I dag (burde) samtlige håbefulde ansøgere til de videregående uddannelse i Danmark modtage brev fra KOT om, hvorvidt de nu er blevet budt velkommen på drømmestudiet eller ej. Jeg skiftede fra medicin og håber nu i stedet fremover at være optaget på retorik på KU. Men, ak og ve, endnu er der ikke kommet post. Klokken er også kun 14:30… Fordømte Post Danmark!

Heldigvis lavede DR en lille fejl i nat kort efter midnat, så årets adgangskvotienter kunnes ses allerede før Den Koordinerede Tilmelding (KOT) havde offentliggjort dem. Tak DR! Mit snit er i orden, jeg er sikker på at komme ind, men jeg mangler brevet der giver mig absolut vished, tænk nu hvis der var sket en fejl, de ikke bryder sig om min parfume eller lignende? Suk!

Jeg skal vist arbejde lidt med min tålmodighed og mangel på samme, det her er hårdt!

_______________________________________________________________________

Efter at jeg havde været godt muggen i over et døgn pga. Post Danmarks svigt, fandt min kvikke husbond på, at jeg da kunne prøve at logge ind på Københavns Uni’s intranet ved brug af min adgang fra tiden på medicinstudiet og se om der dér skulle være et eller andet - og sørme om skidtet ikke med det samme spurgte mig, om jeg ville bekræfte min studieplads?! Jotak!

Nu er både min mand og jeg på vej til vores nye studier og hvor jeg dog glæder mig!

• Drik vand, masser af vand. Nyd vandet og komplimenter det gerne.
• - Bed om en tissepause.
• Få et hosteanfald.
• - Kan følges op at et ildebefindende. Troværdigheden øges med en brusetablet under tungen.
• Bliv hæs. Når man er hæs, taler man langsomt og utydeligt og vil oftest blive bedt om at gentage det sagte.
• - Når man er hæs bør man drikke meget vand.
• Glem eksamensmateriale i forberedelseslokalet.
• Nys og bed om en serviet, mens du holder dig for snudeskaftet – det skal nok få lærer/censor til at lede efter en, alt imens eksamen er på standby.
• Drik AL vandet og bed om mere.
• Insistér på at synge alle svar med begrundelsen at du stammer OG er nervøs.
• Tab alle dine papirer
• Akut høretab… Bed om at få alt gentaget mindst et par gange.
• Mal overskæg og briller på dig selv med en sprittusch. Et yndigt fallossymbol i panden er heller ikke af vejen. Er du heldig vil underviser og censor være så forbavsede og vantro, at de kigger mere på dig, fremfor at høre efter hvad du siger.
• Få vand galt i halsen.
• Spørg læreren, om ikke eksamensteksten var en af de første der blev gennemgået i klassen? (Og lad så ham/hende diskutere med censor)
   - evt. mere diskret: “…som vi blev enige om, da vi gennemgik den i klassen…”
• Er underviser mor eller nybagt far, kan rande under øjnene og babygylp på jakken hjælpe på eksamensresultatet (afprøvet med succes)
• Vælt kanden med vand – gerne ud over din undervisers papirer (afprøvet med knap så stor succes)
• En dyr, men effektiv løsning: Hyr en advokat og rådfør dig med ham før du svarer på spørgsmål. Hvis lærer og censor beklager sig, kan han ligeså godt gøre nytte nu han alligevel er der og sagsøge dem.

- Er der nogle der har regnet ud, at jeg skal til eksamen om en små 7 timers tid og langtfra er den mest velbevandrede i faget?

Jeg har afsluttet engelskkurset med et par eksaminer, ikke mindst er halvdelen af franskkurset nu overstået eftersom dagen for den skriftlige eksamen er overstået. Jeg nåede at komme for sent (vi skulle møde et kvarter før eksamensstart), men heldigvis ikke senere end at jeg akkurat nåede at dukke op lige inden eksamen begyndte og derfor fik lov at deltage. Jeg håber, at den uheldige start er det eneste uheldige jeg når at opleve i forbindelse med franskeksamenen. Svar på prøven den 22. juni – samme dag som jeg skal trække emne til den mundtlige eksamen, som jeg så skal eksamineres i dagen efter.

