Kloge hoveder ville måske opfordre til, at jeg i stedet brugte mere tid på mand og barn eller, og det er ikke helt uforståeligt, på oprydning og rengøring i mit hjem. Det sidste er ikke specielt underholdende og standarden er da ikke helt elendig… Kan det være en hobby at hygge med familien? Måske, men det har min mand ikke tid til.

Jeg kunne velsagtens også læse mere, men jeg har aldrig været en stræbsom studerende og har foreløbig ingen planer om at blive det. Men hvad så?

Jeg har ikke tænkt mig at lære at strikke, hækle, scrapbooke eller lignende håndgerningssysler. At begrave snuden i bøger er heller ikke ligefrem en hobby, det gør jeg jo i forvejen. Jeg hader at løbe og har ingen interesse i heste eller svømning for den sags skyld. Min SU-handikappede økonomi rækker heller ikke til at påbegynde en karriere som opdagelsesrejsende.

Før vi blev beriget med et barn i husstanden rykkede jeg rundt på møblerne en gang i kvartalet – alletiders tidsfordriv og kedsomhedsstopper, men herren har sat foden ned og krævet, at det hørte op. For en gangs skyld makkede jeg ret, men det kribler alligevel lidt i fingrene når jeg kigger på vores stue…

Hvad skal jeg dog tage mig til? Jeg har ikke oceaner af tid til rådighed, men alligevel tilstrækkeligt til, at jeg keder mig gevaldigt og bruger energi på højst ligegyldige ting.

Hjælp!

Husbonden bruger primært det forhadte ’skat’ når han vil i kontakt med mig. Ex’en kaldte mig af uransagelige årsager ’Smiley’, det blev ombyttet til ’Koney’ da jeg blev gift med den nuværende. De fleste af mine kolleger kalder mig De-BRA, en dansklærer i gymnasiet valgte at udtale mit navn som De-BO-rah “nu vi lizzom var i Danmark” (Han hed Johnny og som protest udtalte jeg derefter konsekvent hans navn med blødt J). Flere steder på nettet huserer jeg som ’Cookiepusher’ og i blogland som ’Propagandina’.

Min øjenlæges sekretær kalder mig konsekvent Lena, uanset hvor mange gange jeg påpeger, at det er mit mellemnavn/andet fornavn. Her er jeg så endda kontrær og efterligner ivrigt Mrs. Bucket fra ’Fint skal det være’. Jeg hedder [Lina], ikke det svenske [Lena]. Men, det er nu en gang ikke mit fornavn, uanset hvilken udtale lægesekretæren skulle vælge at benytte sig af.

I folkeskolen kaldte de mig ’Sputnik’. Det viste sig, at det blev min far også kaldt som barn og min ældste lillesøster fik også æren af at dele navn med en lille, rund pigbeklædt satellit, da hun startede i gymnasiet.

To af min mands kammerater kunne aldrig huske mit navn og døbte mig i stedet ’Martha’, en kort overgang blev jeg endda beæret med ’Berta’ af uransagelige årsager.

Som barn kaldte min mor mig ’Tutsi’, jeg ved ikke helt hvorfor, men det er da sødt. Til gengæld ved jeg, at hun på et tidspunkt overvejede at give mig et nyt navn: Ninja. Tak fordi du ikke gik videre med den tanke mor!

Min søn tror ikke på, at jeg har mit eget navn, forskelligt fra ’Mor’. I gymnasiet var jeg kendt som ’OD-pigen’ (Operation Dagsværk), ’pigen med det røde halstørklæde’ (i mangel af blå cykel), ’hende den forkølede’ eller ’hende den trætte’ – enkelte gange har jeg hørt de sidste to kombineret.

Folk der bryder sig knapt så meget om mig, er dog dem der har præsteret det største udvalg af øgenavne. Her spænder repertoiret fra alt mellem ’møgkælling’ til ’fenian bitch’.  Alle de mellemliggende navne bør nok udelades af hensyn til mine læseres muligt sarte øjne.

Skal man endelig kalde mig noget, så ville jeg blive glad, om folk ville bruge mit, MIT, navn eller til nød de kæle-/øgenavne der er afledt af dét navn, der rent faktisk står i mit pas: ‘Lena’ er forbeholdt familien, ’Debbie’ som jeg kun tolerere at få udvalgte bruger, ’Debs’ som er afskyeligt hvis s’et trækkes bare en smule for langt og så er der ’Deb’, som er mit eget foretrukne diminutiv. Kort og alle kan udtale det – selv jeg, også under indflydelse af en god brandert

Men, jeg hedder Deborah…

They call me Hell
They call me Stacey
They call me her
They call me Jane
That’s not my name…

The Ting Tings – That’s Not My Name

I dag (burde) samtlige håbefulde ansøgere til de videregående uddannelse i Danmark modtage brev fra KOT om, hvorvidt de nu er blevet budt velkommen på drømmestudiet eller ej. Jeg skiftede fra medicin og håber nu i stedet fremover at være optaget på retorik på KU. Men, ak og ve, endnu er der ikke kommet post. Klokken er også kun 14:30… Fordømte Post Danmark!

Heldigvis lavede DR en lille fejl i nat kort efter midnat, så årets adgangskvotienter kunnes ses allerede før Den Koordinerede Tilmelding (KOT) havde offentliggjort dem. Tak DR! Mit snit er i orden, jeg er sikker på at komme ind, men jeg mangler brevet der giver mig absolut vished, tænk nu hvis der var sket en fejl, de ikke bryder sig om min parfume eller lignende? Suk!

Jeg skal vist arbejde lidt med min tålmodighed og mangel på samme, det her er hårdt!

_______________________________________________________________________

Efter at jeg havde været godt muggen i over et døgn pga. Post Danmarks svigt, fandt min kvikke husbond på, at jeg da kunne prøve at logge ind på Københavns Uni’s intranet ved brug af min adgang fra tiden på medicinstudiet og se om der dér skulle være et eller andet - og sørme om skidtet ikke med det samme spurgte mig, om jeg ville bekræfte min studieplads?! Jotak!

Nu er både min mand og jeg på vej til vores nye studier og hvor jeg dog glæder mig!

To timer i kø foran Merlin i Frederiksberg Centeret og den efterfølgende belønning for at have udholdt venten, masen og trusler var ømme fødder, øm skulder og arm, samt et par elektronikdimser der absolut ikke var dem jeg havde håbet at kunne købe til betalingstandsnings-priser.