Måske i frustration over, at film og hygge er slut, blandet med lidt træthed har vores søn det med at blive lettere hysterisk straks vi er blevet lukket ud af biografen. Det skete naturligvis også i dag.

Før vi gemte os i mørket med popcorn og slik havde han forelsket sig i den dårlige kopi af London Eye, der er sat op på Axeltorv. Vi kiggede priser og besluttede os for, at der ikke kunne findes berettigelse for, at en tur i et forstørret pariserhjul skal koste 200,- kr, kun for os tre og fik gennet sønnen videre.

Afledt af hysteriflippet genovervejede vi dog vores beslutning og han fik da også hylet højt nok til, at vi startede en forhandlingsrunde: Én tur i det fordømte hjul og så er det hjem, uden brok! Drengen holdt skam sit løfte selvom han kun er 3½ og vi blev 200 kr fattigere.

Forventningen om, at vi ikke ville få valuta til pengene holdt dog stik, vi var temmeligt skuffede! Jeg er for det første meget højdeskræk og derved skeptisk alene af den grund, dernæst syntes det som om, at turen varede i evigheder. Der er ikke meget sjov i at sidde i gondolen og prøve at kigge ud igennem de temmeligt beskidte vinduer, for man kan faktisk ikke se ret meget fordi det ‘kun’ er 50 meter højt. Ikke mindst stoppede skidtet konstant, fordi der skulle læsses folk af og på. Bestemt ikke 200 kroner værd, jeg ville ikke engang prøve igen om jeg fik billetterne til halv pris!

Er der andre der føler trang til at smide penge ud af vinduet, så er her et lille tip: Lad være at blive fristet til at købe billet til en privatgondol. Man bliver lukket ind i de hold man stiller sig i, så vi fik vores egen gondol for halv pris af, hvad det havde kostet havde vi købt billet til dét formål.

Skuffede, det er vi, men glad blev drengen.

Jeg har afsluttet engelskkurset med et par eksaminer, ikke mindst er halvdelen af franskkurset nu overstået eftersom dagen for den skriftlige eksamen er overstået. Jeg nåede at komme for sent (vi skulle møde et kvarter før eksamensstart), men heldigvis ikke senere end at jeg akkurat nåede at dukke op lige inden eksamen begyndte og derfor fik lov at deltage. Jeg håber, at den uheldige start er det eneste uheldige jeg når at opleve i forbindelse med franskeksamenen. Svar på prøven den 22. juni – samme dag som jeg skal trække emne til den mundtlige eksamen, som jeg så skal eksamineres i dagen efter.

Jeg har ikke fået lavet nogle pyntede kager, til gengæld fik jeg en enkelt eftermiddag lavet en kæmpe stak amerikanske pandekager, inkl. en lidt mindre stak af blåbærslagsen til mig. Jeg undrer mig over, at jeg ikke bryder mig om blåbær i ‘original form’, ikke engang marmelade-versionen, men alt hvad der kan stoppes blåbær i, fra saft over muffins til pandekager, de er nærmest pr. automatik på min favoritliste.

Intet nyt på kagefronten, til gengæld har jeg fundet ud af, at min søn er en ‘daredevil’ i en sådan grad, at jeg tror han ender med at udkonkurrere begge sine forældre!

