Jeg har afsluttet engelskkurset med et par eksaminer, ikke mindst er halvdelen af franskkurset nu overstået eftersom dagen for den skriftlige eksamen er overstået. Jeg nåede at komme for sent (vi skulle møde et kvarter før eksamensstart), men heldigvis ikke senere end at jeg akkurat nåede at dukke op lige inden eksamen begyndte og derfor fik lov at deltage. Jeg håber, at den uheldige start er det eneste uheldige jeg når at opleve i forbindelse med franskeksamenen. Svar på prøven den 22. juni – samme dag som jeg skal trække emne til den mundtlige eksamen, som jeg så skal eksamineres i dagen efter.

Jeg har ikke fået lavet nogle pyntede kager, til gengæld fik jeg en enkelt eftermiddag lavet en kæmpe stak amerikanske pandekager, inkl. en lidt mindre stak af blåbærslagsen til mig. Jeg undrer mig over, at jeg ikke bryder mig om blåbær i ‘original form’, ikke engang marmelade-versionen, men alt hvad der kan stoppes blåbær i, fra saft over muffins til pandekager, de er nærmest pr. automatik på min favoritliste.

Intet nyt på kagefronten, til gengæld har jeg fundet ud af, at min søn er en ‘daredevil’ i en sådan grad, at jeg tror han ender med at udkonkurrere begge sine forældre!

I fortsat protest over priserne på entré til Zoo, tog vi Tivoli under parolen, at skulle der spenderes på en hygge-dag med barnet, kunne vi lige så godt gøre det ordentligt! Til en start lod vi kun den lille mand prøve børneforlystelserne, men da vi alle tre var udstyrede med turpas gik der pudsigt nok ikke længe, før både mor og far havde lyst at prøve andet. Lille Ryan er ganske fascineret af tog, køretøjer i det hele taget, men han opdagede ganske hurtigt, at Tivoli har op til flere rutschebaner = tog i hans verden. Vi fandt en lille rutschebane, som vi lod ham prøve. Det var en kæmpe succes! Så gik turen til Odinekspressen tror jeg den hedder, den mellemstore rutschebane midt i Tivoli. Selv dén kunne vores lille 3-årige ikke få nok af. Efter første tur – vi endte med i alt 5-6 ture – sad han med hænderne over hovedet og råbte “weeee”. Både faderen og jeg spekulerede på, om han mon var ‘moden’ til den gamle rutschebane, men var usikre. Vi tog dog chancen og sørme om ikke knægten også var glad for den! Allerede på første tur mente han ikke det var nødvendigt at klamre sig fast, som størstedelen af toget eller gjorde det – Ryan sad med hænderne over hovedet og råbte “mer!” når turen endte, alt for tidligt. Desværre er der højdekrav til den nye rutschebane med loopet, ellers havde han også fået en tur i dén!

Til gengæld må moderdyret indrømme, at hun er frygteligt bange for højder og derved at frygteligt angst for f.eks. pariserhjul. Inspireret af sønnens mod, turde jeg dog det lille børne-pariserhjul. Da jeg ikke vil stå tilbage for en 3-årig tog jeg mig sammen og endte såmænd også det store pariserhjul. Jeg var vist lidt bleg i ansigtet undervejs, men jeg gjorde det! Mand og søn syntes dog at nyde turen.

- og selvom man er sej, så er det nu bedst at køre i veteranbiler sammen med en forælder…

Det var praktisk talt umuligt at få taget billeder af den modige dreng i rutschebanerne, hvis jeg samtig ville undgå at risikere at miste kameraet, aka. mobilen. Til gengæld fik jeg snuppet et par stykker af vidunderet i de mere rolige forlystelser. Først som pilot, senere som kaptajn.

Udover interessen for forskellige motoriserede ting,  måske snarere alt der kan lave maskinlyde, det være sig biler, motorcykler, knallerter, tog, flyvemaskiner, både, så har Ryan én anden altoverskyggende interesse, grænsende til fascination: Fisk! Følgelig måtte vi en tur i Tivolis akvarium. Til vores nærige forargelse opdagede vi, at man nu skal betale 20,- kr/hoved, for at komme ind at kigge på fiskene, tidligere har turpasset været tilstrækkeligt. Heldigvis var vi i besiddelse af ‘Tivoli All Inclusive’-billetter og dermed var entreen til akvariet også betalt – endda med god rabat. Vi kom derfor ind at kigge på fiskene, til Ryans store glæde, for de har HAJER! Det lykkedes ham også at charme og overtale forældrene til at købe to små tøjdyr; hhv. en ‘Nemo’ og en haj.  Fiskene var desværre lidt for hurtige til mit sløve kamera, ikke mindst var genskæret fra akvarieglasset ikke min bedste ven, men det lykkedes da at få et par billeder.

 Apropos kamera- og billedeproblematikker: Der findes kun meget få billeder af undertegnede i familiens fotoalbum, af den simple grund at jeg oftest er kameraføreren, og endnu færre er forældreparret. Undervejs på Tivoli-turen besluttede jeg mig derfor for, at der skulle gøres noget ved det faktum. Det blev til følgende pudsige billede taget på dametoilettet under Tivolis koncertsal (nej, ikke noget fy-fy, Ryan står lige uden for kameraets rækkevidde – jeg hev dem begge med derind, for at fremvise nogle pudsige, flade håndvaske)
Fremfor at indrømme, at billedet er temmeligt-væmmeligt mislykket, har jeg bestemt, at det derimod er ‘kunst’. Sådan lidt ‘art nouveau’ eller noget Voilà, “Johnny Deb” eller “Ægtepar i Omfavnelse Belures af Mand med Ørenring”

Udover at gå i Tivoli har vi andre aktiviteter i familien: Vi går på Bellahøj kræmmermarked og besøger tivoliet dér!
Ryan, stadig med Tivoli i frisk erindring, var stadig god til at holde hænderne højt over hovedet op råbe “weee!” Ikke mindst er han en vaskeægte trucker. En sådan kender selvfølgelig betydningen af korrekt indstillede sidespejle!