Jeg har ikke fået lavet nogle pyntede kager, til gengæld fik jeg en enkelt eftermiddag lavet en kæmpe stak amerikanske pandekager, inkl. en lidt mindre stak af blåbærslagsen til mig. Jeg undrer mig over, at jeg ikke bryder mig om blåbær i ‘original form’, ikke engang marmelade-versionen, men alt hvad der kan stoppes blåbær i, fra saft over muffins til pandekager, de er nærmest pr. automatik på min favoritliste.

Intet nyt på kagefronten, til gengæld har jeg fundet ud af, at min søn er en ‘daredevil’ i en sådan grad, at jeg tror han ender med at udkonkurrere begge sine forældre!

I fortsat protest over priserne på entré til Zoo, tog vi Tivoli under parolen, at skulle der spenderes på en hygge-dag med barnet, kunne vi lige så godt gøre det ordentligt! Til en start lod vi kun den lille mand prøve børneforlystelserne, men da vi alle tre var udstyrede med turpas gik der pudsigt nok ikke længe, før både mor og far havde lyst at prøve andet. Lille Ryan er ganske fascineret af tog, køretøjer i det hele taget, men han opdagede ganske hurtigt, at Tivoli har op til flere rutschebaner = tog i hans verden. Vi fandt en lille rutschebane, som vi lod ham prøve. Det var en kæmpe succes! Så gik turen til Odinekspressen tror jeg den hedder, den mellemstore rutschebane midt i Tivoli. Selv dén kunne vores lille 3-årige ikke få nok af. Efter første tur – vi endte med i alt 5-6 ture – sad han med hænderne over hovedet og råbte “weeee”. Både faderen og jeg spekulerede på, om han mon var ‘moden’ til den gamle rutschebane, men var usikre. Vi tog dog chancen og sørme om ikke knægten også var glad for den! Allerede på første tur mente han ikke det var nødvendigt at klamre sig fast, som størstedelen af toget eller gjorde det – Ryan sad med hænderne over hovedet og råbte “mer!” når turen endte, alt for tidligt. Desværre er der højdekrav til den nye rutschebane med loopet, ellers havde han også fået en tur i dén!

Til gengæld må moderdyret indrømme, at hun er frygteligt bange for højder og derved at frygteligt angst for f.eks. pariserhjul. Inspireret af sønnens mod, turde jeg dog det lille børne-pariserhjul. Da jeg ikke vil stå tilbage for en 3-årig tog jeg mig sammen og endte såmænd også det store pariserhjul. Jeg var vist lidt bleg i ansigtet undervejs, men jeg gjorde det! Mand og søn syntes dog at nyde turen.

- og selvom man er sej, så er det nu bedst at køre i veteranbiler sammen med en forælder…

Det var praktisk talt umuligt at få taget billeder af den modige dreng i rutschebanerne, hvis jeg samtig ville undgå at risikere at miste kameraet, aka. mobilen. Til gengæld fik jeg snuppet et par stykker af vidunderet i de mere rolige forlystelser. Først som pilot, senere som kaptajn.

Udover interessen for forskellige motoriserede ting,  måske snarere alt der kan lave maskinlyde, det være sig biler, motorcykler, knallerter, tog, flyvemaskiner, både, så har Ryan én anden altoverskyggende interesse, grænsende til fascination: Fisk! Følgelig måtte vi en tur i Tivolis akvarium. Til vores nærige forargelse opdagede vi, at man nu skal betale 20,- kr/hoved, for at komme ind at kigge på fiskene, tidligere har turpasset været tilstrækkeligt. Heldigvis var vi i besiddelse af ‘Tivoli All Inclusive’-billetter og dermed var entreen til akvariet også betalt – endda med god rabat. Vi kom derfor ind at kigge på fiskene, til Ryans store glæde, for de har HAJER! Det lykkedes ham også at charme og overtale forældrene til at købe to små tøjdyr; hhv. en ‘Nemo’ og en haj.  Fiskene var desværre lidt for hurtige til mit sløve kamera, ikke mindst var genskæret fra akvarieglasset ikke min bedste ven, men det lykkedes da at få et par billeder.