I fortsat protest over priserne på entré til Zoo, tog vi Tivoli under parolen, at skulle der spenderes på en hygge-dag med barnet, kunne vi lige så godt gøre det ordentligt! Til en start lod vi kun den lille mand prøve børneforlystelserne, men da vi alle tre var udstyrede med turpas gik der pudsigt nok ikke længe, før både mor og far havde lyst at prøve andet. Lille Ryan er ganske fascineret af tog, køretøjer i det hele taget, men han opdagede ganske hurtigt, at Tivoli har op til flere rutschebaner = tog i hans verden. Vi fandt en lille rutschebane, som vi lod ham prøve. Det var en kæmpe succes! Så gik turen til Odinekspressen tror jeg den hedder, den mellemstore rutschebane midt i Tivoli. Selv dén kunne vores lille 3-årige ikke få nok af. Efter første tur – vi endte med i alt 5-6 ture – sad han med hænderne over hovedet og råbte “weeee”. Både faderen og jeg spekulerede på, om han mon var ‘moden’ til den gamle rutschebane, men var usikre. Vi tog dog chancen og sørme om ikke knægten også var glad for den! Allerede på første tur mente han ikke det var nødvendigt at klamre sig fast, som størstedelen af toget eller gjorde det – Ryan sad med hænderne over hovedet og råbte “mer!” når turen endte, alt for tidligt. Desværre er der højdekrav til den nye rutschebane med loopet, ellers havde han også fået en tur i dén!

Til gengæld må moderdyret indrømme, at hun er frygteligt bange for højder og derved at frygteligt angst for f.eks. pariserhjul. Inspireret af sønnens mod, turde jeg dog det lille børne-pariserhjul. Da jeg ikke vil stå tilbage for en 3-årig tog jeg mig sammen og endte såmænd også det store pariserhjul. Jeg var vist lidt bleg i ansigtet undervejs, men jeg gjorde det! Mand og søn syntes dog at nyde turen.

- og selvom man er sej, så er det nu bedst at køre i veteranbiler sammen med en forælder…

Det var praktisk talt umuligt at få taget billeder af den modige dreng i rutschebanerne, hvis jeg samtig ville undgå at risikere at miste kameraet, aka. mobilen. Til gengæld fik jeg snuppet et par stykker af vidunderet i de mere rolige forlystelser. Først som pilot, senere som kaptajn.

Udover interessen for forskellige motoriserede ting,  måske snarere alt der kan lave maskinlyde, det være sig biler, motorcykler, knallerter, tog, flyvemaskiner, både, så har Ryan én anden altoverskyggende interesse, grænsende til fascination: Fisk! Følgelig måtte vi en tur i Tivolis akvarium. Til vores nærige forargelse opdagede vi, at man nu skal betale 20,- kr/hoved, for at komme ind at kigge på fiskene, tidligere har turpasset været tilstrækkeligt. Heldigvis var vi i besiddelse af ‘Tivoli All Inclusive’-billetter og dermed var entreen til akvariet også betalt – endda med god rabat. Vi kom derfor ind at kigge på fiskene, til Ryans store glæde, for de har HAJER! Det lykkedes ham også at charme og overtale forældrene til at købe to små tøjdyr; hhv. en ‘Nemo’ og en haj.  Fiskene var desværre lidt for hurtige til mit sløve kamera, ikke mindst var genskæret fra akvarieglasset ikke min bedste ven, men det lykkedes da at få et par billeder.

 Apropos kamera- og billedeproblematikker: Der findes kun meget få billeder af undertegnede i familiens fotoalbum, af den simple grund at jeg oftest er kameraføreren, og endnu færre er forældreparret. Undervejs på Tivoli-turen besluttede jeg mig derfor for, at der skulle gøres noget ved det faktum. Det blev til følgende pudsige billede taget på dametoilettet under Tivolis koncertsal (nej, ikke noget fy-fy, Ryan står lige uden for kameraets rækkevidde – jeg hev dem begge med derind, for at fremvise nogle pudsige, flade håndvaske)
Fremfor at indrømme, at billedet er temmeligt-væmmeligt mislykket, har jeg bestemt, at det derimod er ‘kunst’. Sådan lidt ‘art nouveau’ eller noget Voilà, “Johnny Deb” eller “Ægtepar i Omfavnelse Belures af Mand med Ørenring”

Udover at gå i Tivoli har vi andre aktiviteter i familien: Vi går på Bellahøj kræmmermarked og besøger tivoliet dér!
Ryan, stadig med Tivoli i frisk erindring, var stadig god til at holde hænderne højt over hovedet op råbe “weee!” Ikke mindst er han en vaskeægte trucker. En sådan kender selvfølgelig betydningen af korrekt indstillede sidespejle!

