprydning efter vandkamp og dets lige, men ikke i dag:

- MOAR!

Jaeh…

- MOAR! KOM!

To sekunder…

- MOR! KOM NUUU!

Hvad er der basse?

Her daffede jeg ud på badeværelset, for at se hvad der skete og blev mødt af en mand der prøvede at holde et fnis tilbage og vores lille dreng, der sad på toilettet med et desperat ansigtsudtryk.

- Den sidder fast!

Hvad sidder fast?

- Op numsen!

Hvad sidder fast oppe i numsen?

- Puuuh! Den vil ik kom ud!

Og her overtog faderdyret samtalen, for jeg var ved at tilte om på gulvet af grin uden at kunne hjælpe min stakkels dreng med problemet.

Andre dage diskuterer vi, hvorvidt far kan aflevere sønnens næse tilbage efter at have spist den eller ej, om min kødtang er en farlig haj der æder mor og far eller om ‘fiserlader’ (fis og ballede) kommer ind gennem navlen eller munden. Seneste eksempel på interessant samtale var, udover den ovenfor refererede, i går, hvor lillemanden beklagede sig kraftigt over, at jeg tog hans ‘av’.
Man skal høre meget før ørerne falder af. Efter jeg er blevet mor, er jeg ved at være godt på vej til dét…

Lørdag formiddag var jeg til prøveeksamen i skriftlig fransk. Da jeg gik i gymnasiet, kendte jeg det fænomen som en ‘terminsprøve’, men jeg er åbenbart allerede blevet overhalet indenom af udviklingen og mit ordforråd er derved efterladt håbløst umoderne. Jeg tror, meget mod min forventning inden, at det er gået godt. Jeg hev efterfølgende en tjeneste ud af ærmet på min ældste lillesøster og hun bekræftede, at det var gået ovenikøbet rigtig godt. Nu får vi se om mine forhåbninger er rigtige, ikke mindst hvor god en censor min søster er. Jeg håber hun har ret, for så vil jeg ikke længere bruge kræfter på at få mavesår over det fordømte franskkursus.

I ugen op til skriblerierne på fransk, har herren i huset knoklet med at få vores altan til at se nogenlunde anstændig ud. Foreskrevet af varmemesteren blev altanen sidste efterår malet skrigende orange. Gyselig farve, men det var bedre end den lyserøde der var på væggene da vi flyttede ind i foråret ‘08. Til gengæld blev vi aldrig færdige med at male skrigende orange. Da vi havde malet første gang blev det ved at regne. Da dét holdt op, satte frosten ind og vi udsatte projektet til foråret. Nu er varmemesteren på ferie og halvdelen af altanerne herude er alligevel hvide, så vi gjorde oprør, købte hvid maling og herren gav så altanen en ordentligt overhaling. Lørdag, da jeg kom hjem fra fransk, var han færdig. Vi enedes om hvilken gulvbeklædning der skulle på og efter lidt overtalelse af manden tog vi i Silvan med plan om at hente terassebrædder og mærkelige skruer med runde, flade hoveder. Forinden havde jeg forevist billeder af nogle træfliser, men vi var begge rørende enige om, at dem skulle vi under ingen omstændigheder have! Vi skulle have de terassebrædder vi havde bestemt os for flere uger i forvejen, intet mere, intet mindre!

Da vi kom ud i byggebiksen var brædderne dog ikke i den længde vi havde forestillet os og vi blev tvunget til at træffe et par valg. Ved nærmere eftersyn var ‘de alt for dyre og grimme træfliser’ faktisk hverken grimme eller specielt dyre. Til gengæld skulle vi begge lægge hovederne i blød for at regne ud, hvor mange kasser vi skulle bruge og det lykkedes da også til sidst. Vi brugte en pind og noget sand på gulvet i havecenteret til at notere vores mellemregninger i mangel af bedre. Jeg gav endda en forbipasserende et fur da han sparkede min matematik i stykker ved et uheld (håber jeg det var). Det endte med, at vi slæbte afsted med 5 pakker træfliser til alt for mange penge, det blev dog ikke meget dyrere end den først tænkte løsning, ikke mindst blev der sparet mindst en 6-8 timers arbejde.

Efter en kort pause hjemme, gik vi i gang med at lægge fliserne og efterhånden som de blev lagt, blev vi mere og mere glade for dem. Det ser jo endog rigtig godt ud! Lørdag aften var vi færdige. Trætte, stolte, selvtilfredse og ikke mindst glade nød vi alle 3 solnedgangen på vores nye, flotte altan. Den er endnu lidt ‘nøgen’, men min stuebirk er røget derud for at live lidt op og jeg nåede allerede samme aften at klunse to store, men grimme, skumpuder der skal ombetrækkes. Nu mangler blot nogle flotte krukker og endnu flottere planter. Synd og skam der fra boligselskabets side er forbud mod at grille på altanen.

Undervejs i hyggen og knokleriet skulle vi dog spise aftensmad. Jeg havde efter fransk hjembragt “chips-fritter” til glæde for vores søn, som han havde gået og småspist af hele dagen – Der kan dårligt findes bedre end dén kombination i hans verden: Chips der er formet som, og smager af, pommes frites (m. tomat-hejs på). Da husfaderen er færdig med aftensmaden (jeg lægger gulv) og jeg vil kalde den lille ud i køkkenet for at spise, opdager jeg, at han er ved at stoppe min ene sko ned i sin taske. Jeg må indrømme, at jeg var halvirriteret, for han havde også sprinklet vores stuegulv med chips. Da jeg vil tage skoen bryder jeg dog ud i krampelatter, for det viser sig, at han har fyldt den med chips og sko med chips skulle så ned i tasken… Vores søn er en meget, meget mærkelig fyr! – Det skyldes faderens gener, naturligvis.

Billeduploaderen driller mig, så billeddokumentation må vente til IT-geniet har været i sving. 

Jeg fik sørme selv fikset det! Til gengæld måtte geniet hjælpe mig med at opdatere selve bloggen – ikke på vilkår om jeg ville slette alle filerne, som den mente at jeg skulle!