 Apropos kamera- og billedeproblematikker: Der findes kun meget få billeder af undertegnede i familiens fotoalbum, af den simple grund at jeg oftest er kameraføreren, og endnu færre er forældreparret. Undervejs på Tivoli-turen besluttede jeg mig derfor for, at der skulle gøres noget ved det faktum. Det blev til følgende pudsige billede taget på dametoilettet under Tivolis koncertsal (nej, ikke noget fy-fy, Ryan står lige uden for kameraets rækkevidde – jeg hev dem begge med derind, for at fremvise nogle pudsige, flade håndvaske)
Fremfor at indrømme, at billedet er temmeligt-væmmeligt mislykket, har jeg bestemt, at det derimod er ‘kunst’. Sådan lidt ‘art nouveau’ eller noget Voilà, “Johnny Deb” eller “Ægtepar i Omfavnelse Belures af Mand med Ørenring”

Udover at gå i Tivoli har vi andre aktiviteter i familien: Vi går på Bellahøj kræmmermarked og besøger tivoliet dér!
Ryan, stadig med Tivoli i frisk erindring, var stadig god til at holde hænderne højt over hovedet op råbe “weee!” Ikke mindst er han en vaskeægte trucker. En sådan kender selvfølgelig betydningen af korrekt indstillede sidespejle!

Når først vi har prøvet alle de tivoli, der er i umiddelbar nærhed af os, så begynder vi at besætte legepladserr, når de uden for åbningstid ikke længere er bemandede. Oftest er sådanne nemlig indhegnede og dermed kan vores hund få lov at løbe frit. Det lykkedes mig at fotografere den i et yderst sjældent roligt øjeblik. Vores hund er nemlig opdraget i vaskeægte militærånd: “Al gang foregår i løb!” Sådan opfører den sig i hvert fald når vi bevæger os udendørs. Ganske snart kommer vores sommerslæde dog hjem, så kommer der andre boller på suppen!

Til slut et billede af en ganske anden hund, en rygende en af slagsen. Vores er endnu en stor hvalp og dermed for ung til at ryge, medmindre den gør det i smug selvfølgelig.
Jeg er ikke så kvik, så jeg spurgte naturligvis indehaveren af butikken, og dermed skiltet, om han tidligere havde været generet af storrygende hunde og derfor forment dem adgang til butikken? Han grinede, men besvarede aldrig mit spørgsmål. Sikke dog en uhøflig ung mand!

Sagen om den uhyrlige elregning er også blevet afgjort. Jeg ved ikke hvordan det blev løst, men jeg er godt tilfreds med resultatet alligevel. Fra at skylde knap 38.000,- i merforbrug er vi nu faldet til kun at skylde 1400,- Den accepterer vi!

Det er også blevet til et par kager mere undervejs. Jeg prøvede at fedte for mit franskhold til afslutningen på samme, måske primært min fransklærer. Ikke mindst skulle der laves kage til arbejdsdagen i vores boligafdeling. Det resulterede i disse to

Jeg er udmærket klar over, at Eiffeltårnet muligvis er det største fallossymbol der findes, ikke mindst at min chokoladegenskabelse af samme ikke gør det faktum mindre. Helt heldigt blev det ikke, men undervejs nåede jeg også at smadre en sprøjtepose. Resultatet ovenfor er lavet med en frysepose.