Når først vi har prøvet alle de tivoli, der er i umiddelbar nærhed af os, så begynder vi at besætte legepladserr, når de uden for åbningstid ikke længere er bemandede. Oftest er sådanne nemlig indhegnede og dermed kan vores hund få lov at løbe frit. Det lykkedes mig at fotografere den i et yderst sjældent roligt øjeblik. Vores hund er nemlig opdraget i vaskeægte militærånd: “Al gang foregår i løb!” Sådan opfører den sig i hvert fald når vi bevæger os udendørs. Ganske snart kommer vores sommerslæde dog hjem, så kommer der andre boller på suppen!

Til slut et billede af en ganske anden hund, en rygende en af slagsen. Vores er endnu en stor hvalp og dermed for ung til at ryge, medmindre den gør det i smug selvfølgelig.
Jeg er ikke så kvik, så jeg spurgte naturligvis indehaveren af butikken, og dermed skiltet, om han tidligere havde været generet af storrygende hunde og derfor forment dem adgang til butikken? Han grinede, men besvarede aldrig mit spørgsmål. Sikke dog en uhøflig ung mand!

Jeg startede med at opdage den oversete forbrugsafregning fra boligselskabet. Det var en ubehagelig opdagelse. De mener jeg skylder dem knap 38.000,- Otteogtredivetusind! Jeg greb fluks telefonen og ringede til selskabet og klagede min nød. Kvinden jeg snakkede med var frisk: “Vil du have regningen delt i 7?” – Nok snarere 20 eller 30…  Hun lovede dog at bede firmaet der har forestået regnskabet, om at kigge tallene efter igen. Kan fejlen ikke findes dér, laver de en ny aflæsning, sæt de har aflæst forkert. Virker dét heller ikke, så lovede jeg min friske ‘telefonveninde’ en klage afleveret 3 eksemplarer. Hun mente dog at kravet var 5 håndskrevne kopier som alle skulle afleveres med brevdue, men ville vende tilbage når hun havde talt med Direktøren for Klagesektionen.
Skulle det nu ikke være aflæsningen eller udregningen den er gal med, så sætter jeg min lid til, at de alligevel trækker den uhyrlige regning tilbage, nu jeg kan bevise at vi rent faktisk fik skiftet elmåler sidste sommer, fordi den forrige var defekt.

Efter forskrækkelsen og samtalen hoppede jeg på bussen og tog i skole. Alle var i ‘fredags-fnidder-humør’ og det var yderst smitsomt! Med ét var vi (næsten) alle 12-13 år og og fnisede det bedste vi havde lært, af ingenting. Vores underviser blev grundigt træt af os, måske mest fordi hun selv blev grebet af den fjollede ånd, og foreslog vi tilbragte den sidste time i den dejlige forårssol i Kgs. Have.
Som sagt, så gjort. Halvdelen af klassen, inkl. mine gruppekammerater, valgte dog at forlade os – fremmødet var jo registreret. Men, men: Karma!

Da vores underviser sluttede sig til den tilbageværende halvdel af klassen i Kgs. Have, kunne hun fortælle, at en af inspektorerne havde fået afsløret datoen for mundtlig eksamen, selvom den først, officielt, offentliggøres efter weekenden. Vi, fedterøvene, duksene, kæledæggerne, der var blevet tilbage, havde derfor nu titel af førstevælgere hvad angik eksamendag, -dato og rækkefølge (Vores hold skal eksamineres over to dage). Vi fik hurtigt arrangeret hvem der skulle op hvornår og alle pjækkerne fik tildelt den lidest ønskede dato; dagen efter skriftlig eksamen i samme fag. De var jo ikke til stede og dermed heller ikke i stand til at protestere. Som den überduks jeg er, påtog jeg mig gerne opgaven med at få forfattet eksamensplanen og den er nu færdiggjort, uden de slemme syndere og fredagspjækkere har mulighed for at gøre indsigelse, hvorimod alle andre fik imødekommet deres ønsker. Af indlysende årsager fik jeg lige nøjagtig den placering jeg gerne ville have Pjækkerne blev i øvrigt alle noteret sig en omgang fravær. Hvor er jeg glad for, at jeg ikke fulgte første indskydelse og rent faktisk blev

