Kilmainham Gaol har stor betydning i den nyere irske historie og nationale bevidsthed. Under hungersnøden i midten af 1800-tallet var fængslet ligefrem en eftertragtet ‘ferie-resort’ for det sultende folk. Kanske der var koldt og maden var knap, men det stod bedre til inden for murerne end udenfor og fængslet blev derfor overfyldt med småforbrydere.

Senere blev fængslet brugt af de britiske besættelsestyrker til at holde bl.a. lederne af Påskeoprøret i 1916 fangne, inden deres henrettelse.

En af lederne af oprøret, James Connolly, var så hårdt såret, at han måtte bindes til en stol for at kunne være nogenlunde oprejst, så henrettelsespeletonen ikke skulle skyde en liggende mand. Oprøret havde indtil da ikke vundet større opbakning i den øvrige befolkning, men den ydmygende henrettelse af en hårdt såret mand, ledte til efterfølgende oprør mod det britiske styre i Irland. Det blev til åben kamp i de efterfølgende år, for til sidst at lede til briternes tilbagetrækning fra det sydlige Irland efter traktat om Irlands deling i 1921, og efterfølgende borgerkrig mellem pro- og anti-traktattilhængere.

Vores lille søn havde ikke megen føling med det drama der havde udspillet sig i fængselsgården. Han legede sorgløst foran markeringen af det sted, hvor Connolly var blevet skudt.

Besøget i Kilmainham var det seriøse indslag i vores fornøjelses-tur rundt i Dublin. I et par timer var fjolletheder og jokes sat på standby for at lytte til guiden (vi måtte ikke bevæge os rundt uledsaget). Vi kendte de historiske facts i forvejen, men det var en dramatisk oplevelse af bevæge sig rundt i fængslet under samtidig kyndig indføring i stedets historie.

Stedet er heldigvis blevet brugt til meget og andet end regulært fængsel, ly for sultende og henrettelsesplads for senere martyrer.

i 1993 blev ‘I Faderens Navn’ indspillet med fængslet som kulisse. Endnu en dramatisk fortælling med en dramatisk scene. Kilmainham Gaol er i det hele taget en populær filmkulisse idet den klassiske viktorianske opbygning af vestfløjen er at finde i mangen et britisk fængsel. Foruden filmatiseringen af ‘The Guildford Fours’ beretning, har der blandt mange film været optagelser til ‘Michael Collins’, ‘The Italian Job’ og ‘The Wind That Shakes the Barley’ i vestfløjen i Kilmainham Gaol. Måske i virkeligheden en af de mest kendte fængsler i verdenen, uden at filmenes publikum nødvendigvis kender dets egen, mindst lige så interessante, fortælling.

Dublin blev udsat for vores hærgen i 10 dage. Vi nåede bl.a. omkring The Old Jameson Distillery, der var placeret lige bag vores hotel. Den bedre halvdel havde proklameret inden feriens start, at det var dér han havde tænkt sig at tilbringe det meste af sin tid.

Efter grundige fælles overvejelser om, hvordan vi fik skilt os tilstrækkeligt ud fra de andre besøgende, således der ville blive lagt mærke til os, lykkedes det. Herren var derfor heldig nok til at blive udvalgt som whiskeysmager og fik diplom på sin kunnen. På guidens opfordring, er det certifikat nu tilføjet CV’et.

Da vi allerede var godt i gang med at udforske den sprittede del af Dublin, fortsatte vi til Guinness Storehouse. Det kan ikke anbefales! Som vi holdt os langt fra fra turistfælden ‘Temple Bar’ (pubben), burde vi have gjort det med Guinness Storehouse, af samme årsag. Kedeligt, ‘turistet’ og dyrt ift. andre attraktioner. Yngstemanden var dog glad, da han hurtigt fandt sig et vandfald.

Mest populær blandt drengene var dog barmfagre Molly aka. ‘The Tart with the Cart’. Sådan helt generelt betragtet er alt med bryster vist meget populært hos de to. Den mindste præsenterer uden tøven sin familie på følgende måde: “Mor, babber, far” – gerne mens der peges rundt. Jeg har hørt om den med eget postnummer til store bryster, men at de ligefrem får eget liv og personlighed på et stadie så præsentation er nødvendig?

Jeg har lært meget af mit barn, bl.a. har jeg haft rig lejlighed til at opleve hvordan det føles at være flov.

Vi var ligeledes en tur forbi Dublinia, og dermed også forbi Christchurch, som jeg dog nægtede at sætte mine ben i. ‘The GPO’, Killmainham Gaol (mere om dét en anden gang) fik også besøg og selvfølgelig skulle vi prøve det dublinske svar på en kanalrundfart; River Liffey Cruises. Det indbragte godt med sladder om The U2 Tower, Colin Farrell i underbukser på terrassen til sin penthouse og ikke mindst adskillige eder og forbandelser over ‘The Stiletto in the Ghetto’.

   Trinity nåede jeg at forelske mig hovedkuls i, da vi tog en kigger på ‘The Book of Kells’ og jeg ved nu med sikkerhed hvorfor, jeg ikke bryder mig om Panum: Den bygning ejer ikke eet gram æstetik sammenlignet med f.eks. fakulteterne på Trinity! Hvis jeg frit kunne vælge universitet uden tanke på økonomi, praktiske forhold omkring familie og uddannelsens indhold, så ville jeg vælge Trinity til hver en tid!

   Foruden de allerede nævnte, samt Four Courts og Dublin Castle, fandt vi vej til Dublin Zoo. Ikke om jeg ville gå glip af chancen for at se en jaguar!

Den drabelige edderkop holdt sig pænt i sit terrarie, hvorimod den uskyldigt udseende and åbenbart ikke brød sig om at blive fotograferet. Efter at have snuppet ovenstående foto, sprang krybet op af vandet og spankulerede rundt om os, lige indtil vi forlod zoo. Et øjeblik blev vi bekymrede for, om den mon ville fortsætte forfølgelsen ud af zoo, for den fulgte os helt hen til tælleapparaterne…

Jaguaren gemte sig i sit bur, heldigvis med et stort vindue. Tigerne var en sand fornøjelse at betragte. De gav jævnligt show for publikum, eftersom de gentagne gange sprang op af glasruderne.

Dublin Zoo bød, blandt meget andet, ligeledes på bondegårdsdyr og fritgående påfugle, fuldstændig som i Københavns Zoo. Desværre for den yngste, var der dog ingen decideret børnezoo med ‘klappedyr’.

Alt i alt, en fantastisk dejlig ferie! Jeg kan slet ikke vente med at komme tilbage til irland. Vi kigger efter lejligheder, men det er desværre først realistisk med et flyt, når uddannelse er et overstået kapitel.

Hvorfor i alverden bruge adskillige millioner på at bygge et spir for at fejre årtusindeskiftet, når opførelsen af spiret blev så alvorligt forsinket pga. bureaukratisk fnidder, at det først blev færdigt i 2003?

‘The Monument of Light’ er ikke videre kønt, det var ikke billigt at opføre og det er dybt til grin blandt de mennesker, det deler byen med (samt de fleste af os besøgende).

Af let forståelige årsager er ‘The Spire of Dublin’ kendt som ‘The Stiletto in the Ghetto’ blandt byens indbyggere.
Jeg synes bedst om sidstnævnte navn, så giver spiret i det mindste anledning til et smil, hvad monumentet i sig selv ikke engang kan præstere. Verdens højeste skulptur eller ej, så forstår jeg udmærket skuffelsen.

Måske spiret er Dublins pendant til HT-bygningen på Rådhuspladsen, vores folkekære øjenbæ?