Selvom jeg endnu er ganske ‘jomfruelig’ udi de pyntede kager, ville jeg gerne prøve noget nyt. Det blev så til pyntede muffins aka. cupcakes. Mine klassekammerater på engelskholdet blev de udvalgte smagsdommere til afslutningen på dét kursus. De var jubellykkelige, men jeg syntes nu kagernes udseende var bedre end deres smag, desværre. Jeg nåede at slås godt og grundigt med min ovn undervejs og vil gerne have den udskiftet. Det bliver dog nok ikke lige foreløbig – vi bor til leje. Men 72 stykker blev det til og de blev slæbt med til Virum, hvor afslutningen blev holdt. Dét krævede opfindsomhed! Til herrens morskab brugte jeg mindst et par evigheder aftenen før, på at kreere en stor papkasse med afstandsstykker á la vinkasse-inddelings-dimserne. Det lykkedes og jeg slæbte afsted med en kæmpe kasse med cupcakes i 3 lag – og knokleriet med kassen gav pote for ikke én eneste af dem havde fået tæsk på turen. Jeg fik dog også god hjælp af først herren der eskorterede sønnen og jeg til Nørreport, og senere af de af mine klassekammerater vi fulgtes med i toget.

Lørdag formiddag var jeg til prøveeksamen i skriftlig fransk. Da jeg gik i gymnasiet, kendte jeg det fænomen som en ‘terminsprøve’, men jeg er åbenbart allerede blevet overhalet indenom af udviklingen og mit ordforråd er derved efterladt håbløst umoderne. Jeg tror, meget mod min forventning inden, at det er gået godt. Jeg hev efterfølgende en tjeneste ud af ærmet på min ældste lillesøster og hun bekræftede, at det var gået ovenikøbet rigtig godt. Nu får vi se om mine forhåbninger er rigtige, ikke mindst hvor god en censor min søster er. Jeg håber hun har ret, for så vil jeg ikke længere bruge kræfter på at få mavesår over det fordømte franskkursus.

I ugen op til skriblerierne på fransk, har herren i huset knoklet med at få vores altan til at se nogenlunde anstændig ud. Foreskrevet af varmemesteren blev altanen sidste efterår malet skrigende orange. Gyselig farve, men det var bedre end den lyserøde der var på væggene da vi flyttede ind i foråret ‘08. Til gengæld blev vi aldrig færdige med at male skrigende orange. Da vi havde malet første gang blev det ved at regne. Da dét holdt op, satte frosten ind og vi udsatte projektet til foråret. Nu er varmemesteren på ferie og halvdelen af altanerne herude er alligevel hvide, så vi gjorde oprør, købte hvid maling og herren gav så altanen en ordentligt overhaling. Lørdag, da jeg kom hjem fra fransk, var han færdig. Vi enedes om hvilken gulvbeklædning der skulle på og efter lidt overtalelse af manden tog vi i Silvan med plan om at hente terassebrædder og mærkelige skruer med runde, flade hoveder. Forinden havde jeg forevist billeder af nogle træfliser, men vi var begge rørende enige om, at dem skulle vi under ingen omstændigheder have! Vi skulle have de terassebrædder vi havde bestemt os for flere uger i forvejen, intet mere, intet mindre!

Da vi kom ud i byggebiksen var brædderne dog ikke i den længde vi havde forestillet os og vi blev tvunget til at træffe et par valg. Ved nærmere eftersyn var ‘de alt for dyre og grimme træfliser’ faktisk hverken grimme eller specielt dyre. Til gengæld skulle vi begge lægge hovederne i blød for at regne ud, hvor mange kasser vi skulle bruge og det lykkedes da også til sidst. Vi brugte en pind og noget sand på gulvet i havecenteret til at notere vores mellemregninger i mangel af bedre. Jeg gav endda en forbipasserende et fur da han sparkede min matematik i stykker ved et uheld (håber jeg det var). Det endte med, at vi slæbte afsted med 5 pakker træfliser til alt for mange penge, det blev dog ikke meget dyrere end den først tænkte løsning, ikke mindst blev der sparet mindst en 6-8 timers arbejde.