I Kgs. Have fik jeg i øvrigt bekræftet en af mine fordomme og samtidig drillet en klassekammerat. Pågældende arbejder som model og ligner rent faktisk også en sådan, selv uden krigsmalingen. Hun er meget køn. Jeg overhørte hende fortælle et eller andet om sin hund og spørger nysgerrigt til hvad det er for en slags: En dværgpincher! Jeg brød ud i krampelatter! Hun er vel 1,80 høj, slank, køn, klædt i de helt rigtige modegevandter og hendes fyr er efter hendes egen beskrivelse mere end sportstrænet. Straks fik jeg et billede i hovedet af endnu en Paris Hilton… Det blev ikke bedre da hun nævnte, at hunden rent faktisk har et (simili, håber jeg) diamantarmbånd som halsbånd, ikke mindst at den skulle være aggressiv som død og helvede. Da hun nævnte kæresten fløj mine tanker også hurtigt videre til mindet om en bodybuilder-type jeg så lufte en chihuahua for et par måneder siden og jeg grinede endnu mere. Det var vist ikke hendes plan at blive til grin, men det endte med, at hun havde en halv klasse der sad og skraldgrinede af mine fablerier om hende, hendes hund og hendes kæreste. Hun er en sød pige, jeg burde ikke have drillet, men hun var heldigvis fuldstændigt uforstående overfor hvorfor jeg fandt hendes valg af hund så morsomt og derved prellede det hele formentlig af på hende.

Til eftermiddag og aften fik vi (næsten) færdiggjort arbejdet med at istandsætte væres altan. Der mangler endnu lidt maling og så lægger vi terassebrædder derude. Det bliver så fint, så fint og jeg er så glad for at herren i huset har knoklet løs hele ugen! Til gengæld undrer det mig, at et rækværk der før det blev pillet ned, så der kunne males mv., passede ganske fint sammen, bræt mod bræt, nu overhovedet ikke passer sammen mere. Lidt vold og vi fik sat det sammen, men det kan da ikke have slået sig efter at have været adskilt i mindre end en uge, kan det?

I weekenden bliver der malet færdig og i næste uge bliver der lagt terassebrædder. Hvor jeg dog glæder mig til en god kop the i det sidste aftenlys på min fine, nyrenoverede altan!

Åh ja, jeg skal huske at beklage mig over, at Tullamore Dew har droppet deres gamle TV-spot. Jeg var svært glad for at kigge på en af de mænd der i reklamen sad og drak whiskey på pubben  Det eneste gode ved den halvslave whiskey var den ehm… vældigt intelligente… fyr og nu er han væk, han er i hvert fald ikke med i den nye reklame. Fra nu af har vi kun Jameson her i hytten!

Nu hvor jeg sidder og prøver at udviske min viden om, at jeg i morgen skal til prøveeksamen i skriftlig fransk, smuttede jeg en tur på Facebook for at holde min vampyr i live, ikke mindst for at lure på mine ‘venners’ statusmeddelelser. Fra tid til anden er der nogle ret underholdende af slagsen. Sjovest var dog i dag en reklame for en hypnotisør. Man skal vælge sine ord med omhu før man bruger penge på reklame… Men det kan da godt være der er et par anoretikere eller lign. der vil have hjælp til at undgå vægttab