Når først vi har prøvet alle de tivoli, der er i umiddelbar nærhed af os, så begynder vi at besætte legepladserr, når de uden for åbningstid ikke længere er bemandede. Oftest er sådanne nemlig indhegnede og dermed kan vores hund få lov at løbe frit. Det lykkedes mig at fotografere den i et yderst sjældent roligt øjeblik. Vores hund er nemlig opdraget i vaskeægte militærånd: “Al gang foregår i løb!” Sådan opfører den sig i hvert fald når vi bevæger os udendørs. Ganske snart kommer vores sommerslæde dog hjem, så kommer der andre boller på suppen!

Til slut et billede af en ganske anden hund, en rygende en af slagsen. Vores er endnu en stor hvalp og dermed for ung til at ryge, medmindre den gør det i smug selvfølgelig.
Jeg er ikke så kvik, så jeg spurgte naturligvis indehaveren af butikken, og dermed skiltet, om han tidligere havde været generet af storrygende hunde og derfor forment dem adgang til butikken? Han grinede, men besvarede aldrig mit spørgsmål. Sikke dog en uhøflig ung mand!

Dublin blev udsat for vores hærgen i 10 dage. Vi nåede bl.a. omkring The Old Jameson Distillery, der var placeret lige bag vores hotel. Den bedre halvdel havde proklameret inden feriens start, at det var dér han havde tænkt sig at tilbringe det meste af sin tid.

Efter grundige fælles overvejelser om, hvordan vi fik skilt os tilstrækkeligt ud fra de andre besøgende, således der ville blive lagt mærke til os, lykkedes det. Herren var derfor heldig nok til at blive udvalgt som whiskeysmager og fik diplom på sin kunnen. På guidens opfordring, er det certifikat nu tilføjet CV’et.

Da vi allerede var godt i gang med at udforske den sprittede del af Dublin, fortsatte vi til Guinness Storehouse. Det kan ikke anbefales! Som vi holdt os langt fra fra turistfælden ‘Temple Bar’ (pubben), burde vi have gjort det med Guinness Storehouse, af samme årsag. Kedeligt, ‘turistet’ og dyrt ift. andre attraktioner. Yngstemanden var dog glad, da han hurtigt fandt sig et vandfald.

Mest populær blandt drengene var dog barmfagre Molly aka. ‘The Tart with the Cart’. Sådan helt generelt betragtet er alt med bryster vist meget populært hos de to. Den mindste præsenterer uden tøven sin familie på følgende måde: “Mor, babber, far” – gerne mens der peges rundt. Jeg har hørt om den med eget postnummer til store bryster, men at de ligefrem får eget liv og personlighed på et stadie så præsentation er nødvendig?

Jeg har lært meget af mit barn, bl.a. har jeg haft rig lejlighed til at opleve hvordan det føles at være flov.

Vi var ligeledes en tur forbi Dublinia, og dermed også forbi Christchurch, som jeg dog nægtede at sætte mine ben i. ‘The GPO’, Killmainham Gaol (mere om dét en anden gang) fik også besøg og selvfølgelig skulle vi prøve det dublinske svar på en kanalrundfart; River Liffey Cruises. Det indbragte godt med sladder om The U2 Tower, Colin Farrell i underbukser på terrassen til sin penthouse og ikke mindst adskillige eder og forbandelser over ‘The Stiletto in the Ghetto’.

   Trinity nåede jeg at forelske mig hovedkuls i, da vi tog en kigger på ‘The Book of Kells’ og jeg ved nu med sikkerhed hvorfor, jeg ikke bryder mig om Panum: Den bygning ejer ikke eet gram æstetik sammenlignet med f.eks. fakulteterne på Trinity! Hvis jeg frit kunne vælge universitet uden tanke på økonomi, praktiske forhold omkring familie og uddannelsens indhold, så ville jeg vælge Trinity til hver en tid!

   Foruden de allerede nævnte, samt Four Courts og Dublin Castle, fandt vi vej til Dublin Zoo. Ikke om jeg ville gå glip af chancen for at se en jaguar!

Den drabelige edderkop holdt sig pænt i sit terrarie, hvorimod den uskyldigt udseende and åbenbart ikke brød sig om at blive fotograferet. Efter at have snuppet ovenstående foto, sprang krybet op af vandet og spankulerede rundt om os, lige indtil vi forlod zoo. Et øjeblik blev vi bekymrede for, om den mon ville fortsætte forfølgelsen ud af zoo, for den fulgte os helt hen til tælleapparaterne…

Jaguaren gemte sig i sit bur, heldigvis med et stort vindue. Tigerne var en sand fornøjelse at betragte. De gav jævnligt show for publikum, eftersom de gentagne gange sprang op af glasruderne.

Dublin Zoo bød, blandt meget andet, ligeledes på bondegårdsdyr og fritgående påfugle, fuldstændig som i Københavns Zoo. Desværre for den yngste, var der dog ingen decideret børnezoo med ‘klappedyr’.

Alt i alt, en fantastisk dejlig ferie! Jeg kan slet ikke vente med at komme tilbage til irland. Vi kigger efter lejligheder, men det er desværre først realistisk med et flyt, når uddannelse er et overstået kapitel.