Efter en kort pause hjemme, gik vi i gang med at lægge fliserne og efterhånden som de blev lagt, blev vi mere og mere glade for dem. Det ser jo endog rigtig godt ud! Lørdag aften var vi færdige. Trætte, stolte, selvtilfredse og ikke mindst glade nød vi alle 3 solnedgangen på vores nye, flotte altan. Den er endnu lidt ‘nøgen’, men min stuebirk er røget derud for at live lidt op og jeg nåede allerede samme aften at klunse to store, men grimme, skumpuder der skal ombetrækkes. Nu mangler blot nogle flotte krukker og endnu flottere planter. Synd og skam der fra boligselskabets side er forbud mod at grille på altanen.

Undervejs i hyggen og knokleriet skulle vi dog spise aftensmad. Jeg havde efter fransk hjembragt “chips-fritter” til glæde for vores søn, som han havde gået og småspist af hele dagen – Der kan dårligt findes bedre end dén kombination i hans verden: Chips der er formet som, og smager af, pommes frites (m. tomat-hejs på). Da husfaderen er færdig med aftensmaden (jeg lægger gulv) og jeg vil kalde den lille ud i køkkenet for at spise, opdager jeg, at han er ved at stoppe min ene sko ned i sin taske. Jeg må indrømme, at jeg var halvirriteret, for han havde også sprinklet vores stuegulv med chips. Da jeg vil tage skoen bryder jeg dog ud i krampelatter, for det viser sig, at han har fyldt den med chips og sko med chips skulle så ned i tasken… Vores søn er en meget, meget mærkelig fyr! – Det skyldes faderens gener, naturligvis.

Billeduploaderen driller mig, så billeddokumentation må vente til IT-geniet har været i sving. 

Jeg fik sørme selv fikset det! Til gengæld måtte geniet hjælpe mig med at opdatere selve bloggen – ikke på vilkår om jeg ville slette alle filerne, som den mente at jeg skulle!

Jeg startede med at opdage den oversete forbrugsafregning fra boligselskabet. Det var en ubehagelig opdagelse. De mener jeg skylder dem knap 38.000,- Otteogtredivetusind! Jeg greb fluks telefonen og ringede til selskabet og klagede min nød. Kvinden jeg snakkede med var frisk: “Vil du have regningen delt i 7?” – Nok snarere 20 eller 30…  Hun lovede dog at bede firmaet der har forestået regnskabet, om at kigge tallene efter igen. Kan fejlen ikke findes dér, laver de en ny aflæsning, sæt de har aflæst forkert. Virker dét heller ikke, så lovede jeg min friske ‘telefonveninde’ en klage afleveret 3 eksemplarer. Hun mente dog at kravet var 5 håndskrevne kopier som alle skulle afleveres med brevdue, men ville vende tilbage når hun havde talt med Direktøren for Klagesektionen.
Skulle det nu ikke være aflæsningen eller udregningen den er gal med, så sætter jeg min lid til, at de alligevel trækker den uhyrlige regning tilbage, nu jeg kan bevise at vi rent faktisk fik skiftet elmåler sidste sommer, fordi den forrige var defekt.

Efter forskrækkelsen og samtalen hoppede jeg på bussen og tog i skole. Alle var i ‘fredags-fnidder-humør’ og det var yderst smitsomt! Med ét var vi (næsten) alle 12-13 år og og fnisede det bedste vi havde lært, af ingenting. Vores underviser blev grundigt træt af os, måske mest fordi hun selv blev grebet af den fjollede ånd, og foreslog vi tilbragte den sidste time i den dejlige forårssol i Kgs. Have.
Som sagt, så gjort. Halvdelen af klassen, inkl. mine gruppekammerater, valgte dog at forlade os – fremmødet var jo registreret. Men, men: Karma!

Da vores underviser sluttede sig til den tilbageværende halvdel af klassen i Kgs. Have, kunne hun fortælle, at en af inspektorerne havde fået afsløret datoen for mundtlig eksamen, selvom den først, officielt, offentliggøres efter weekenden. Vi, fedterøvene, duksene, kæledæggerne, der var blevet tilbage, havde derfor nu titel af førstevælgere hvad angik eksamendag, -dato og rækkefølge (Vores hold skal eksamineres over to dage). Vi fik hurtigt arrangeret hvem der skulle op hvornår og alle pjækkerne fik tildelt den lidest ønskede dato; dagen efter skriftlig eksamen i samme fag. De var jo ikke til stede og dermed heller ikke i stand til at protestere. Som den überduks jeg er, påtog jeg mig gerne opgaven med at få forfattet eksamensplanen og den er nu færdiggjort, uden de slemme syndere og fredagspjækkere har mulighed for at gøre indsigelse, hvorimod alle andre fik imødekommet deres ønsker. Af indlysende årsager fik jeg lige nøjagtig den placering jeg gerne ville have Pjækkerne blev i øvrigt alle noteret sig en omgang fravær. Hvor er jeg glad for, at jeg ikke fulgte første indskydelse og rent faktisk blev

I Kgs. Have fik jeg i øvrigt bekræftet en af mine fordomme og samtidig drillet en klassekammerat. Pågældende arbejder som model og ligner rent faktisk også en sådan, selv uden krigsmalingen. Hun er meget køn. Jeg overhørte hende fortælle et eller andet om sin hund og spørger nysgerrigt til hvad det er for en slags: En dværgpincher! Jeg brød ud i krampelatter! Hun er vel 1,80 høj, slank, køn, klædt i de helt rigtige modegevandter og hendes fyr er efter hendes egen beskrivelse mere end sportstrænet. Straks fik jeg et billede i hovedet af endnu en Paris Hilton… Det blev ikke bedre da hun nævnte, at hunden rent faktisk har et (simili, håber jeg) diamantarmbånd som halsbånd, ikke mindst at den skulle være aggressiv som død og helvede. Da hun nævnte kæresten fløj mine tanker også hurtigt videre til mindet om en bodybuilder-type jeg så lufte en chihuahua for et par måneder siden og jeg grinede endnu mere. Det var vist ikke hendes plan at blive til grin, men det endte med, at hun havde en halv klasse der sad og skraldgrinede af mine fablerier om hende, hendes hund og hendes kæreste. Hun er en sød pige, jeg burde ikke have drillet, men hun var heldigvis fuldstændigt uforstående overfor hvorfor jeg fandt hendes valg af hund så morsomt og derved prellede det hele formentlig af på hende.

Til eftermiddag og aften fik vi (næsten) færdiggjort arbejdet med at istandsætte væres altan. Der mangler endnu lidt maling og så lægger vi terassebrædder derude. Det bliver så fint, så fint og jeg er så glad for at herren i huset har knoklet løs hele ugen! Til gengæld undrer det mig, at et rækværk der før det blev pillet ned, så der kunne males mv., passede ganske fint sammen, bræt mod bræt, nu overhovedet ikke passer sammen mere. Lidt vold og vi fik sat det sammen, men det kan da ikke have slået sig efter at have været adskilt i mindre end en uge, kan det?

I weekenden bliver der malet færdig og i næste uge bliver der lagt terassebrædder. Hvor jeg dog glæder mig til en god kop the i det sidste aftenlys på min fine, nyrenoverede altan!

Åh ja, jeg skal huske at beklage mig over, at Tullamore Dew har droppet deres gamle TV-spot. Jeg var svært glad for at kigge på en af de mænd der i reklamen sad og drak whiskey på pubben  Det eneste gode ved den halvslave whiskey var den ehm… vældigt intelligente… fyr og nu er han væk, han er i hvert fald ikke med i den nye reklame. Fra nu af har vi kun Jameson her i hytten!

Nu hvor jeg sidder og prøver at udviske min viden om, at jeg i morgen skal til prøveeksamen i skriftlig fransk, smuttede jeg en tur på Facebook for at holde min vampyr i live, ikke mindst for at lure på mine ‘venners’ statusmeddelelser. Fra tid til anden er der nogle ret underholdende af slagsen. Sjovest var dog i dag en reklame for en hypnotisør. Man skal vælge sine ord med omhu før man bruger penge på reklame… Men det kan da godt være der er et par anoretikere eller lign. der vil have hjælp til at undgå vægttab

I dag blev jeg sparket hårdt i bagdelen af karma!

Jeg planlægger til aften dovenskaben hjemmefra og tager den bus, der kører direkte fra min bopæl til min skoles dørtrin. Da jeg ankommer til Nørreport jager chaufføren imidlertid alle ud af bussen, meget til min undren, da netop denne afgang skulle køre videre. Så diplomatisk som muligt henvender jeg mig til chaufføren og spørger om det ikke er netop denne afgang der fortsætter videre? Hun tager igen sin mikronfon, gentager beskeden om, at bussen ikke kører videre og tilføjer (mens hun kigger surt på mig) at hun er 4 min. forsinket!
Så kan jeg lære det. Jeg gik de sølle 6 minutter og ankom heldigvis i tide til undervisningen.

På vej hjem her til aften, på gåben til Nørreport, ser jeg at min bus netop er kørt til sit stoppested. Jeg spurter derfor over Nørreport for at nå den. Første fodgængerfelt passeres for rødt lys i fuldt firspring mens bilerne tuder af mig. Andet lyskryds passeres også for rødt – næsten. Midt i krydset springer en af plastikdimserne til min vidunderlige skuldertaskes rem op, og den lander midt i krydset, med bilerne faretruende tæt på.

Jeg får samlet min nye håndtaske op og får da også spænet over sidste kryds for rødt og når min bus. Men øv! Nu håber jeg, at Tiger har flere af taskerne tilbage, ellers kan mine moderigtige skolekammerat nemt (fejl)tolke som om, at jeg har indset, at jeg har dårlig smag. Det er jo ikke hensigten.

Hvis jeg lærte af mine fejl, ville jeg nu proklamere, at det er sidste gang jeg er storskrydende, det hævner sig. Karma er en meget modbydelig ting! Men med tilstrækkelig selvindsigt til at vide, at det nok langtfra er sidste gang, så vil jeg ikke love noget jeg ikke kan holde

Hvil i fred du grønne taske! Der vil blive sørget behørigt over din skæbne.

Jeg er med sikkerhed mere berygtet end berømt for min fashionable påklædning. Det vil sige, at jeg ifølge mine langt mere modebevidste veninder, og den ene af mine søstre, overhovedet ikke besidder den mindste smule stil.

Det faktum har jeg egentlig affundet mig ret godt med. Indtil i dag!

Blandt pigerne i den engelskklasse jeg for tiden er en del af, er der en meget smuk, meget stilbevidst og meget åbenmundet pige. Jeg synes godt om hende. Indtil i dag.

Jeg ejer nemlig en vidunderlig skriggrøn skuldertaske købt for 20 kr. i en Tiger-butik (Fåes også i skrigende orange, hvis nogle skulle være interesserede?). Den har jeg også syntes utroligt godt om. Indtil i dag.

Pigen i min klasse har gentagne gange ladet mig vide, at hun ikke synes om min taske. Også i dag.

Kort efter timen er begyndt, fniser omtalte pige og spørger mig hviskende, om jeg gik forbi Netto’en ved Nørreport på vej i skole. Det gjorde jeg undtagelsesvis ikke, da jeg blev overfaldet af dovenskab og derfor tog en bus fra Nørreport i stedet (6 minutters gåtur sparet ). “Hmm, det var synd, jeg så nemlig to tiggere dernede, du ved de der sigøjnere, og den ene havde en taske fuldstændig som din”, fnisede min klassekammerat, lettere hysterisk.

Efterladt til mine egne tanker, akkompagneret af en hoverende, sarkastisk fnisen fra sidekammeratinden, overvejede jeg, om det var et godt eller et skidt tegn?

Gad vide om jeg kan li’ min tigger-taske, også i morgen?

Det tror jeg nu nok. Den er skriggrøn!

Dagens morale må være, at jeg er akurat lige så stilbevidst som en tigger. Hvad den oplysning så videre skal bruges til, har jeg endnu ikke fundet ud af.